Evidens

Lys over det indlysende

Det seneste nummer af Vera kommer rundt om evidens-begrebet med den store projektør

Af Jens Nielsen, redaktionen@sl.dk

For knapt to år siden brød diskussionen om evidens ud i lys lue her i bladet. To forstandere fra Nordjylland gik frontalt til angreb på det, de så som et vildspor: Troen på evidens som redskab i den socialpædagogiske verden ville blive den personlige professionelles død, erklærede de.

Siden rasede debatten videre med en lang række læserbreve, og temaet om evidens på www. sl.dk er fortsat blandt de mest besøgte.

Og det er ikke uden grund, ja, det er faktisk evident, indlysende og logisk. Evidens-diskussionen har – sammen med debatten om dokumentation og effektmåling – inden for de sidste år fyldt mere og mere, når det handler om socialpædagogik.

Nu sætter tidsskriftet Vera fokus på evidensbegrebet. På hvor det kommer fra, hvad det betyder, og hvad det kan bruges eller misbruges til.

Det nye nummer har Pieter Breugels maleri af Babelstårnet på forsiden. Maleriet er fra 1563. Det kan man jo så se som et forsøg på at indikere, at man stadig taler forbi hinanden og i gensidigt uforståelige vendinger,  når det handler om evidens og pædagogisk arbejde.

Og det er netop emnet for Christina Laugesens artikel, ‘Kløften mellem evidens og empati’. Hun er konsulent ved Center for Kvalitetsudvikling, og hun peger på, at der netop er en meget forskellig opfattelse af evidens-begrebet i forvaltninger og i den pædagogiske praksis. I forvaltningen ser man evidenstankegangen som et redskab til at træffe kvalificerede politiske beslutninger. Ude i praksis opfatter nogle netop dette som en risiko for indgreb i og begrænsning af den pædagogiske autonomi.

Christina Laugesen plæderer derfor for en bredere forståelse af evidens-begrebet – i begge lejre.

Som introduktion har  Søren Peter Olesen set på, hvor evidens-begrebet kommer fra, og hvad det efter hans opfattelse gør ved pædagogisk og socialt arbejde i praksis. Søren Peter Olsen er lektor og formand for FORSA, Foreningen til fremme af forskning i socialt arbejde, og han advarer ligeledes mod den snævre fortolkning af evidensbegrebet og anbefaler, at man holder flere bolde i luften. Det handler om at bruge flere forskellige dokumentations- og forskningsmetoder: For eksempel systematiske detailstudier og dybdegående casestudier.

Lene Munch, der er ved at færdiggøre sin master ved DPU, kommer med noget så sjældent som en case: I sit arbejde som socialpædagog på Børneog ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup har hun forsøgt sig med at ‘gå evidensbaseret til  værks’. Det handler om at finde en metode til det socialpædagogiske arbejde med mor/barn-relationen i den gruppe af småog spædbørn, der ikke vil spise og derfor er underernæret.

Endelig giver John Langford fra BUPL sit bud på, hvorvidt evidens-tilgangen kan vendes til en strategi for den professionelle. Han betoner, at det i et vidensamfund, som det danske er ved at forvandle sig til, at man som person og institution er åben og deler sin viden med andre. Det udstråler ressourcestyrke, noterer han sig. Og det skal pædagogerne som faggruppe udnytte til at få indflydelse på de politiske beslutninger.