Udsatte piger

Nu hænger hverdagen sammen

Hun gemte den lille kniv i lommen eller i bh'en, og når hun skar, forsvandt de indvendige smerter for et kort øjeblik. En vinterdag blev hun opdaget. På Hylletoft Husgerningsskole får hun den ro og de knus, hun i årevis manglede.

Af Bille Sterll, redaktionen@sl.dk

Sårene på armen sved og brændte. Hun samlede en håndfuld sne op for at køle smerten. I samme øjeblik kom engelsklæreren ud i skolegården, og Michella forsøgte forgæves at skjule sårene under sneen, men blodet trængte igennem og farvede sneen rød. Hun trak ærmet ned, men læreren så det godt.

– Du siger det ikke til nogen, råbte Michella. Hun var opdaget.

Michella er et af de 14.000 børn, som ikke bor hjemme hos mor og far. I stedet bor hun på Hylleholt Husgerningsskole, en døgninstitution for unge piger. I år sparer kommunerne massivt på unge som Michella. Kommunerne vil hellere forebygge, siger de. Forebyggelse har ikke hjulpet pigerne på Hylleholt. Men på husgerningsskolen vokser selvtilliden, og pigerne bliver mere udadvendte og mindre triste. Det har skolen papir på.

Gong gongen lyder på slaget otte, og pigerne strømmer ind fra haven, hvor de ryger dagens første cigaretter. I den højloftede spisestue med de fine gamle fløjdøre har alle faste pladser ved bordene, som er dækket med blå dug og kopper, der passer til tallerknerne.

Ved hver plads ligger en sirligt foldet lyseblå stofserviet med et nummer på. Michella har nummer 9, det er hendes nummer, som går igen på alle hendes ting. Servietterne bliver samlet ind og vasket hver fredag. Indtil da må pigerne selv sørge for, at de kan holde servietterne ud så længe.

– Du bliver nødt til at give mig et lille udlæg. Bare tre kroner, så jeg kan købe blå Kings, siger Michella til pædagogen Knud, som er hendes faste kontaktperson. Knud nikker roligt. Han ved, hun har styr på sine penge.

Forstanderen Gitte afleverer dagens beskeder. Et par af pigerne skal til afspænding om eftermiddagen, en anden får besøg.

– Og hold et går i køkkenet, slutter hun. 

Michella rynker på næsen. Egentlig gider hun ikke, men hun åbner alligevel det store køleskab. Hun tjekker datoerne, før hun stabler skummetmælk, light-yoghurt og minarine på rullebordet. Nogle af pigerne skal holde et skarpt øje på vægten. Andre vejer nærmere for lidt. Så vasker hun hylderne af, og sætter maden tilbage på plads.

Hylleholt Husgerningsskole er et stort hus bag et hvidt stakit midt i et gammelt villakvarter, hvor solsorten synger i syrenerne. Skolen har plads til 18 piger i alderen 14 til 18 år. De fleste bor i hovedhuset, men når de kan klare sig selv, flytter de videre til annekset ved siden af eller ud på Kvisten et par kilometer derfra.

Pigerne kommer med hver deres historie, men alle kæmper med dybe problemer: En del er blevet misbrugt sexuelt, andre har været indlagt i månedsvis på psykiatriske afdelinger og enkelte lider af alvorlige spiseforstyrrelser. Omkring halvdelen kommer hjemmefra, den anden halvdel fra andre institutioner eller plejefamilier.

I dag er de små ar på fingrene næsten helet, mens de lidt større stadig trækker tynde lyserøde striber op og ned af hendes arme.

På overfladen så alt ellers helt perfekt ud dengang: Hun klarede sig godt i skolen, havde masser af venner, kæreste, lækkert tøj og selvtilliden i orden. Men indeni var alt kaos. 

Hun røg tit op og slås med både piger og drenge, og hun kom altid på tværs af de voksne. Først den ene lærer, så den anden, så en pædagog i SFO’en. Og hendes far. De skændtes hele tiden, og hun var aldrig god nok. En dag, hvor han kritiserede hendes støvsugning, råbte hun “Stoooooooooop” lige så højt hun kunne, indtil han tav. Bagefter talte han ikke til hende i flere dage.

Hun følte, at alt hvad hun gjorde, var forkert. Men hun holdt den tjekkede facade og sagde det aldrig til nogen. De eneste, hun betroede sig til, var tre sorte og røde Kinabøger. Side op og side ned fyldte hun med mørke tanker.

Første gang hun skar, brugte hun en saks. Hun skrabede bladet hen over den bløde underarm igen og igen, indtil der gik hul. Det gjorde ondt, men i nogle få sekunder overdøvede det den smerte, hun følte indvendig. Hun tænkte, det var smart med en saks, for den kunne hun have i tasken eller på sit værelse uden at skulle forklare, hvad hun skulle bruge den til.

Senere fandt hun på at bruge lommeknive. Barberblade. Cigaretter. Det, der var. Hun listede sig ud på toilettet i skolen eller på busstationen. Når hun skar, var hun slet ikke sig selv. For et øjeblik var hun en anden, og smerten blev til at bære. Men kun for et øjeblik.

Michella skifter tøj før hun går i skole: Kridhvide stramme bukser, hvide Kawasaki sko og en hvid  bluse overstrøet med D&G-logoer. Dolce & Gabbana, ligesom uret, med de mange små bitte similisten, der glimter om hendes håndled.

Michella studerer mærkevarerne så nøje, at hun kan skelne den ægte vare fra kopierne. Hun sparer op af tøjpengene og lommepengene fra kommunen, og snart har hun nok til en tur på Strøget eller Fields i København. 4000 kroner, som hun kan bruge på Gucci, Diesel og D&G.

Nøglerne hænger i en snor om halsen. Hun svinger dem rundt i luften, rastløst igen og igen. Hun er nervøs. Det er første skoledag.

For første gang skal Michella møde alle de andre i den almindelige 8. klasse. I sidste uge fulgte hun de andre piger i specialklassen, men om lidt skal hun have sin første dansktime sammen med den klasse, hun skal gå i frem til afgangsprøven næste år.

Efter timen smiler hun og ser ud til at være godt tilfreds. Det gik selvfølgelig fint.

Læreren kalder Michella en stræber, og hun bruger gerne ordet om sig selv. 

Nye piger har timer i skolestuen på Hylleholt. Men målet er, at de skal i den lokale folkeskole. Når selvtilliden er til det, bliver de sluset ind i skolen, som ligger i nærheden. Først i en særlig klasse, hvor tre speciallærere sørger for, at hver pige får netop den undervisning, hun har brug for – og kan klare. Når de er klar, skifter de til en almindelig klasse. Nogle kan fint følge med. Andre  har brugt så meget tid og så mange kræfter på alt andet end lektier, at de er flere år bagud.

Før i tiden fik hun 10 og 11-taller på stribe. Skrev sine stile sirligt og snorlige i hånden og satte høje mål for sig selv. Et ti-tal duede ikke, hvis hun plejede at få 11.

I 7. klasse gik det galt. Pludselig kunne hun intet huske. Når lærerne spurgte, kunne hun ikke svare. En dag, de skulle skrive referat, forsøgte hun igen og igen at læse teksten. Men bogstaverne gav ingen mening, og selvom hun læste teksten fem gange, sad den slet ikke fast. Og så i dansk, hendes bedste fag.

Skolen sendte hende i OBS-klasse to gange om ugen. Heldigvis. For OBS-læreren Christina blev den første, Michella turde betro sig til. Christina vidste, at hun græd hver dag. Og Christina fik lov til at læse de tre Kinabøger.

– Du kan ikke blive her. Jeg er bange for, hvad du gør ved dig selv, så det her indberetter jeg altså, sagde Christina.

Michella anede ikke, hvad det betød, og hun tryglede Christina om ikke at sige noget til hendes forældre. Men Christina skrev alligevel til kommunen. Et par dage efter blev Michella opdaget med kniven i skolegården. Og to uger efter blev hun indlagt på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. Her lå hun i lidt over fem måneder.

Personalet holdt øje med hende døgnet rundt. Alligevel lykkedes det hende at smadre armen gennem et vindue på afdelingen og splitte sit værelse ad flere gange. I dag forstår hun ikke, hvor hun fik kræfterne til at smide med stolene fra.

Hun hallucinerede. Så syner og hørte ting, der ikke var: Flænsede katte og hunde i vejgrøften og babyer, der græd. Alt sammen i sorte, brune og blålige nuancer. En dag, hun var ude at gå med afdelingen, så hun en pige blive kørt over. Pigen var hende selv. Hun gik lige ud foran bilen, og ingen stoppede hende.

I al den tid var hun slet ikke sig selv. Det havde hun i øvrigt ikke været længe.

Anbragte børn og unge koster kommunerne i omegnen af 8 milliarder kroner om året. Men anbringelserne er for dyre og de lever ikke op til forventningerne, lyder et af de argumenter, kommunalpolitikere bruger, når de svinger sparekniven over sårbare børn og unge.

Og faktisk har politikerne noget at have det i. Flere undersøgelser peger på, at mange af de børn, som har været anbragt uden for hjemmet, vokser op til miserable liv med dårlige uddannelser, arbejdsløshed, kriminalitet eller misbrug.

Problemet er bare, at ingen med sikkerhed kan sige hvorfor. Måske fordi børnene var for skadet. Måske fordi de blev anbragt for sent – eller det forkerte sted. Måske fordi anbringelsen ikke virkede.

Det er svært at finde en socialforsker, der vil sige, at løsningen er at lade være med at anbringe børn. Andre igen understreger, at der skal endnu mere til end nogle år væk hjemmefra.

Som et af de få steder i landet har Hylleholt Husgerningsskole dokumentation for, at det de gør, virker.

Som et led i stort kvalitetsprojekt under Socialministeriet undersøgte Hylleholt i 2004 hvad  eleverne fik ud af at være på skolen. 14 elever blev undersøgt af psykologer  med et lille års mellemrum og 48 tidligere elever fik tilsendt et spørgeskema. Resultatet var krystalklart: Pigerne fik mere selvtillid, de blev mere udadvendte, sociale og empatiske og mindre bekymrede og triste. Eller som der står i rapporten: Opholdet har medvirket til et betragteligt skub i den rigtige retning.

Når kommunerne siger, at de forebygger mere, undrer pædagogerne på Hylleholt sig. Det stemmer dårligt med deres erfaringer. Det sker, at de modtager nye piger, som har siddet foran fjernsynet i halve år eller mere, fordi forældrene ikke kunne tage sig af dem. 

– Please Knud. Pleeeaaase. Må vi ikke nok?

Michella og en af de andre piger plager Knud om lov til at gå ned efter smøger. Knud rokker sig ikke.

– Årh Knud, du har jo din pibe.

– Ja den sørger jeg også altid for at have på mig.

– Fuck dig, vi knækker bare din pibe – Så har jeg en ny i bilen.

– Vi bryder ind i din bil, hyler pigerne triumferende.

Knud ser ud til at have prøvet det før. Han løfter armene for at holde pigerne på afstand, mens han roligt og uden at hæve stemmen siger:

– Gør bare det. Min bil er stadig fuld af sand efter turen til Feddet i går.

Pigerne giver op. De får ikke lov til at gå ned i byen. Den slags er der regler for.

Reglerne skaber ro og struktur og pigerne ved, hvad de har at holde sig til. Faste pladser i spisesalen, faste mødetider, faste tjanser og pligter – og bøder, hvis man pjækker. Så slipper de for at bruge kræfter på at overveje, hvem de vil sidde ved siden af eller hvad de skal bruge tiden til. Til gengæld er det ok at gå hjem fra skole, hvis man har det dårligt, så længe læreren får besked. Det sker tit at en lærer ringer og siger “Nu kommer hun altså hjem”. For hvis man virkelig har det skidt, får man alligevel ikke noget ud af at sidde i klassen.

Efter skole går Michella til afspænding. Pædagogen Susan nusser om to piger, som får fodbad. Pædagogen Michael tager et par af de mest rastløse og højtråbende piger med ned i byen. De kommer hjem med et sæt stangtennis, som de straks sætter op i haven. I stuen med de bløde sofaer kører Venner på TV.

Hylleholt er kun for piger. Drenge ville skabe alt for meget uro blandt de skrøbelige teenagepiger. Men der er brug for mandlige pædagoger. Mange af pigerne har dårlige oplevelser med mænd, og de trænger til at møde voksne mænd, de kan regne med.

På Hylleholt møder pigerne først og fremmest ro og omsorg. Her er styr på tingene og et kram, når man vil have det. Pædagogerne har tid til at snakke og skolen har en psykolog, en ungdomspsykiater og en afspændingspædagog tilknyttet.

Michella er glad for sin kontaktperson Knud, selvom hun hakker på ham hver andet øjeblik. Sådan læsser hun af, når hun er i det humør. Og det ved Knud.

Selvom tonen bliver rå, vil Michella helst have et knus hver dag. Det ved Maibritt, yndlingspædagogen, som også ved, at Michella ikke altid fortæller, hvordan hun har det. Så Maibritt husker at spørge. Maibritt lytter og Maibritt forstår. Hende stoler Michella på. Hun får alt at vide.

Også pigerne imellem opstår tætte venskaber, afløst af hidsige udbrud. De bliver slyngveninder. Og rygende uvenner. De driller og mobber hinanden. De slås eller krammer, men de deler også hinandens liv. Lidt som en stor familie.

Aftensmaden står på mørbradbøffer med flødekartofler og salat, som pædagoger og elever har tryllet frem med hjælp fra køkkenassistenten. Bagefter tænder de bål i haven. Pædagogerne bakser med petanque og vikingespil. De fleste piger ser afventende til, mens de gynger og ryger cigaretter.

Nogle af dem skal nok klare sig. Andre slæber på så tung en bagage, at de aldrig nogen sinde får et let liv. Men så længe de får et meningsfyldt og tilfredsstillende liv, er Hylletofts forstander godt tilfreds.

Michella har været på Hylleholt i syv måneder. Hun er faldet til og er blevet bedre til at sige sin mening. Hun håndterer sin hverdag bedre end før. Hun ser frem til komme i gymnasiet næste sommer, når hun har taget 9. klasse. Indvendig roder det stadig, men nu fungerer hun: spiser, sover og tager sin medicin.

Det tog hende lang tid at acceptere, at hun var 15 år gammel og afhængig af medicin. Men hvis ikke hun spiser de fire piller hver dag, vender psykoserne tilbage.

Hun er klar over, at det ikke går at flytte hjem igen. Men nu glæder hun sig i det mindste til weekenderne, hvor hun besøger moderen og faderen og de to mindre søskende. Det havde hun ikke regnet med, da hun forlod hospitalet. Så for Michella er glæden ved at komme hjem på weekend et godt tegn. Et tegn på, at hun er nået videre.

Denne artikel er blevet til på baggrund af interviews med Michella, medarbejdere og unge på Hylleholt Husgerningsskole. Navnet Michella er opdigtet. Redaktionen kender hendes rigtige navn.

Sparer en halv milliard på anbragte børn og unge Anbragte børn koster hvert år 8 milliarder kroner. i 2007 planlægger kommunerne at skære næsten en halv milliard kroner af udgifterne til anbragte børn og unge. i stedet vil kommunerne satse på forebyggelse. men kun en brøkdel af besparelsen er sat af til ekstra forebyggende arbejde blandt udsatte børn og unge. flere kommuner siger ligeud, at målet er at anbringe færre børn. i Randers er anbragte børn den største enkelte besparelse i randers’ sociale budgetter for i år. ensartede toner lyder fra kommuner som Egedal, Lolland og Århus. samtidig viser tal fra ankestyrelsen, at kommunerne i 2006 anbragte færre og færre børn i takt med, at året gik og pengene slap op. Børn anbragt udenfor hjemmet i 2006 1. kvartal: 921 børn 2. kvartal: 856 børn 3. kvartal: 711 børn 4. kvartal: 495 børn Kilde: Ankestyrelsens kvartalsstatistik

læs Mere på www.sl.dk/bonus