Delegeretmøde i PKA
Vil du have indflydelse og lære mere?
I efteråret 2007 skal der vælges delegerede til Pensionskassen for Socialrådgivere og Socialpædagoger. Er det noget for dig? Så grib chancen og meld dig som kandidat
, redaktionen@sl.dk
Af Iben Hatt Kommunikationsmedarbejder i PKA
Hvorfor delegeret?
Hvis du overvejer at stille op som delegeret i din pensionskasse, skal du blandt andet gøre det, hvis du brænder for at
- have indflydelse og lære mere
- være med til at udvikle pensionskassen
- være bindeled mellem pensionskassen og dine kolleger
- lære mere om pension og pensionskassen
- være med til at stemme på generalforsamlingen.
Hvis du stiller op som delegeret, bliver du valgt blandt 136 andre delegerede fra hele landet. Og din valgperiode som delegeret vil være på 2 år.
Hvad skal du gøre?
Hvis du er interesseret i at stille op som delegeret, skal du gribe chancen og melde dig som kandidat – senest 10. oktober 2007.
Du kan se nogle datoer her, som er vigtige for dig at kende, hvis du vil stille op til delegeretvalget i din pensionskasse.
Senest 15. september 2007:
Pensionskassen informerer i fagbladene “Socialrådgiveren” og “Socialpædagogen” om muligheden for at anmelde sit kandidatur til posten som delegeret.
Hold derfor øje med dit fagblad i den kommende tid.
Senest 10. oktober 2007, kl. 16.00:
Medlemmer, der ønsker at opstille til valg som delegeret, skal skriftligt anmelde deres kandidatur til pensionskassen.
Inden 1. november 2007:
Stemmesedler udsendes til alle stemmeberettigede, hvis der afholdes skriftligt valg.
Inden 15. november 2007:
Stemmesedler afleveres til pensionskassen.
Få mere information på pka.dk
Har du lyst til at blive delegeret? Og vil du vide mere om arbejdet som delegeret i din pensionskasse? Så kan du få mere information på pka.dk.
Her kan du blandt andet også downloade pjecen “Delegeret i pensionskassen”. Vil du hellere have den på tryk, kan du også på pka.dk bestille den, så du får den sendt med posten.
Lene Kümpel, Holbæk “Jeg syntes, at jeg som tillidsrepræsentant havde svært ved at rådgive mine kolleger om pension. Derfor stillede jeg op som delegeret – for jeg tænkte, at det var det bedste sted, både at få indsigten, men også at få indflydelse ved at være en af beslutningstagerne. Og så bliver alt jo interessant, når man ved noget.”
Henrik Bjerregård, Harlev “Jeg synes, det er rart at få indblik i, hvordan pensionsordningerne er skruet sammen, fordi det for mig – ligesom for så mange andre mennesker – virker som noget kompliceret stof at forstå. Jeg har været på delegeretkurser, så nu synes jeg ikke længere, at det er så svært.”
Anne-Lis Mark, Gentofte Hospital “Som delegeret synes jeg specielt de helbredsbetingede ydelser er interessante. Alderspensionen er selvfølgelig også vigtig, men jeg tror, at der, hvor det gør mest ondt at blive pensioneret, er, når man bliver det i utide. Det kommer uventet – alt det andet det ved vi ca. hvornår kommer. Derfor finder jeg, at sikringen, hvis der sker noget uforudset, som man ikke har kunnet planlægge, er noget af det vigtigste ved vores pensionsordning.”