Marginaliserede

Viborg Kommune

Handicappede slipper for besparelser

Viborg Byråd sætter skatten op og opgiver kæmpebesparelser inden for voksenhandicapområdet. Protester fra pårørende og medarbejdere på institutionerne var med til at overbevise politikerne

Af Lone Marie Pedersen, redaktionen@sl.dk

Der blev råbt og skreget, da politikerne i Viborg Kommune ville spare i millionklassen på handicappede og socialt udsatte. Pårørende og socialpædagoger sendte vrede læserbreve til Viborg Folkeblad og personlige breve til politikerne. Protesterne blev hørt, og besparelserne er stort set fjernet. I stedet sætter kommunen skatten op.

Da Viborg Kommune ved kommunesammenlægningen valgte at overtage de amtslige sociale institutioner, havde byrådet en forventning om, at man kunne spare penge ved selv at drive institutionerne. Besparelserne skulle blandt andet ske gennem rationaliseringer, og  ved at de handicappede fik “et mindre indgribende tilbud”, som der står i teksten.

Der skulle således spares 10 mio. kroner i 2008 stigende til 23 mio kroner i 2010 på de handicappede og de udsatte grupper.

Men det er disse besparelser, byrådet stort set har fejet af bordet,. Det skete på byrådets budgetseminar i august, hvor politikerne blev enige om, at man var gået for vidt over for kommunens handicappede og udsatte borgere. Besparelser ville simpelthen gå ud over servicen.

Borgmester Johannes Stensgaard (S), der kender det social-pædagogiske område godt efter mere end 10 år som bestyrelsesformand for Viborg-Seminariet, siger:

– Hvis vi skulle gennemføre de mange store besparelser, ville det få en urimelig virkning på en befolkningsgruppe, som har allermest brug for fællesska-bets hjælpende hånd – og lidt til måske. Og det er ikke mindst det, der er baggrunden for, at vi i stedet hæver skatten, så vi kan undgå disse  besparelser på området.

Må I det?

– Skulle der ske det, at regeringen inddrager en del af  provenuet, fordi vi har sat skatten for meget op, så kan jeg ikke forestille mig, at vi vil spare på de svageste grupper. Så må vi hente pengene et andet sted.

Faglige og saglige argumenterHvad er der sket, siden I har ændret holdning og ikke vil spare på handicap-området?

– Det er de erfaringer, vi har fået siden overtagelsen.

Borgmester Johannes Stensgaard henviser til, at den forventede stordriftsfordel ved at have mange institutioner ikke har givet de besparelser, man havde regnet med.

– Derfor må vi konkludere, at de besparelser, der var vedtaget i byrådet, ville være urimelige at gennemføre.

– Har de mange protester fra pårørende og medarbejdere påvirket jer?

– Der har selvfølgelig været nogle protester, der bare har været vrede, og det gør ikke så stort indtryk. Men der har også været saglige og faglige argumenter, der har været med til at belyse situationen, og dem har vi lyttet til.

Efter byrådets nye beslutning skal der kun spares et mindre beløb på voksenhandicapområdet, og socialforvaltningen forventer, at besparelsen kan hentes ved at sammenlægge institutioner inden for voksenhandicap-området. Her forventer man at reducere lederstaben fra 11 til seks. (Se artiklen på fore-gående side)

Engagerede politikere

Fællestillidsrepræsentant for socialpædagogerne på voksenhandicapområdet i Viborg Kommune, Anni Hartung, deltog i byrådets budgetseminar, og hun er naturligvis meget lettet over, at byrådet opgav de store besparelser.

– Jeg tror, politikerne har fået en forståelse for, hvad det er for et område, de har over-taget. Tidligere lå de tungere sociale opgaver i amtsligt regi, mens kommunen selv tog sig af de lettere opgaver, for eksempel udviklingshæmmede, der bor i egen bolig.

Anni Hartung roser politikerne.

– De har gjort meget for at sætte sig ind i det nye område, som de har overtaget fra amtet. Blandt andet har de besøgt halvdelen af alle de nye kommunale institutioner, og regner med at besøge resten i løbet af efteråret.

Se flere