Anmeldelse

Humor og glæde i børne(for)sorgen

Af Torsten Erlandsen, uddannelsespolitisk konsulent, Socialpædagogerne

, redaktionen@sl.dk

Det er en alvorligt sag, Oskar Plougmand beskæftiger sig med i sin tredje bog om dansk børneforsorg i 1960’erne og 70’erne. Desværre også en overset sag. Som Plougmand selv bemærker i indledningen, findes der kun én artikel i “Børn i Tiden” over en hundredårig periode, som indeholder et afsnit om humoren og dens betydning. Tankevækkende. Men hvorfor er humor og glæde en alvorlig sag? Jo, hvad siger mere om livskvalitet, end at humor og glæde fylder meget i hverdagen, og at der altid er flere gode end dårlige oplevelser at huske tilbage?

Materialet til bogen kommer fra tidligere elevers og medarbejderes beretninger, som Plougmand – blandt andet takket være sin skribent- og foredragsvirksomhed og sin fortid som inspektør i børneforsorgen og forstander på en døgninstitution – har en stor kontaktflade til. Alene af den grund fortjener Plougmand stor ros og støtte til sit projekt med at kaste lys over børne- og ungdomsforsorgen i 1960’erne og 70’erne.

Bogen består af seks  dele. I første del introduceres alment til humor ud fra pædagogiske, filosofiske og psykologiske teorier. I anden del giver Plougmand eksempler på humoren inden for børneforsorgen. Som Plougmand selv bemærker, er det bemærkelsesværdigt, at de glade historier og sjove episoder sjældent kommer spontant. De skal nærmest trækkes ud af folk. Ja, enkelte kan slet ikke huske glade øjeblikke. Ifølge Plougmand har humoren en række funktioner. For eksempel hjælper den med til at glemme hverdagens  trængsler, at få autoriteterne ned på jorden, at forsvare sig og skabe distance, samt at skabe en god stemning og fællesskab. Hertil kommer situationer, som spontant og uden bagtanke bliver humoristiske. I anden del giver Plougmand en lang række eksempler på humorens forskellige funktioner.

I tredje del eftersøger Plougmand glæderne. Det viser sig, at julen hyppigt optræder som en af de begivenheder, børnene husker med glæde. Men også ferieturene og festerne huskes.

I fjerde del skriver Plougmand om køkkenpigerne og sy- og vaskepigerne. Her er det bemærkelsesværdigt, at de tidligere elever ofte lettere kan huske deres navne, lige som det ofte er dem, de har knyttet sig tættest til. Forklaringen er nok, at køkkenet og systuen ofte blev et fristed i en barsk hverdag. Men sandsynligvis også, at køkken-, syog vaskepigerne repræsenterede kvindekønnet i en overvejende mandsdomineret verden.

Men mændene skal nu heller ikke glemmes. Det viser Plougmand i femte del, hvor han skriver om “altmuligmanden, gartneren og de andre”. Gartneriet, værkstedet eller arbejdet med dyrene blev også for mange en fristed, hvor der ikke var så mange tæsk i luften, og hvor børnene mødte nogle mennesker, som hvilede i sig selv og i det, de arbejdede med.

Interessant i den forbindelse er Plougmands betragtninger over, hvorfor det ofte gik så godt mellem børnene og blandt andet køkkenpigerne og altmuligmanden. De havde nemlig nogle arbejdsområder, som de kunne og vidste noget om. Forstanderen og assistenten havde en anden opgave, idet de skulle forholde sig direkte til børnenes adfærd – og dermed også grunden til, at børnene var blevet anbragt. De andre kunne beskæftige sig med noget, som alle fik gavn af i hverdagen, og som ikke direkte henviste til børnenes problemer.

I sjette del vender Plougmand sig mod tidens tendens til at optage gloser fra det såkaldte new public management sprog. Det sker under overskriften “En ny virus”. Selv om man langt hen ad vejen kan være enig med Plougmand i hans betragtninger, må man sige, at kapitlet som sådan falder uden for bogens ramme og titel. Afsnittet kunne ellers let været reddet, hvis Plougmand havde fastholdt sit fokus på betydningen af humor og glæde, og for eksempel kastet bolden over til new public management og bedt dem om at forklare, hvordan humor og glæde kan måles og beskrives.

I sin forrige bog “Overgreb og overlevelse i børne(for)sorgen” konstaterede Plougmand, at der kan spores en udvikling fra 1960 til 1970’erne – heldigvis til det bedre. Interessant er, at dette også kan aflæses i humoren og glæden. Efter at have læst bogen vil jeg i disse kvalitetsmålingstider sige, at humor og glæde er en af de vigtigste indikatorer på kvalitet i socialpædagogisk arbejde. Bogen er en god og original afslutning på Plougmands trilogi om dansk børneforsorg i 1960’erne og 70’erne.

Socialpædagogerne har støttet udgivelsen af bogen.

Oskar Plougmand: Humor og glæde i børne(for) sorgen – og noget om køkkenpiger og altmuligmænd. Pris: 200 kroner plus moms. Udgivet på Forlaget Dimon, Rådhusvej 21, 2920 Charlottenlund. Mail: oskaro@tiscali.dk