Autisme

Råb under barbering 10 Selvdestruktiv adfærd 4 Udadvendt adfærd 3

På Autismecenter Storstrøm bruger pædagogerne dokumentation til to ting: Til at forbedre beboernes livskvalitet, men også til at forklare kommunen, hvorfor det for eksempel er nødvendigt med 13 ansatte til kun to autister

Af Rikke Viemose, redaktionen@sl.dk

På Autismecenter Storstrøm dokumenterer pædagogerne og de andre ansatte arbejdet med alle beboere i et eller andet omfang. For det meste bruger de ”Den logiske model”, der synliggør, hvilke mål, der er med dokumentationen, hvilke metoder, de vil bruge, hvilke ressourcer, der er sat af til det, og hvad tidsperspektivet er.

– Den logiske model bruger vi overordnet på et emne. Det kan være en bruger, der skal lære at træffe valg. Ud-over modellen udarbejder vi så de registreringsskemaer eller arbejdssystemer, der skal til, fortæller afdelingsleder Eva Christensen.

Hun understreger, at personalet løbende vurderer, om man skal ændre eller afslutte en registrering.

– Vi registrerer kun det, vi kan se et formål med, og vi følger altid op på det.

Formålet med dokumentationen er først og fremmest at få øje på de forhold, der kan forbedre beboernes livskvalitet.

Men samtidig kan dokumentationen også bruges, når personalet har brug for at vise andre – for eksempel kommunen – hvad de foretager sig og hvorfor. Den løbende dokumentation er ofte et godt redskab, når de årlige, lovpligtige handleplaner skal udarbejdes. Heri skal beboerens udvikling og særlige behov beskrives, der skal formuleres fremtidige mål, og der skal argumenteres for, hvilke ressourcer, der skal bruges.

Dagen i skema

21-årige Rasmus på den skærmede afdeling er den beboer, som personalet på autismecentrets afdeling i Orehoved har registreret allermest. Arbejdet med ham er dokumenteret i mange ringbind, og dette materiale er et godt eksempel på, hvordan dokumentationen kan være et uundværligt pædagogisk redskab.

Da medarbejderne fra autismecentret kom ind på psykiatrisk afdeling i 2002 for at over-tage Rasmus, var han en ung fyr, der råbte utroligt meget og var  ekstremt voldsom – både mod sig selv og andre.

– Derfor besluttede vi allerede på det tidspunkt at registrere og dokumentere netop de tre forhold: Hans råb og hans selvdestruktive og udadvendte adfærd. Vi ville se, om det hjalp, når vi kom med en struktur og noget forudsigelighed i hans dagligdag, fortæller Eva Christensen.

Personalegruppen omkring Rasmus udarbejdede derfor i fællesskab et skema, som så objektivt så muligt kunne fange hans adfærd på de tre punkter i løbet af hans dag. 22 gange i løbet af dagen noterede pædagogerne, hvor meget han råbte, eller hvor aggressiv han var, når han for eksempel skulle barberes, have tøj på, drikke kaffe, spise frugt eller sige godnat.

– Vi registrerede hver eneste dag og gennem hele dagen, hvad der skete. Og hver dag havde den samme struktur, fortæller Eva Christensen.

– Det blev for eksempel meget tydeligt for os, at han blev bange, når han skulle ud. Når rammerne udvidede sig, blev han meget angst og dermed meget meget aggressiv.

Personalegruppen diskuterede løbende Rasmus’ reaktioner på deres møder. Det gør de for i øvrigt stadig.

Eva Christensen viser som eksempel to opgørelser af registreringerne over en tre måneder lang periode. På den første er antallet af råb, selvdestruktiv  og udadvendt adfærd sat i søjlediagrammer, der viser, hvor meget han har reageret på de enkelte aktiviteter. Her er det tydeligt, at han har reageret voldsomt, hver gang, han skulle ud at gå tur.

I det andet diagram er søjlerne sorteret efter dato, og her er er det tydeligt, at Rasmus’ voldsomme adfærd er faldet mærk-bart over perioden. To steder har han dog tydeligt pludselig været aggressiv igen.

Tilbagefald fanges

– Skemaet gør det tydeligt, at Rasmus har et par tilbagefald, og så kan vi gå ind og se på netop den dato: hvad var det, der gjorde, at han pludselig reagerede, som han gjorde? I dette tilfælde var der på et tidspunkt tale om, at vi havde ændret på hans ture i skoven, på et andet, at vi var ved at trappe en bestemt slags medicin ned om aftenen, hvilket påvirkede hans adfærd om morgenen. Ud fra sådan en registrering må vi så tage stilling til, om vi skal fortsætte nedtrapningen eller vente.”

På den måde har registreringerne af Rasmus’ adfærd og analysen af dem været vigtige for de personalets arbejde gennem hele hans behandlingsforløb. Men samtidig kan materialet også være med til at dokumentere, hvorfor det er nødvendigt at have knap 13 ansatte til de kun to autister på den skærmede afdeling.