Kommentar
Velfærd skal også være for de svage
Socialdemokraterne vil give svage ældre ret til et dagligt bad. men hvad med yngre handicappede? skal de ikke også have ret til en daglig tur under bruseren?
Af Kaj Skov Frederiksen Forbundskasserer, redaktionen@sl.dk
Er velfærd kun for kernevælgere?
Spørgsmålet trænger sig på, når man følger den løbende velfærdsdebat.
Regeringen vil etablere en kvalitetsfond på 50 milliarder kroner, der skal bruges til at investere i nye sygehuse og renovering og nybyggeri af daginstitutioner, skoler og ældreboliger. Men hvad med de forfaldne og utidssvarende boliger til udviklingshæmmede, fysisk handicappede, anbragte børn og andre udsatte grupper? De er ikke nævnt med et ord.
Socialdemokraterne vil give svage ældre ret til et dagligt bad. Men hvad med yngre handicappede? Skal de ikke også have ret til en daglig tur under bruseren?
Politikerne tænker tilsyneladende først og fremmest på de grupper, der er tættest på flertallet af befolkningen. Hr. og fru Danmark har ofte børn i daginstitution og ældre familiemedlemmer, der kan få brug for pleje. Og sygdom er, som man siger, hver mands herre, så alle ved, at de selv kan risikere at komme på hospitalet. Derfor er der umiddelbart flest stemmer i at love bedre forhold til børn, ældre og syge – og flest avislæsere og tv-seere til nyheder om de samme grupper. Handicappede, misbrugere, omsorgssvigtede børn og andre marginaliserede risikerer nemt at blive glemt i velfærdsdebatten – og stå bagerst, når der skal uddeles gaver.
Som socialpædagoger bør vi derfor være talerør for de mennesker, vi hver dag møder i vores arbejde. Det gør vi centralt, når vores formand, Kirsten Nissen, for eksempel bliver citeret på forsiden af Nyhedsavisen under overskriften “Samfundets svageste snydes for velfærd”. Og det gør vi lokalt, når vi for eksempel blander os i de lokale budgetforhandlinger. Det glæder mig, når jeg i dette nummer af Socialpædagogen kan læse, at socialpædagogerne i Brande-Ikast gik på gaden med brændende fakler som symbol på de svageste i kommunen. Og det glæder mig meget, når jeg hører, at socialpædagoger i Viborg har forhindret besparelser ved at gøre opmærksom på, at de ville skade de handicappede i kommunen.
Et samfund skal som bekendt kendes på den måde, det behandler sine svageste – og et velfærdssamfund giver ingen mening, hvis velfærden kun er for de velbjærgede og for kernevælgerne.