Synspunkt

Kommunernes mange kasketter

Regeringens mangeårige planer om at sammenligne kommunerne med kunder, der med forbrugerstatus køber serviceydelser fra de offentlige såvel som private socialpædagogiske institutioner, hænger meget dårligt sammen, set ud fra virkelighedens verden som den ser ud efter kommunalreformen.

Af John Olsen, bestyrelsesmedlem Socialpædagogerne Nordsjælland, HB medlem , redaktionen@sl.dk

Regeringens mangeårige planer om at sammenligne kommunerne med kunder, der med forbrugerstatus køber serviceydelser fra de offentlige såvel som private socialpædagogiske institutioner, hænger meget dårligt sammen, set ud fra virkelighedens verden som den ser ud efter kommunalreformen. Kommunerne er samtidig med deres kunde status også blevet politisk pålagt, at være ansvarlige myndigheder for den økonomiske regulering i de offentlige såvel de private socialpædagogiske anbringelsesog driftsbudgetter.

Både det at skulle være kunden og så samtidig optræde som myndigheden, der fører tilsyn med sig selv, passer slet ikke sammen i dagens Danmark. Kommunerne skal på den ene side optræde både som drifts-herren og hvervgiveren, der netop som driftsherre og hvervgiver pålægger såvel de offentlige som private institutioner kommunens egne regler. Med kommunal påtaleret skal kommunen som tilsynsmyndighed påse, at lovgivningens paragraffer, regulativer, cirkulærer og bestemmelser overholdes.

Samtidig skal kommunerne være den ansvarlige myndighed, der dikterer, følger op og i sidste ende fastlægger institutionernes driftsøkonomi, meddelt i årlige institutionsbudgetter. Det er således kommunernes politiske lovmæssige ansvar, at føre det generelle tilsyn med alle forhold på institutionerne. Hvilke ikke har meget at gøre med, at kommunerne også har kundestatus.

Det store politiske paradoks er, at kommunerne fungerer både som tilsynsmyndighed og på samme tid som kunde i de samme institutioner. Kommunerne optræder både som kunden ved køb af institutions pladser, og sælger med tilbud til institutionen om en bruger. Men er samtidig også den kontrollerende tilsynsmyndighed i én og samme person. På den måde bliver institutionerne meget afhængige af kommunen.

Kommunen skal i sagens natur agere under flere juridiske kasketter, ved på en og samme  tid at optræde både som køber og sælger, samtidig med kommunen indtager rollen som hvervgiveren, der er den bestemmende myndighed og samtidig institutionens økonomiske driftsherre. Kommunerne har således under alle forhold både indsigts- og påtaleretten over for hele institutionsdriften. Hvor kommunen som den bestemmende myndighed har instruks beføjelser over for institutions ledelsen.

Kommunen er således politisk blevet pålagt, at den skal være den ansvarlige myndighedsudøver, der fører tilsynet, både med brugerne på bostedet og samtidig være ansvarlige for, at pædagogikkens anvendelse på institutionen er i orden. Så skal kommunen påse, at lovgivningens paragraffer overholdes.

Hertil kommer, at kommunen skal tjekke op på, om drifts-økonomien holder og stemmer overens med myndighedernes driftsøkonomiske godkendelser og i øvrigt overholder nonprofit kriterierne.

Er der rod i institutions regnskaberne kan det nemt føre til politiske beslutninger om at lukke institutionen. Institutions ledelsen vil ikke i denne situation kunne påråbe sig, at de økonomiske forudsætninger for at drive institutionen har været alt for stramme. Og beslutninger om lukning af institutionen kan ikke ankes.

Midt i alt dette er lovmæssigt stof og bestemmelser udlagt til kommunerne fra Christiansborg om tilsynspligten med såvel offentlige som private institutioner, efter reformen er trådt i kraft.

Skal vi så opleve, at politikerne på Christiansborg med kommunalreformens realitet, nu vil til at sammenligne hele dette offentlige økonomisk gennemregulerede og kontrollerede døgninstitutionsområde med det private erhvslivs selvregulerende markedsområde.

At sammenligne det offentlige med det private erhverv virker som et forsøg på at sætte to modsatrettede poler sammen, skønt de altid vil frastøde hinanden. Alligevel har Christiansborg i disse dage sat det helt store apparat i gang med diverse kursustilbud til institutionslederne rundt om i Danmark. For at lære institutionslederne hvordan der nu skal tænkes i nye ledelsesmæssige, personalemæssige og økonomiske forhold, der svarer til det private erhvervslivs betingelser.

Politikerne på Christians-borg, der har skabt denne situation, har åbenbart ikke opdaget, at det offentlige og private altid vil være indbygget med så store grundlæggende modsatrettede forskelligheder, med hver deres virksomhedskultur, der er skabt ud fra mange store historiske forskellige politiske betingelser. At den størrelse vi kalder det private erhverv, aldrig kan sammenlignes med de offentlige erhverv. Heller ikke under de nuværende politiske betingelser, kan de forskellige erhverv sammenlignes, eller drives under samme politisk økonomiske betingelser og vilkår.

Det private erhvervsliv oplever ingen offentlige reguleringer, hverken med profitten, produktionsdelen, salgsdelen eller indkøbsdelen. Produktionsomkostningerne, annonceringen, salgsudbudet og indkøbet af råstoffer klarer det private erhvervsliv selv. De dygtige erhvervsfolk skaber flere arbejdspladser gennem større omsætning og øger dermed virksomhederns profitoverskud. I sidste ende er det disse private virksomheders voksende indsats med øget indtjening, der er med til at forme og øge den danske velfærd, der bruges til en stadig større leve-standard, der heldigvis gælder for de allerfleste erhversaktive mennesker i Danmark.

Dermed ikke sagt, at der ikke findes nødlidende i Danmark. Der er en voksende gruppe mennesker i Danmark, der lever under et eksistensminimum. Mennesker der på ingen måde har fået del i eller gavn af opsvinget. Socialforsknings Instituttets nye tal viser en markant voksende gruppe mennesker herhjemme, der lever i fattigdom, hvoraf der nu er cirka 35.000 børn, der lever en kummerlig tilværelse under et eksistensminimum.

For de ansvarlige kommunalpolitikere, der efter reformen fra Christiansborg blev pålagt hele ansvaret for denne glemte rest-gruppe af dårligt stillede mennesker, der hver dag må leve på eller under eksistensminimumet, har samme Chrisiansborg politikere med reformen ikke levnet kommunerne hverken politiske eller økonomiske muligheder til denne svage voksende restgruppe af mennesker. Med denne negative vækstspiral i den fattige restgruppe af mennesker, vokser de samfundsmæssige alvorlige problemer jo også tilsvarende.

Så Christiansborg politikerne spiller virkelig hasard, når de nu vil overlader det kommunale socialpædagogiske anbringelsesområde til de frie kræfters spil. At de borgerlige politikere kunne komme i tanke om bare at side-stille de socialpædagogiske anbringelsessteder med det frie private erhvervsliv, bliver danmarkshistoriens nyre tids største politiske eksperiment.

Læs mere om Kommunal­ reformens konsekvenser på www.sl.dk/tema