Socialpolitik

Dansen om kvaliteten

To dages temamøde i Aalborg med kommunalpolitikere, forvaltere og organisationsfolk gav ikke ét, men mange bud på, hvad kvalitet i velfærden vil sige, og hvordan man når derhen – via IKEA-kataloger, socialistiske ballademagere og måske et dokumentationsstop?

Tekst og foto: Jens Nielsen, redaktionen@sl.dk

Der blev sagt godmorgen rigtig mange gange. Da deltagerne på KL’s sociale tema møde arriverede til Aalborg Kongres & Kultur Center den sidste dag i maj, havde en afstikker af dagens velfærdsdemonstrationer plantet sig foran indgangen.

Og der blev altså sagt godmorgen til alle, der entrerede de to dages møde om ‘Kvalitetsudvikling af kommunernes velfærdsservice’.

Repræsentanterne fra de mange fag, demonstrationsarrangørerne organiserer, hilste velkommen med det slogan, som den dags socialistiske ballademageri i anledning af Folketingets afslutningsdebat – og nærmest på 10 årsdagen for Servicelovens vedtagelse – blev afholdt under: ‘Slip velfærden løs’.

Se, det ville de nok egentlig gerne, de allerfleste af dem, der ankom: Kommunalpolitikere og -forvaltere og folk fra diverse organisationer. Men hvordan, og for hvilke penge? Hvordan skal kvaliteten, pengene og indsatsen gå op i en højere enhed?

Budene var mange, og alene de tre aktuelle forhandlinger om kommunernes økonomi for næste år, trepartsforhandlingerne og kvalitetsreformen er nok til at gøre en forvirret på et højere plan, medgav formanden for KL’s socialudvalg, Tove Larsen (S), da hun indledte mødet på et blåt bagtæppe af – overvejende smilende – smiley’er.

– Jeg ved ikke, om de tre ting er tænkt som et kinder-æg, men vi er spændte på at se, hvad er er realiteterne bag de mange pæne ord, sagde hun – ikke uden en god portion skepsis i stemmen.

Mere tillid, tak
Og det var, erklærede hun, netop et af formålene med temamødet: At komme om bag om ordene om kvalitet på social- og sundhedsområdet.

– Ofte har man jo det indtryk, at der slet ikke er kvalitet i dag, men det passer jo heldigvis slet ikke. På den anden side skal det generelle billede ikke skygge for, at der er tilfælde, hvor tingene kan gøres meget bedre. Det ikke om at få, men om at udvikle kvalitet. Og det handler i høj grad om anerkendelse af medarbejdernes indsats – udgangspunktet er ikke dårligt, sagde Tove Larsen med tryk på det sidste ‘ikke’.

Sammenfaldet mellem kommunernes interesse i at forsvare det kommunale selvstyre, og velfærds-demonstranternes modvilje mod detailstyring og stramme økonomiske styring lod sig ikke fornægte.

Hun havde også været ude og veksle et par ord med demonstranterne før mødestart, og hun påpegede, som det også lå implicit i demonstrationerne, at regeringen skal vælge mellem mere kontrol og mere tillid.

– Det kan være, man tror, at kvalitet er noget, man kan regulere sig til, men i KL siger vi: Vælg tillidsvejen, sagde Tove Larsen med en tilfreds mumlen fra salen som følge.

Hun hæftede sig ved aktuelle meningsmålinger, der viser, at otte ud af ti danskere mener, at de offentligt ansatte skal have mere frihed til at udføre deres opgaver.

Mere tilfreds mumlen fra salen.

Langt mellem kurverne
Og så kom en række indlæg om forskellige sider af kvalitetsdebatten, dens indhold og form: Hvad snakker vi om, og hvorfor snakker vi på den måde, vi gør?

Per Michael Jespersen, redaktør på LO’s ugebrev A4, slog fast, at den megen røre om kvaliteten i den offentlige service er langt mere end ‘bare’ utilfredshed opstået på baggrund af enkeltsager i løbet af kort tid. Det indtryk, kan man ellers godt få:

– Debatten om kvalitet er sådan hovsa-agtig – som om der pludselig er kommet et kvalitetsproblem i den offentlige sektor, konstaterede han.

Men faktisk står det langt værre til: Der er sket en ‘forventningseksplosion’, hvor efterkrigstidens ydmyge borger er blevet forvandlet ikke bare til forbruger, men til en meget krævende forbruger, der insisterer på, at ‘der må da være råd til mere velfærd’.

– Og politikerne på både venstre- og højrefløjen taler forventningerne endnu højere op. Det er den store butikstankegang: Kunden har altid ret. På den måde var efterårets forældreprotester jo netop ikke skabt af socialistiske ballademagere, men af utilfredse kunder skabt i Anders Fogh Rasmussens eget billede, sagde A4-redaktøren og henviste til A4’s egne undersøgelser.

Men parallelt med forventningernes stadigt stigende kurve, er prestige og omdømme for dem, der arbejder med at indfri forventningerne – de offentligt ansatte – faldet og faldet og er nu ude i et frit fald. Og afstanden mellem de to kurver er den alvorligste trussel, det offentlige overhovedet står over for, sagde Per Michael Jensen.

Modtrækkene mod forventningspresset er modige politikere, der tør tale for en tilbagevenden til Robin Hood-princippet, hvor kun de dårligst stillede får hjælp, indførelse af sociale brugerbetalinger for dem, der har råd, større investeringer i kvalitet og en inddragelse af civilsamfundet.

Når det gælder prestigefaldet så handler det om bedre løn- og arbejdsforhold, om et uddannelsesløft til for eksempel pædagogerne, at fjerne ‘jerntæppet’ mellem de mellemlange og lange videregående uddannelser og om sikkerhed i ansættelsen, sluttede Per Michael Jespersen.

Orfeus og Ikea
Tidligere departementschef i Socialministeriet, Johannes Due slog i sit oplæg fast, at centralt fastsatte fælles standarder på det sociale område kun ‘i et minimalt omfang er foreneligt med det kommunale selvstyre’.

– Men hvis man afviser detailstyring uden at opstille alternativer, så har man en tabersag, for enkeltsager spiller en stor rolle i dansk politik, konstaterede han og anførte, at alternativet er måling af indsatsen.

– Opstilling af mål med en bestemt indsats vil tvinge kommunalbestyrelserne til at formulere målsætninger for de forskellige områder, og dermed bliver det synligt, om kommunen holder ‘kontrakten’ med borgere og brugere, sagde Johannes Due.

Senere på dagen – i et mere end almindeligt underholdende oplæg, der er umuligt at referere, og som inddrog både lavmælt fynsk humor, IKEA-kataloger og et patientkort fra skadestuen på Odense Universitetshospital – satte professor Peter Dahler-Larsen nu spørgsmålstegn ved, om mere måling giver mere kvalitet.

Sagen er nemlig, at enhver måling og evaluering også er en indgriben i virkeligheden. Som da Orfeus kiggede sig tilbage over skulderen for at evaluere sin tur til dødsriget efter Eurydike.

Men vi lever i en evalueringsbølge, som er udløst af det faktum, at vilkår og betingelser ændrer sig hele tiden – det, sociologer betegner som kontingens.

– Kontingensen har ramt selv de stabile strukturer såsom det offentlige og også de metoder, der bruges i det sociale arbejde: Hele tiden må det sociale felt overveje sin positionering, hele tiden må den fagprofessionelle reflektere over sit ståsted, sagde Peter Dahler-Larsen.

Han advarede derfor mod at brede dokumentations- og målingskrav ud til alle hjørner af den sociale praksis og foreslog i stedet en række ledetråde:

Dokumentation og faglig teori skal knyttes bedre sammen, der skal fokus på virkemidler (metoder og ressourcer) og ikke på udføreren (socialarbejderen), forhastede politiske beslutningen på baggrund af få måltal skal modarbejdes, og opmærksomheden skal rettes mod at dokumentere de faktiske virkninger af en indsats efterfulgt af refleksion over det iagttagede.

Ja, og så foreslog Peter Dahler-Larsen – sådan cirka halvt i spøg – et dokumentationsstop.

– Man kan lave skattestop, så hvorfor ikke pr.

1. juli lave et dokumentationsstop, hvorefter man kun indfører nye dokumentationskrav, hvis deres gennemførlighed og virkninger er pilottestet, og hvis en tilsvarende mængde af de eksisterende dokumentationskrav bliver slettet, sagde SDUprofessoren.

Rammebetingelser
På programmet stod også en række såkaldte sessioner, hvoraf den ene stillede spørgsmålet: Hvad er alternativet til skjult kamera? Selvfølgelig med en slet ikke skjult hentydning til Fælledgården, Strandvænget og Sjælør.

Her fortalte Jens Elmelund, direktør i Københavns Kommunes socialforvaltning, hvordan forvaltningen havde reageret og håndteret TV2-programmet med optagelser fra bostedet Sjælør.

Hans overordnede konklusion var, at der i den situation ikke er andet at gøre end at fortælle hele historien – først som sidst. Der er ingen grund til at starte ‘Operation Papirstorm’ – man kan bare holde sig til fakta og holdninger.

Som det var tilfældet i sagen om Strandvænget, havde et tilsyn foretaget få måneder før ikke vist noget bekymrende.

– Og det fik os til at indlede en tættere dialog med alle interessenter, og det gav igen anledning til at se nærmere på et andet tilbud, fortalte Jens Elmelund.

I næste række kom en stribe initiativer, hvor kompetenceudvikling og efteruddannelse er centralt:

– Vi må se i øjnene, at når gode medarbejdere bliver ‘onde’, så er det på grund af de rammebetingelser, vi har sat op for dem, sagde socialdirektøren.

Jens Elmelund nævnte også pædagogisk udvikling, grundigere rekruttering, organisering af arbejdet helt ned i den enkeltes skemaer, ledelsesudvikling og bruger- og pårørendeinddragelse som elementer i den plan, kommunen nu har lagt.

Rituelle slagtninger
Dagen efter var der kø ved tunnelen under Limfjorden – det ene rør var spærret. Ja, en irrelevant oplysning, som så mange andre, men ikke desto mindre årsag til stort postyr ved arrangørbordet, fordi socialministeren var blandt de fastklemte.

Eva Kjer Hansen spurtede derfor først ind i den dunkle sal efter paneldebatten var i gang. Her skulle en TV2-vært, Jesper Steinmetz, holde styr på prorektor Mette Bock, FOA-formand Dennis Kristensen, kommunalpolitikerne Lis Ravn Ebbesen og Marianne Saxtoft og så ministeren. Turen gik gennem en række temaer, der kredsede om kvalitet, omdømme og realiteter.

Mette Bock, der er tidligere chefredaktør på Jyske Vestkysten, argumenterede for, at det sociale område skal tales op i stedet for ned. De gode historier er der, men de rituelle slagtninger, som i Strandvænget-sagen, vejer for tungt. Politikerne er meget hurtige ved havelågen til at skubbe ansvaret over til personalet på de enkelte tilbud, når der er en ‘sag’, sagde hun.

Dennis Kristensen var enig, men tilføjede, at de gode historier heller ikke må skygge for de reelle forhold. Han pegede på, at der i sagen om Fælledgården havde været klager fra de pårørende i årevis.

– Det er da et kæmpeproblem, at man kan klage og klage i årevis, og det er et kæmpeproblem, at man kan gå ind fra gaden og efter en halv time have ansvaret for beboerne., sagde FOA-formanden.

Socialministeren fremhævede et par initiativer til forbedring af omdømmet – konkret konkurrencen om at være Danmarks bedste plejehjem, som er udskrevet i samarbejde med BT. Til de efterfølgende bemærkninger om behovet for mere kontrol oven på de konkrete sager forsøgte socialministeren at imødegå kritikken:

– Man har jo i kommunerne brug for styringsredskaber, sagde hun – men blev mødt af latter fra salen.

Men hun fik dog redegjort for initiativet til en lugeproces i det sociale regelbed:

Sammen med KL og en række kommuner skal serviceloven – måske som en 10 års fødselsdagsgave – gås igennem med tættekam på blandt andet handicapområdet. Til efteråret følger så en række konferencer, hvor alle ansatte kan komme med deres bud på, hvor regler står i vejen for god praksis.

Flueben er ikke nok
Debatten fortsatte, mens ministerens særlige rådgiver sad på forreste række med mere end fuld opmærksomhed. Han kunne høre, og den indre RAM-disk registrere, en række udfald mod netop de krav om dokumentation, der stilles, på de vilkår, kommunerne arbejder under og på de vilkår, der bydes de ansatte.

Frit valgordningen fik hårde ord fra Marianne Saxtoft, der kaldte den en narresut, Dennis Kristensen gav den karakteren: Ren erhvervsstøtte, mens Mette Bock var irriteret over, at man talte om enten en offentlig eller en privat løsning i stedet for at sammentænke de to ting på en lidt mere kreativ måde.

Og så endte debatten tilbage ved spørgsmålet om kvalitet og dokumentation:

De to kommunalpolitikere slog et slag for en praksisnær dokumentation.

Dennis Kristensen foreslog, at man koncentrere arbejdet om at dokumentere mål og rettigheder og kaster resten over den ene eller anden skulder.

– Tænk, hvordan det må føles at gå som medarbejder og lave dokumentation, som man ikke ved, hvad skal bruges til, og som ens leder måske heller ikke kan forklare nytten af, sagde han.

Og Lis Ravn Ebbesen sagde – efter reaktionen fra salen at dømme – det, som mange tænker i det daglige dokumentations- og afkrydsnings-inferno:

– Flueben redder ikke verden.