Udsatte børn

Lange ventetider på aflastningsfamilier

Børn med behov for at komme i aflastning står i nogle tilfælde på venteliste i op til et år. Det kan have konsekvenser, siger en oplevelseskonsulent. KL opfordrer til at finde alternative løsninger.

Af Karianne B. Blem, redaktionen@sl.dk

Der er mangel på aflastningsfamilier til børn med sociale problemer og handicappede børn.

I landets tre største kommuner mangler der aflastningsfamilier. I disse kommuner står der lige nu tilsammen omkring 100 børn på venteliste. Nogle af dem står der op til et år. Og det kan have konsekvenser, erkender man et af stederne, i Københavns Kommune.

– Omkring 15-20 børn har vi ikke kunnet finde en aflastningsfamilie til inden for et år, og det er dybt utilfredsstillende for børnene, siger Klaus Wilmann, leder af Den Koordinerende Familieplejeenhed i Københavns Kommune.

– Det er ærgerligt, men det er stadig et relativt lille tal. Andre børn står der kun en måned.

Så ventelisterne i sig selv, synes jeg ikke, er noget problem. Problemet er ventetiden, understreger han og tilføjer, at han mener, at børnene højst bør stå på venteliste i tre måneder.

– Hvis børnene har fået stillet i udsigt, at de skal i aflastning, kan de opleve den lange ventetid som et tomrum, fortæller Klaus Wilmann, der ikke vil afvise, at de lange ventetider kan betyde, at konflikterne i hjemmet kan nå at blive så alvorlige, at der bliver behov for for eksempel en plejefamilie på fuld tid. Men han understreger, at det ikke har været tilfældet med de børn, kommunen har haft stående på listen.

Risiko for døgnanbringelse

Manglen på aflastningsfamilier bekræftes af Marianne Fosvald fra FABU – Familieplejen for børn og unge – en organisation, der har som hovedopgave at bistå kommunerne med at anbringe børn og unge i familiepleje. I FABU er hun familieplejekonsulent og står for visitationen til pleje- og aflastningsfamilier.

– Kommunerne er generelt meget tilbageholdende med anbringelser, så de forsøger sig med  aflastning. Men det er den næstbedste løsning i nogle tilfælde, for der er børn, der kommer i aflastning, som burde have været en anbringelse, vurderer hun.

– For de børn og unge, der må vente månedsvis på at komme i aflastning, kan det få konsekvenser.

– I nogle sager er der risiko for, at det ender med en døgnanbringelse i stedet for, fordi der er gået for lang tid, siger hun.

Men også hos FABU er det svært at skaffe aflastningsfamilier.

– Vi har masser af familier stående, som gerne vil have børn i døgnpleje, men alle mangler aflastningsfamilier i øjeblikket, siger Marianne Fosvald. Og heller ikke ventetiderne er fremmede for hende. Hun har oplevet børn, der har stået på venteliste i et par år.

– Vi får sager ind, hvor kommunen siger, at nu haster det, de kan ikke vente længere på en aflastning. For eksempel har vi lige fået til opgave at finde aflastning til et barn, hvis mor er meget syg. Og i sådan et tilfælde har ventetiden jo stor betydning, understreger hun.

– Vi har et stort netværk af plejefamilier, og dem prøver vi at overtale til at tage et barn i aflastning i stedet for. Men dels er der mere prestige i at være plejefamilie, og dels mener mange, at det er for svært at nå at gøre nok for børnene, når de for eksempel kun er hos aflastningsfamilien én weekend om måneden.

Marianne Fosvald tilføjer, at som aflastningsfamilie påtager man sig et ekstra arbejde ud over det job, man har til hverdag.

– Og det gør det også svært at få folk til at sige ja.

Tænk alternativt

Pernille Kvarning, der er chefkonsulent i Børneog kulturkontoret i Kommunernes Landsforening, tilkendegiver, at kommunerne generelt har problemer med at finde aflastningsfamilier.   – I bykommuner har få mennesker plads nok i deres eget hjem til at have barnet boende. Det nytter ikke, at man kun har en toværelses lejlighed. Ikke fordi at alle børnene skal ud i landlig idyl  med fem heste for at komme i aflastning, men det ville nok falde nogen for brystet, at barnet skulle sove på en feltseng i en lille lejlighed. Derudover er nogle kommuner vældig tilbageholdende med at gå aktivt ud og finde aflastningsfamilier, fordi man har et idealbillede af, at den der brænder for det, selv vil henvende sig, fortæller hun.

– Og hvis kommunerne finder aflastningsfamilier langt væk fra børnene daglige hjem, er det også en ulempe, for den biologiske familie har ikke mulighed for at opdyrke en relation til aflastningsfamilien. Og hvis barnet har fritidsaktiviteter i weekenden, bliver der et logistisk problem, siger Pernille Kvarning.

– Der ligger ikke et Columbus-æg lige om hjørnet i forhold til at finde aflastningsfamilier, men kommunerne bør starte med at analysere forhold, der gør det vanskeligt at rekruttere aflastningsfamilier, og hvis de ikke selv kan påvirke disse ting, bør de tænke alternativt, opfordrer hun. For eksempel foreslår hun at oprette særlige børnehuse, hvor man kan samle børn i aflastning.

– Alternativet kunne også være at bruge opholdssteder og institutioner, som kan tage børn ind i weekenden, foreslår Pernille Kvarning.

Og den idé er man med på i Odense Kommune, hvor der i øjeblikket står 35 børn og venter på aflastning.

– Med strukturreformen har vi fået døgninstitutioner ind under kommunen. Derfor vil vi se på, hvad der er af muligheder på de institutioner, vi har overtaget. Men vi ser også på andre muligheder, siger Margit Fog, leder af Familieplejeafsnittet i Odense kommune. Her kender man også til lange ventetider.

– Børnene kan stå der længe – op til et år. Og det er klart, at jo større vanskeligheder barnet har, desto sværere er det at finde aflastningsfamilier.

– De fleste ønsker at få et barn i fuldtidspleje, men vi opfordrer dem til at starte med at få et barn i aflastning, så de ved, hvad det vil sige at have et fremmed barn i huset, siger Margit Fog.

De store er de svære

I Århus kommune er ventetiden også lang. 38 enkeltbørn og ni søskendepar fylder listen.

– De kan stå der længe. Op til et år og nogle op til halvandet år, siger Tove Skovgaard, centerchef for Familieplejecentret i Århus.

– Ventetiden er afhængig af barnets problemer. Det kan jo godt være, at det barn, der er kommet sidst ind på ventelisten, først får en plads. Det skyldes, at aflastningsfamilierne ofte er uprøvede og derfor ikke kan tage et barn med en meget alvorlig problematik, forklarer hun.

Hendes erfaring er også, at det er børn i førskole-alderen, der er nemmest at finde aflastning til.

– Omsorgsgenet hos aflastningsfamilierne tilgodeses mere med de mindre børn. De lidt større og udadreagerende er sværere at finde familier til.

Derfor satte man sig for seks år siden i Århus Kommune ned for at finde ud af, hvilke alternativer der var til aflastningsfamilier. Løsningen blev gruppeaflastninger. For eksempel oprettede kommunen en weekendaflastning på et fritidshjem, hvor de ansatte to pædagoger til at lave et oplevelsesorienteret tilbud for især de større og udadreagerende børn. Derudover fandt man på at lave såkaldt matrikelløs aflastning, så en gruppe børn en weekend om måneden for eksempel kommer i sommerhus eller badeland.

– Og så har vi ansat nogle særlige aflastningsfamilier til de handicappede børn. Det kan blandt andet være et autistisk barn, et barn med multi-handicap eller retardering, som ikke kan profitere af et gruppetilbud, siger Tove Skovgaard og fortæller, at Århus kommune i fremtiden vil udbygge aflastningsområdet med nye gruppetiltag.

I aflastning hos tanten

Et oplevelsesorienteret tilbud er også i tankerne i Familieplejeenheden i Københavns Kommune. Her gennemføres et projekt, der skal gøre det lettere at finde en løsning for de børn, der har behov for aflastning.

– Det kunne være at etablere et samarbejde med de døgninstitutioner, der har ledige lokalekapaciteter og lave en slags “weekendkoloni”, som er mere oplevelsespræget, siger Klaus Wilmann, der også mener, at sådan et tilbud vil egne sig til de større drenge, der er mere fysik aktive og udadreagerende.

Et andet initiativ er aflastning i netværket.

– Vi har i en række tilfælde ikke været i stand til at finde aflastningsfamilier. Derfor vil vi nu anbefale og hjælpe socialcentrene til at finde aflastning inden for børnenes eget netværk, siger han og skyder på, at i omkring 80 procent af tilfældene, vil der kunne findes en løsning inden for netværket.

– Vi skal målrettet se på de ressourcer, der er i familien, for i de fleste familier vil der dukke en tante eller en onkel op, forudser han.

Og dermed følger Københavns kommune den kurs, som regeringen har lagt i anbringelsesreformen, der trådte i kraft i januar 2006. Heri ønsker man, at kommunerne gør mere brug af at anbringe børn og unge inden for netværket. Det vil sige i familien eller hos venner af familien.

Klaus Wilmann understreger dog, at kommunen ikke vil gå på kompromis med kravene til aflastningsfamilierne, selv om de findes i netværket.

– Det er klart ikke kun et spørgsmål om, at et medlem af familien stiller sig til rådighed. Barnet skal “passe” med familien. Vi går ikke på kompromis med kravene. Der stilles de samme krav om matchning ved slægts- og netværkspleje, siger han.

Københavns kommune gennemfører projektet i løbet af foråret.