Med liv og sjæl

Fra alumner til mennesker

Rita Møller Nielsen har arbejdet med udviklingshæmmede i mere 42 år og har taget hele udviklingen med fra Ebberødgaard til nutidens behandling af beboerne som medmennesker. Det har hun lavet en bog om

Af Kurt Ladefoged , redaktionen@sl.dk

Jeg husker dagene som ret ens. Men en bestemt dag var anderledes. Vi kom ned fra spisepause. Hansemand hang så underligt i selen. Det viste sig, han var død. Jeg var 18 år. Det var første gang i mit professionelle liv, jeg så en død. Senere har det vist sig, at det kom til at fylde meget i mit arbejdsliv. Hansemand blev båret op på plejemors kontor. Der lå han på en sofa. Det blødte lidt fra hans ene knæ. Alle vi elever skulle op og sige farvel, se ham, røre ved ham. Det var klogt af plejemor, kan jeg se i dag.

Sådan skriver Rita Møller Nielsen i et af afsnittene i sin erindringsbog “Med liv og Sjæl”, hvor hun beretter om sit mere end 42-årige arbejdsliv med udviklingshæmmede. Hun startede som elev på Ebberødgård i Birkerød som 18-årig i 1961, hvor ovenstående historie stammer fra, og sluttede som leder i Brejning ved Vejle i 2004.

For at forklare hændelsen med Hansemand skal man vide, hvordan måltiderne blev indtaget i drengeafdelingen på Ebberødgård. Det var et kapitel helt for sig, skriver Rita Møller Nielsen.

– De der kunne sidde pænt og spise, kom op i nogle spisestuer. Cirka 10 af drengene, der ikke magtede det, spiste i vores legestue. Vi elever blev i stuen og skulle made de resterende børn. Vi gav dem sele på og bandt dem med ryggen til en stor radiator. Der stod de rundt langs væggen og blev madet. Hvad var alternativet dengang?

– Når vi var færdige, gik vi elever op og skulle have spisepause. Drengene blev stående bundet imedens. Når vi havde spist, gik vi ned og løste drengene, hvorefter alle de andre kom igen. 

Rita Møller Nielsen blev kun seks måneder på Ebberødgård. Hun fik en veninde der, Maja Møller Madsen, der ligesom hun selv var fra Jylland. Så de søgte og fik lov til at færdiggøre deres uddannelse til omsorgsassistent på Den Kellerske Anstalt i Brejning.

Kunne lide beboerne

Her var forholdene ikke meget bedre. Overlægevældet herskede stadig og staten gjorde ikke meget for at bedre forholdene. Man kan så spørge sig selv om, hvorfor Rita og Maja og andre unge elever fortsatte i Åndssvageforsorgen.

Svaret er gennemgående i hele bogen og afspejler sig i bogens titel. De gik ind til arbejdet med liv og sjæl. De kunne lide de mennesker, de arbejdede med. Og de prøvede at få det bedste ud  af det trods de ofte vanskelige vilkår. Af og til fik de ansatte et personligt eller socialt forhold til bebo-erne. Men det var ikke velset i det lægestyrede system, så der blev ofte grebet ind af plejemor eller plejefar, hvis det blev opdaget.

I 1970’erne begyndte tingene at ændre sig, da den eksterne forsorg blev udbygget med børnehaver, værksteder og pensionater. Man fik målsætningen om “en tilværelse så nær det normale som muligt” og mange beboere lærte betydning af “det at være mig”.

Men mange beboere havde også svært ved at vænne sig til de nye tider, skriver Rita Møller Nielsen:

– De havde været fikseret, først ved hjælp af fysiske midler, senere af medicinsk vej, men vi nedtrappede det vi kunne.

– Der skulle jo noget andet til i stedet. Vi var gode til den pædagogiske påvirkning. Påvirkning af den enkelte “hvem er jeg?”. Det var en meget lang proces for mange at lære, at man også kunne få kontakt på positiv adfærd, at adfærden ikke behøvede at være negativ, for at personalet “rørte” på sig.

 – Miljøet, deres opvækst, havde for mange været en læring i, at man fik størst respons ved negativ adfærd, enten fysisk eller psykisk. Det tog mange år at vende denne udvikling.

Op og ned af trapperne

Men de boligmæssige forhold på Brejning var stadig mangelfulde – også set ud fra personalets muligheder for at udføre deres arbejde.

Rita Møller Nielsen beretter således, at personalet havde fået mange løfter af den daværende chef overlæge Borum – bare de ville tage “de tunge”. Men der gik alligevel lang tid, inden der blev indfriet nogle løfter, og de fleste blev aldrig til noget.

– Så vi slæbte alle disse beboere op og ned af alle de trapper. Vi bar dem, vi var altid to eller tre, når en kørestol skulle op eller ned.

Men efterhånden blev overlægevældet erstattet af socialpædagogisk ledelse. Det var, da amterne overtog opgaven. Beboernes sociale liv kom i fokus. Det betød også en stor ændring for personalet, der nu blev hørt og inddraget på en helt anden måde.

Bogens forord er skrevet af en gammel kollega Helen Jørgensen, og hun mener, at den bør være lærebog på alle landets seminarier:

– Her får de studerende virkelig noget, der fortæller om fortid og nutid, skrevet af en kvinde med hjertet på rette plads.

“Med liv og Sjæl “er på 127 sider og koster 225 kroner. Den er udgivet af Socialt Leder Forums forlag Udvikling og kan bestilles på forlagets netboghandel www.socialtlederforum.dk

Læs om flere bøger på www.sl.dk