Vietnam

Hvornår bliver mit barn raskt

To danske pædagogstuderende er i praktik på handicapinstitutionen Sao Mai i Vietnam. Her oplever de et anderledes syn på børn og handicap end de kender fra Danmark

Af Maria Rørbæk, redaktionen@sl.dk

Morgenundervisningen er i gang i klassen for småbørn med autisme.

Læreren viser et billede frem for de otte elever mellem to og fire år.

– Hvilken farve har blomsten, spørger hun.

– Gul, svarer en pige.

– Yeah, jubler læreren og klapper begejstret i hænderne.

Så er det sidemandens tur til at svare på det samme spørgsmål vedrørende det samme billede.

– Hvilken farve har blomsten, spørger læreren.

– Gul, lyder svaret.

– Yeah.

Som dansker kan man tænke, at så små børn hellere skulle have lov til at lege, men efter vietnamesiske forhold er de fantastisk heldige.

Andre børn med handicap henslæber deres barndom i isolation. På handicapinstitutionen Sao Mai i Hanoi får omkring 100 børn mulighed for at komme ud blandt andre og deltage i aktiviteter, der til dels er målrettet deres niveau og udvikling. Når man kigger ind i klasseværelserne med disneyfigurer og andre farvestrålende malerier på væggene, bliver der både sunget, klappet, sagt bogstaver, lavet gåøvelser og trænet tale.

– Det er specielt, at der overhovedet bliver lavet noget, der minder om pædagogik. Den generelle opfattelse er, at handicappede børn kun skal behandles med medicin, siger Lars Røgilds. Han er international koordinator på Roskilde Pædagogseminarium / CVU Sjælland, der i flere år har sendt pædagogstuderende i praktik på Sao Mai.

En sygdom

To af dem er Maria Assing fra Roskilde og Katja Jessen fra Haderslev Pædagogseminarium.

Vi møder dem i slutningen af de seks måneders praktik på institutionen, der er målrettet børn mellem 18 måneder og 16 år, der enten er udviklingshæmmede eller har andre mentale handicap eller forstyrrelser.

– Den største forskel på Sao Mai og en pædagogisk institution i Danmark er deres målsætning. De prøver i højere grad at gøre børnene “normale”. Handicap bliver opfattet som en sygdom, og mange forældre tror, det kan fjernes. “Hvornår bliver mit barn raskt”, spørger de. Deres mål er at få barnet over i en almindelig klasse på en almindelig skole, og de har for eksempel meget svært ved at forstå, når jeg siger, at vi også arbejder med voksne udviklingshæmmede i Danmark, siger Katja Jessen.

– I min klasse, der er for børn mellem otte og seksten år med autisme, er der en dreng, der er rimelig god. Så satser de alt på ham. De tænker, at der er håb for ham. At han måske kan komme over i en normal klasse, og så er den ene af de to lærere altid hos ham, fortæller Maria Assing.

Generelt er det ellers ikke Katja Jessen og Maria Assings oplevelse, at aktiviteterne bliver tilrettelagt individuelt.

– I Danmark ser vi os som selvstændige individer, og pædagogikken tager i højere grad udgangspunkt i individet. Her er der en fælles rytme, en fælles undervisning, fastslår Katja Jessen.

Set med vietnamesiske øjne gør Sao Mai meget for at integrere de handicappede børn i samfundet.

– Det er vigtigt, at ikke-handicappede vænner sig til at møde handicappede. Derfor er jeg altid meget åben over for journalister, der vil fotografere og beskrive forholdene hos os. Vi sørger også gerne for at tage vores børn med i Zoologisk Have eller lignende to-tre gange om året. Det kan mange forældre til handicappede børn ikke lide at  gøre, fordi de synes, det er ubehageligt, hvis andre ser på deres børn og tænker, at de er mærkelige, siger institutionens leder, dr. Lan.

Stigmatiseret af arbejdet

Set med danske øjne er det dog så som så med åbenheden, vurderer Maria Assing, der har været med på en tur til en park.

Her sad børnene bare på en lang række. Hvis nogen prøvede at løbe lidt væk, blev de fanget med det samme. De kom ikke ud blandt andre.

I Vietnam bliver det ikke kun opfattet negativt at være handicappet – det kan også være problematisk at arbejde med handicappede.

– Det er et tabu. Når folk spørger, hvad jeg laver, siger jeg, at jeg er lærer, for de forstår slet ikke, hvad det vil sige at være pædagog. Så ser de først  meget begejstrede ud: “Nå, er du engelsklærer”, spørger de. Når jeg så svarer, at jeg arbejder med små handicappede børn, ser de næsten helt irriterede ud. Det er som om lyset slukkes i ansigtet og snakken går i stå, fortæller Katja Jessen.

– Ja, eller også siger de, at så må du virkelig være et meget godt menneske, supplerer Maria, der også fornemmer, at hendes vietnamesiske kollegaer oplever, at det er stigmatiserende at arbejde med handicappede.

–  En af dem fortalte, at hendes kæreste var blevet meget vred, da han fandt ud af, at hun arbejdede på Sao Mai. Han sagde, at hvis de fik et barn sammen kunne det være, at barnet ville blive smittet, hvis et af de handicappede børn rev hende. En anden ventede med at fortælle sin kæreste, at hun arbejdede med handicappede til brylluppet var overstået. Indtil da sagde hun bare, at hun arbejdede med børn.

 

Fakta om Sao Mai

Sao Mai-centeret betyder direkte oversat: Morgenstjernernes Center.

sao Mai er en privat daginstitution for handicappede børn, der har eksisteret siden 1995. der er omkring 100 børn mellem 18 måneder og 16 år. der er ansat 3 læger, 2 sygeplejersker, 1 fysioterapeut, 7 psykologer og 24 lærere.

Den ene halvdel af udgifterne finansieres af forældrebetaling, den anden sponseres af fonde, velgørende organisationer, virksomheder og privatpersoner.

Institutionen har åben fra 7.30-17.00, og dagens aktiviteter er en blanding af skolelignende undervisning, leg, spisning og to timers middagssøvn.