Autisme

Rasmus har fået sit liv tilbage

En forårsdag i 2001 brød den 15-årige Rasmus’ verden sammen. Den store, autistiske dreng gik amok. Han blev indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor han blev stærkt medicineret og lå bælte- fikseret i et år, før Autismecenter Storstrøm kom ind over og fik ham sluset ud til en skærmet afdeling. Siden har de med stort held forsøgt at give ham livet tilbage

Af Rikke Viemose, redaktionen@sl.dk

Det er tirsdag eftermiddag. Klokken er 16. Præcis. 21-årige Rasmus går ud af sin dør og hilser på sin far, der i samme øjeblik drejer om hjørnet.

– Hej Peter!

– Hej Rasmus.

Faren giver Rasmus et let knus og tre pakker Maomi-karameller i hånden, som han plejer. Pædagogen Jacob holder sig lidt i baggrunden. Rasmus er klædt i poloshirt, knælange shorts og badetøfler. Han er stor og bevæger sig blødt som en bamse.

– Hej Eva, siger han uden rigtigt at se på afdelingslederen, der sidder på bænken ved siden af. I stedet skæver han nysgerrigt over til mig, som han ikke har set før.

Rasmus og hans far går sammen med pædagogen ind i Rasmus’ lejlighed, og vi følger efter.

Rasmus har soveværelse, bad, køkken-alrum og en lille have. I alrummet står en to personers sofa  og en kondicykel. Der er ingen planter i vindueskarmene eller billeder på væggene. Kun skemaet med billeder af programmet for i dag hænger på den ene væg.

 

To gange om ugen får Rasmus besøg af sin far eller mor. Altid klokken 16 og aldrig mere end 45 minutter.

På køleskabet hænger Rasmus’ humørbarometer. Det bruger han til at vise, hvordan han har det.  Hvis han har det dårligt, taler pædagogen med ham om, hvad der skal til, for at han kan få det bedre. I dag har han det rigtig godt. Hans portræt hænger i top.

Han vågnede op og knaldede os et par på låget, og det var ligesom det. Han gik fuldstændigt amok. Så fik han en sprøjte af en læge, og så blev han indlagt akut.  Han fik medicinforgiftning, og det var næsten det værste: Vi troede, vi selv havde slået ham ihjel! Peter Staugaard, Rasmus’ far

Rasmus har sat sig ved sit havebord på sin lille  terrasse og venter, til hans far kommer ud med to smurte boller og en kop kaffe til ham.

Da han får sine boller spiser han dem hurtigt og grådigt, mens han hele tiden skæver over til mig. Hans far fortæller ham om hans storebror Anders.

– Skål I to! udbryder han pludselig og rækker kaffekoppen op til hilsen mod os.

Bagefter rejser han sig og kommer over til os.

– Hvorfor har hun briller på, Eva?

– Ja, hvorfor tror du? Så kan hun bedre se dig, ikke?

– Må jeg gerne sige goddav?

Han rækker sin hånd frem og jeg tager den og siger:

– Hej Rasmus.

– Goddav kanin, siger han uden at blinke, men med et kærligt smil i øjnene.

Man må ikke slå kaniner ihjel

Bagefter skal han som altid gynges i sin hængekøje nederst i haven. Hans far finder Rasmus’ tæppe og pude i en kasse ved siden af. På låget er der fotografier af både puden og tæppet.

– Hun har briller, ikke far?

Peter bekræfter det.

– Nogle gange dufter jeg til Amir.

– Hvad dufter han af?

– Af kanin.

Peter, Eva og jeg smiler.

– Ved du, hvorfor han er en kanin, Eva?

– Nej.

– Det er fordi, han godt kan lide Rasmus. –  Nå, det er sådan det er: Kaniner er vilde med Rasmus?

– Ja.

– Hvis du skulle være en kanin, Eva… Så skulle du have haft en med en hammer. Mor er en saftevandskanin.

Rasmus taler med sin far om, hvad kaniner spiser. Han mener, den spiser slik.

– Vil du gerne have dit slik nu? spørger Peter. Rasmus nikker. Han plejer at få tre stykker slik når han har ligget i hængekøjen. Hans far går ind efter det.

Nu kigger Rasmus igen på os.

– Hvad hedder hende pigen?

– Prøv at spørge.

– Hvad hedder du?

– Jeg hedder Rikke.

Rikke. Han smager lidt på navnet.

Så ser han på Eva: – Hvis hun nu var en lille kanin, ikke? Så ville jeg simpelthen slå den ihjel.

Eva lader sig ikke mærke med den voldsomme udmelding. I stedet svarer hun smilende:

– Er det rigtigt? Neeej, det ville da være så synd!

– Ja.

Nu kommer Peter med slik til Rasmus.

– Hvorfor får jeg ikke mere?

– Du har jo også lige spist to boller med pålægschokolade, ikke?

– Jo.

– Jeg får ikke mere, vel?

– Du kan tro nej.

Hans far smiler: – Nu er du blevet sådan en flot fyr, det ville være dumt. Hvis man spiser for meget slik, så bliver man for tyk.

Rasmus taler om kaniner og slik igen. Han spørger sin far:

– Man må ikke slå dem ihjel, vel?

– Nej. Ikke hvis man har en kælekanin, så ville det da være dumt. Det har du da heller aldrig gjort.

– Hvorfor må man ikke det, Eva?

Eva smiler til ham.

– Man skal være sød ved dem. Ae dem. Klø dem bag øret.

Det tænker han lidt over, mens han gynger frem og tilbage i hængekøjen og lader armene hænge ned, så de når jorden.

– Har du fået så lange arme? spørger hans far.

– Det er en hammer, siger Rasmus og begynder at mumle noget for sig selv om en kanin og en hammer.

Kort efter vil han gerne have, vi går, så vi siger farvel og går ud af hans lejlighed.

Ekstrem struktur

Når Rasmus ikke forstår, hvad der sker, bliver han bange og aggressiv. Og der er en del, Rasmus ikke forstår.

Hvis lyset falder anderledes ind ad vinduet, end det plejer, kan han blive angst. Hvis hans pude og tæppe til hængekøjen ikke ligger på deres plads, kan han blive vred og begynde at slå.

Rasmus fungerer kun i en ekstremt struktureret hverdag, hvor han hele tiden véd præcist, hvad der skal ske.

Hver morgen bliver Rasmus vækket af en pædagog, der står et bestemt sted i rummet og siger godmorgen på en bestemt måde.

Derefter følger pædagogen ham ud på bade-værelset, hvor han hjælper ham med at få bad og blive barberet. Det kan godt tage meget lang tid, for Rasmus bryder sig ikke om at have andre mennesker for tæt på. Nogle gange beder han om en pause, og så må pædagogen gå lidt væk. Men de  fortsætter altid der, hvor de slap. Når han er blevet barberet, skal han tørres og have tøj på. Tøjet ligger på en helt bestemt måde, på et bestemt sted. Derefter går de ind i Rasmus’ stue, hvor han får morgenmad og læser i sin røde bog. Fortællingen i den røde bog, fortælles med tegninger, og den begynder altid på samme måde. Hvis der skal ske noget særligt denne dag, så er der billeder af det i den røde bog.

Rasmus ved for eksempel endnu ikke, at hans farfar er død, selvom det er tre uger siden. Hans forældre og personalet skal først planlægge meget grundigt, hvordan Rasmus skal have det at vide, og hvad de skal sige til ham. De skal lave en fortælling til ham med billeder af farfaren og det, der er sket. De har besluttet sig for at fortælle, at farfaren er kommet i himlen. Og så er det vigtigt, at de alle bruger netop dén fortælling. Rasmus’ verden kan gå i stykker igen, hvis der er en, der kommer til at sige noget andet – for eksempel, at farfar er begravet i jorden.

Rasmus har altid været anderledes end andre børn, fortæller hans mor og far, Leila Brandt Henriksen og Peter Staugaard:

– Hvis tingene ikke gik, som Rasmus forventede, så brød han sammen. Det kunne være så små ting som et hjørne, der knækkede af en is, eller en rugbrødsmad, hvor spegepølsen ikke lå, som den skulle. Så nægtede han at spise det. Allerede som baby oplevede vi, at sutteflasken blev smidt ud af sengen i en stor bue …

Hans forældre vidste derfor tidligt, at Rasmus ikke var som andre børn, men de indrettede sig efter det, og det var først, da han skulle i skole, at han fik diagnosen “infantil autist” og kom på en specialskole med centerklasser. Her var han nogle år, men det blev aldrig rigtig godt.

– I begyndelsen regnede de med, at de kunne  lære Rasmus en hel masse, binde snørebånd for eksempel. Men det kunne man altså ikke. Og så blev han større og større og sat sammen med mindre og mindre børn. Han blev en elefant i et glashus, og det blev et problem, fortæller hans far.

Splittede det hele ad

Rasmus var 14 år, da han stoppede på skolen, og de første måneder tog hans mor orlov for selv at passe ham. Derefter blev han tilbudt at komme i et aktivitetshus for handicappede hver dag.

– Det var ikke det rigtige tilbud for ham, fortæller Leila Brandt Henriksen.

– Der var mennesker med forskellige handicaps der, og pædagogerne kunne ikke styre ham. Rasmus kan være meget dominerende. Han begyndte at slås med pædagogerne – ikke fordi de ville, men de blev nødt til at holde ham, fordi han blev så voldsom. Også over for mig.

Der var for mange skift for ham, kan hun se nu.

– Men man må jo tage de tilbud, der er, for at få det til at hænge sammen, siger hun.

Lige inden han brød sammen, blev han meget aggressiv. Han havde det ikke godt. Derfor skulle der også kun en lille ting til at få det til at ramle for ham: Han skulle til en fest i aktivitetshuset, og aftalen var, at taxachaufføren skulle hente ham klokken ni. Men han kom 20 minutter før.

– Og det gør man bare ikke med en autist! fortæller Peter Staugaard.

I dagene efter havde Rasmus det rigtig skidt, og det endte med, at han gik amok i aktivitetshuset.

– De ringede efter mig, fordi han var ved at splitte det hele ad, husker Leila Brandt Henriksen.

– Jeg måtte nærmest tvinge vores læge til at afbryde sin konsultation for at komme.

Rasmus fik en stesolid-indsprøjtning og blev sendt hjem til forældrene. De forsøgte at få ham  indlagt, men blev i første omgang kun udstyret med stesolid.

– Jeg skulle give ham en sprøjte, som han blev så underligt sløv af … Efter tre dage vågnede han op …

Peter Staugaard tager over: – Han vågnede op og knaldede os et par på låget, og det var ligesom det. Han gik fuldstændigt amok. Så fik han en sprøjte af en læge, og så blev han indlagt akut. Han fik medicinforgiftning, og det var næsten det værste: Vi troede, vi selv havde slået ham ihjel!

Rasmus blev medicineret og bæltefikseret på den psykiatriske skadestue i Vordingborg, og blev på den måde transporteret til ungdomspsykiatrien i Næstved.

I Næstved kom han til at fylde to pladser på den skærmede afdeling, fordi personalet ikke turde lægge nogen ved siden af ham. Der blev gjort flere forsøg på at løsne bæltet, men hver gang overfaldt han personalet eller sig selv.

Billeder fra den tid viser en meget overvægtig dreng med mange sår i ansigtet. I mere end et år lå han fastspændt og medicineret på afdelingen.

I december 2002 blev lederen af Autismecenter Storstrøm, Anne Bornefeldt Olsen, bedt om at se til Rasmus, og det har været hans redning, mener hans forældre.

Fri for medicin

Personalet fra autismecentret fik ham ikke ud af bæltet med det samme. Men de begyndte lige så stille at overtage behandlingen. Han råbte utroligt meget i begyndelsen, fortæller afdelingsleder Eva Christensen:

– Han råbte og var meget selvdestruktiv og udadreagerende. Vi arbejdede på at skabe tryghed og struktur omkring ham, så vi fulgte præcis samme ritualer hver eneste dag og registrerede, hvordan han reagerede og i hvilke sammenhænge. 

På den måde kunne de efterhånden tilrettelægge hans dag, så den var så tryg som mulig. Efter seks måneder blev han flyttet til en lille lejlighed i autismecentrets skærmede afdeling Orehoved på Nordfalster. Her er der knap 13 ansatte til de i alt to beboere.

Rasmus var stadig aggressiv, efter han blev flyttet, men ikke i nær samme omfang, og de var begyndt at trappe medicinen ned. Men som med alt med Rasmus så tager alle forandringer tid. Lang tid. Hver eneste lille ændring i hans liv skal han forberedes på i rigtig god tid. Han har for eksempel endnu ikke mødt den anden beboer på den skærmede afdeling, selvom de bor dør om dør. Til gengæld er det stort set kun gået fremad, siden han kom til Orehoved:

I dag er Rasmus stort set medicinfri og har tabt sig 17 kilo. Det er meget lang tid siden, han har været aggressiv eller selvdestruktiv. Hans humørbarometer er steget gevaldigt. Han kan bage boller, have besøg af sin mor og far, og han kan komme med i skoven og stable brænde. Alt sammen noget, han holder meget af.

Og både personalet og hans forældre tror på, at han inden for de næste år vil lære at være sammen med de andre beboere. Hans forældre håber, at han engang i fremtiden vil kunne komme hjem til dem på besøg sammen med en ansat. Og det er bestemt realistisk, mener Eva Christensen.

– Han har fået et liv igen, siger hans mor, og hans far tilføjer:

– Han er tit glad nu. I gamle dage havde man bundet én som ham i hjørnet, for hvad skulle man ellers gøre? Nu har han det godt. De ting, han kan, får han lov til. Og så arbejder man hele tiden med at udvide det. Der findes ingen mirakelkur for Rasmus, men nu er han det rette sted.