Vietnam

Handicap er gudernes straf

I Vietnam er et handicappet barn traditionelt blevet opfattet som en straf fra guderne. Selv om forholdene langsomt bliver bedre, er handicap stadig forbundet med stor skyld og skam

Af Maria Rørbæk, redaktionen@sl.dk

Tårerne pibler frem i øjnene på Pham Tuyet Nhung.

– Da min søn fik autismediagnosen, havde jeg det som om, jeg faldt helt ned på gulvet. Jeg ville ikke tale med nogen om det. Hvis mine naboer fik det at vide, ville de bare begynde at snakke dårligt om vores familie. I stedet græd jeg alene, fortæller hun.

I Vietnam er handicap traditionelt blevet opfattet som en straf fra guderne.

Hvis man gjorde noget forkert, kunne det ramme de kommende generationer, så ens barne- eller oldebarn for eksempel blev født med misdannelser eller høreproblemer.

– I bjergene og på landet, hvor folk ikke er så veluddannede, er det stadig en udbredt forestilling. Nogle forældre skjuler deres børn, fordi de ikke vil have, at andre skal se dem og tænke: Uha, der må være nogen i den familie, der har gjort noget meget slemt. Et handicappet barn er et synligt bevis på familiens synder, fortæller Lars Røgilds, der er lektor på Roskilde Pædagogseminarium / CVU Sjælland.

Han er uddannet socialpædagog og cand.mag. i dansk, religionshistorie og pædagogik. Siden 2000 har han beskæftiget sig indgående med forholdene for handicappede i Vietnam.

Først på en researchtur finansieret af Danida, hvor han sammen med kollegaen Tue Sanderhage undersøgte forholdene for handicappede børn. Senere i forbindelse med forskellige støtteprogrammer og som international koordinator på CVU Sjælland, der blandt andet sender praktikanter til Vietnam.

– I øjeblikket sker der en rivende udvikling for handicappede i Vietnam og fra politisk side ønsker man, at forholdene bliver bedre. I byerne er der ved at ske et bevidsthedsskred, så det bliver mere forståeligt og accepteret at være handicappet, men på landet er det det samme, siger Lars Røgilds.

Forfædrekulten

I Vietnam er der både buddhister, hinduister, muslimer og kristne, men uanset om familien ellers dyrker Jesus, Allah eller Buddha, dyrker næsten alle også deres afdøde.

På et marked i den største by, Ho Chi Minh City, går en gammel kvinde rundt mellem boder med levende krabber, sprællende fisk, frugter og grøntsager.

Under rishattens skygge viser hun et seddelbundt frem, som hun gerne vil sælge.

Pengene er lavet af papir og er ikke et bedre betalingsmiddel end sedlerne i et Matadorspil.

I stedet skal de bruges som offergaver til forfædrene, når vietnameserne fejrer Det Kinesiske Nytår.

Besøger man et almindeligt vietnamesisk hjem,  er det også tydeligt, at de afdøde er nærværende i bevidstheden.

Ikke kun når deres onde gerninger går ud over de nulevende, men også når efterkommerne prøver at gøre det godt for dem, så de til gengæld kan hjælpe og støtte.

I de fleste hjem står et lille alter, hvor man kan ofre til forfædrene. Det kan for eksempel være bananer eller andre frugter.

Forfædredyrkelsen bliver dog ikke altid opfattet lige så bogstaveligt, som den gjorde tidligere.

– Troen på at handicap er straffen for forfædrenes synder, bliver svækket i takt med, at flere får information om de egentlige årsager til handicap. For eksempel gennem fjernsynet, fortæller professor Lan, der leder et center for handicappede børn i hovedstaden Hanoi.

Men selv når den religiøse dimension forsvinder, kan skammen blive tilbage.

– Jeg undlod ikke at fortælle om min søns handicap fordi, jeg var bange for, at naboerne skulle se det som gudernes straf. Jeg tænkte bare, at de ville tale dårligt om vores familie og synes, der var noget forkert ved os, siger Pham Tuyet Nhung, mens hun finder et lommetørklæde frem.

Et kollektivistisk samfund

Lars Røgilds påpeger, at Vietnam ikke er et individualistisk samfund på samme måde som Danmark, men et kollektivt samfund, hvor det er endnu mere problematisk at skille sig ud end i Danmark.

– Der er et vietnamesisk ordsprog, der siger: Ligesom alle andre. Normerne siger, at man skal ligne de andre, fastslår han.

Da han og Tue Sanderhage undersøgte forholdene for handicappede børn, interviewede de flere familier.

De fandt hurtigt ud af, at interviewpersonerne ofte svarede det, de troede Lars Røgilds og Tue Sanderhage kunne lide.

Spørgsmålet om, hvordan naboerne opfattede en handicappet dreng, fik for eksempel en far til at sige, at de var meget glade og lykkelige for hans søn.

Men da han så skulle beskrive, hvordan de behandlede ham, fortalte han, at de kastede med sten.

– Og så begyndte vi systematisk at spørge efter konkrete episoder, siger Lars Røgilds.

Den teknik fik en anden familie til at fortælle, hvordan de altid gemte den handicappede lillebroder væk, når storesøsterens kæreste kom på besøg. En dag kom han uanmeldt og opdagede broderen – og så hævede han forlovelsen.

– Men det handler ikke kun om religion og kultur, men også om økonomi. Det er simpelt hen en kæmpe forsørgerbyrde at have en handicappet i familien, fastslår Lars Røgilds.

Han og Tue Sanderhage har i samarbejde med LEV og med støtte fra Danida været med til at hjælpe en vietnamesisk forening i gang for forældre til børn med udviklingsforstyrrelser. Foreningen afholder for eksempel kurser og udgiver et blad. Begge dele skal blandt andet være med til at informere forældrene om årsagerne til deres børns handicap.

Pham Tuyet Nhung er næstformand. For hende betyder det meget at møde andre forældre i samme situation.

– Jeg vil meget gerne hjælpe andre forældre, så det bliver mindre stigmatiserende at have et handicappet barn, siger hun.

 

Fakta om Sao Mai Sao Mai-centret betyder direkte oversat: Morgenstjernernes Center. Sao Mai er en privat daginstitution for handicappede børn, der har eksisteret siden 1995. Der er omkring 100 børn mellem 18 måneder og 16 år. Der er ansat 3 læger, 2 sygeplejersker, 1 fysioterapeut, 7 psykologer og 24 lærere. Den ene halvdel af udgifterne finasieres af forældrebetaling, den anden sponseres af fonde, velgørende organisationer, virksomheder og privatpersoner. Institutionen er åben fra 7.30 - 17.00, og dagens aktiviteter er en blanding af skolelignende undervisning, leg, spisning og to timers middagssøvn.