Kommentar
Viden skal inspirere til reflektion
For ikke mange måneder siden bølgede debatten om evidens-ideen her i fagbladet. Nu har debatten lagt sig, men evidens-ideen trives i bedste velgående for eksempel i regeringspartiernes retorik om den Kvalitetsreform, der er på vej.
Af Annette Lund Forstander, Handicapcentret, Tarup Gl. Præstegård, redaktionen@sl.dk
At der er brug for mere viden om blandt andet socialpædagogisk arbejde, er en fremherskende diskurs i samfundet, og ideen om evidens tilbyder sig som ét svar på det behov.
Men hvad er det for en viden, der efterspørges fra forskellige sider? Og hvorfor er debatten om evidens i socialt arbejde delt i “de begejstrede” og “de skeptiske”?
I forbindelse med min specialeskrivning på Den Sociale Kandidatuddannelse har jeg analyseret debatten om evidens med særligt fokus på det socialpædagogiske arbejdsfelt.
Et centralt tema i debatten handler om socialarbejderens faglighed og professionalisme.
Viden om socialt arbejde beskrives af “de begejstrede” i evidens-debatten som et alternativ til socialarbejderens metodefrihed. Et synspunkt, der hviler på en ide om videnskabelig viden som modstykke til følelser og holdninger. Socialarbejderen fremstilles således ikke som en dygtig fagperson, fordi hun er i stand til at udvælge og kombinere forskellige metoder og til empatisk at tilpasse indsatsen til den enkelte bruger, men fordi hun baserer sit arbejde på videnskabelig anerkendt viden om, hvilken metode der har effekt på den type problemstillinger, hun arbejder med. “De skeptiske” i evidens-debatten beskriver det at være professionel socialarbejder på andre måder. Relevant viden om og i det sociale arbejde er viden, der kan bidrage til socialarbejderens refleksion og gøre socialarbejderen i stand til at foretage individuelt brugerrettede skøn. Viden, der understøtter socialarbejderens evne til at udvælge de rigtige værktøjer og tilgange i de valg af handlinger, der konstant pågår i praksis.
Evidens-ideen kan betragtes som en udfordring af forståelsen af forholdet mellem forskning og praksis i det sociale arbejde.
Forskning tænkes ikke længere som noget, der skal inspirere praksis, men med evidens-ideen som noget, praksis skal være baseret på. En væsentlig del af evidens debattens skepsis retter sig mod denne forståelse af mulighederne for at evidensbasere praksis i det sociale arbejde. Det vil medføre, beskriver “skeptikerne”, en underminering af metodefriheden og den professionelle socialarbejders autonomi.
Overset i debatten er det mere pragmatiske evidensinformerede perspektiv.
Her udledes praksis ikke direkte på baggrunden af forskning, men praksis lader sig inspirere af forskningen.
Denne skelnen mellem evidens-ideen som viden, det sociale arbejde kan og må baseres på eller som viden, der kan informere og inspirere det sociale arbejdes praktikere, kan blive central i den videre debat om evidens-ideen. Det kræver politikere og embedsmænd, der risiko villigt lader metodefriheden bestå. Men det kræver også socialpædagoger, der tager metodefrihed alvorligt. Ikke som “frihed fra metoder”, men i en konstant refleksion over og dokumentation af egen praksis. Socialpædagoger, der offensivt agerer med faglig nysgerrighed og vilje til at tage ansvaret for den viden, der er grundlaget for den socialpædagogiske indsats, dybt alvorligt.
Læs mere om Tarup Gl. Præstegård på www.handicapcentret.dk
Kommentaren på denne plads skrives sommeren over af praktikere, der har arbejdet med dokumentation, metodeudvikling og evidens – i deres hverdag og/eller i forbindelse med efter- og videreuddannelse.