Stofmisbrug

Narkoman blev afhængig af livet

Da Jesper Berthou begyndte at sprøjte kokainen ind i årerne, var den ultimative nedtur uundgåelig. Efter tre svære forsøg på at blive stoffri lykkedes det ham endelig at komme ud på den anden side, men behandlingen virkede først, da han lærte at acceptere, at han havde brug for den. I dag er han klar over, det ikke var stofferne, der var problemet, men ham selv

Af Johan Rasmussen, redaktionen@sl.dk

Klapsalverne brager i det fyldte lokale, flere siger tillykke, og en enkelt pifter. Den 33-årige narkoman Jesper Berthou har ikke været forvænt med bifald og anerkendelse i sit liv, men i dag skyller begge dele ind over ham. Da han får en solid krammer og overrakt en nøglering for sin 1-årsdag som stoffri, smiler Jesper Berthou behersket og ligner en, der forsøger at holde ansigtet i de rette folder, mens 1000 følelser forsøger at gøre det modsatte.

“På grund af min behandling har jeg i dag været uden stoffer i et år,” indleder han sin tale ved den sædvanlige runde denne aften hos Anonyme Narkomaner.

“Behandlingen har reddet mit liv. Men hvis jeg ikke var kommet helt derud, hvor jeg var, havde jeg nok gået rundt og drukket, røget og tager lidt stoffer i mange år, uden jeg havde gjort noget ved det.” Jesper Berthou

Jesper sidder i en gul sommerskjorte, hans hår er millimeter kort, og han dufter en anelse af parfume. Hans tale er kort og hans stemme fattet – budskabet er, at han har lært at erkende, at han er syg, han er narkoman og alkoholiker, men han er afklaret og glad. Og for første gang i sit liv jagter han ikke en uopnåelig tilfredsstillelse, han forsøger bare at være tilfreds med livet og sig selv.

Kokain i nødsporet

Nogle få år tidligere kører Jesper Berthou i bil op  ad motorvejen. Han har lige sat en narkoman af, og det er en lettelse, for han gider ikke dele sin coke med andre. Jesper har på under et år udviklet sig fra en cokesniffende alkoholiker med hang til masser af fester og drukture til en egoistisk stiknarkoman – med hang til elefantøl. Jesper har ikke sovet i seks døgn. Hans krop når ikke at slappe af, før næste skud kokain giver ny energi til blodbanerne, og han lever på en rus af coke, stress og bajere, og hans hjerne skriger på en omgang mere – lige her og nu på motorvejen. Jesper trækker ind i nødsporet, men de trætte øjne kan ikke følge med hjernen, og han banker op i en parkeret bil.

Jesper bander over den bil, som står ulovligt parkeret, og han ringer til politiet – så han kan få dækket skaderne af modpartens forsikringsselskab!

“Jeg har lært at tage en dag af gangen. Jeg er -kommet ud på den anden side, og jeg har fået en ny kærlighed til livet.” Jesper Berthou

En taxachauffør, der kommer forbi for at hjælpe, gør opmærksom på, at Jesper stinker langt væk af sprut. Nu begynder faresignalerne at trænge igennem den aggressive hjernebark, og da Jesper forgæves forsøger at få den tilkaldte politibil til at vende om, tager han i stedet sit fix – så bliver han i det mindste ikke bliver taget med stoffer på sig. En sidegevinst er, at kokainen slører alkoholen i blodet, og biluheldet, der kunne have været et wake up call, blev i stedet endnu et forfærdeligt minde i Jespers Berthous nu stoffrie hjerne.

Hvis vægge kunne tale

Jesper Berthou fortæller historien i sit røde kolonihavehus i Hørsholm i nord for København. I dag er det et år siden, han indledte et helt nyt liv uden hverken alkohol, hash eller stoffer. Narkoman er han fortsat, men stofferne er fortid.

Det blev efter hårdt arbejde, tre behandlingsforsøg og med hjælp fra professionelle på Nordsjællands Misbrugscenter, hvor han har været i dagbehandling.

I vindueskarmen står søsterens børn grinende i små rammer, og på bordet er der store kaffekopper med sort kaffe. Over det store rum i huset er der lagt nye hvide loftsplader, mens lofterne i det lille rum over sofaen venter på, det bliver deres tur. Jesper Berthou er i bogstaveligste forstand ved at bygge et nyt liv op, og han kommer netop fra sin nye lejlighed, hvor han er ved at lave køkken.

Kolonihavehuset har været en hule eller en ramme om hans liv de sidste syv-otte år, og trævæggene har været vidne til en tragisk misbrugshistorie med en lykkelig slutning.

Fra en ung mand, der drak heftigt igennem, røg masser af hash og sniffede kokain – dog ikke mere end han med nød og næppe kunne passe et job i tre-fire år, til en mand, der gav los, da han endelig blev fyret fra sit arbejde i byggemarkedet. Først kom coken op gennem næsen, og så en dag gik Jesper Berthou over den grænse, alle mennesker sværger på, de ikke overskrider – sprøjten – det ultimative tegn på misbrug og en uundgåelig nedtur. Fra den mest mørke bund til en langsom tilbagevenden til livet og i dag stoffri i et år. En historie med en skærende kontrast til stemningen i kolonihaven, hvor tiden står lige så stille som æbletræerne og flagstangen.

Aldrig tilfreds

– Jeg er aldrig blevet helt tilfredsstillet, og jeg har altid bare ville have noget mere, forklarer Jesper Berthou om springet til at sprøjte sig i armen.

Da Jesper Berthou en sommermorgen efter en heftig gang druk i kolonihavehuset med sin daværende kæreste tog til Istedgade i København for at købe kokain, mødte han to piger, og trioen besluttede, at de sammen skulle indtage Jesper Berthous indkøb. Pigerne var en tand mere erfarne end Jesper, og da han kunne se, at de fik det synligt godt af at sprøjte kokainen ind i årene, virkede det  som det eneste rigtige at gøre for den feststemte mand.

– Det virkede kraftigere og hurtigere på den måde, og det var virkelig godt i en halv time Oplevelsen sad i baghovedet i en uge, og jeg vidste godt, at jeg ville prøve det igen. Jeg løj for mig selv og sagde, at det var anderledes for mig, siger Jesper Berthou.

I dag regner Jesper kokain for det mest vanedannede stof, og  han er overbevist om, at kokain er det hårdeste stof, fordi det gør dig psykisk afhængig. Heroin har han prøvet nogle gange, men han faldt aldrig for det.

– Det var et helvede, og jeg regnede mig selv for at være psykotisk eller sindssyg på det tidspunkt. Mine venner har beskrevet, hvordan jeg hoppede rundt i sengen som en vild. Jeg var totalt stresset over, hvordan jeg skaffede penge til coke, og jeg fik det psykisk meget dårligt, når jeg ikke tog noget, siger Jesper Berthou, der forklarer, at man aldrig får helt den samme rus, når man er blevet afhængig, som når man prøver første gang, og virkningen tager hurtigere af.

Jesper Berthou kan mærke hvordan afhængigheden stiger fra dag til dag. I løbet af kort tid skyder han kokain i årene 10 til 20 gange om dagen, og forbruget løber op i 5.000 kroner om dagen. Den desperate narkoman er på evig jagt efter penge. Han sælger stoffer til overpris, han stjæler, han laver overfald ved pengeautomater, og den eneste pause han får er, når han har sparet nok lægeordineret nervemedicin op til, at han kan lave en sovecocktail af alkohol, hash og piller – det sker på toppen af hans misbrug kun en gang om ugen.

Hans venner er i denne periode næsten forsvundet, til gengæld har han fået nye bekendte på Vesterbro, som han tager stoffer med. Jesper Berthous kæreste holder ham stadig ud. Han er tynd og ligner et spøgelse, og hans tanker handler kun om penge og kokain. Kæresten har selv været festsniffer, men sprøjten er hun ikke i nærheden af.

Senere har hun fortalt, at hun til sidst ikke turde gå fra ham fordi hun frygtede, at han dermed ville styrte ned i den afgrund, hvis kant han balancerede på.

Heroin eller behandling

Der går under to år fra Jesper Berthou fixer for første gang, til han en dag vågner op fra en af sine få nætter med søvn i kolonihavehuset. Der ligger sprøjter og flasker over det hele, Jesper Berthou er smurt ind i sved og blod fra sine stiksår. Han er nået et absolut nulpunkt i et liv, der mest af alt minder om et helvede. Hans hjerne er et endnu større kaos end rodet i kolonihavehuset, hvor den ubrugte vådrumsgips har stået på badeværelset i flere år som et levn fra en tid med fremtidsdrømme.

Jesper Berthou sidder uroligt på stolen, hans hænder forsøger at finde hvile på armene og benene, og hans øjne bliver blanke, da han tænker tilbage på denne morgen. – Jeg får det helt dårligt over at tænke på det, siger han, mens han øjne kigger rundt i rummet.

Morgenen er dog alligevel et positivt vendepunkt i narkomanens liv. Han ser kun to muligheder. Enten kører han direkte ind på Vesterbro og køber heroin nok til en overdosis, eller også søger han professionel hjælp. Han har ikke nok penge til at udføre plan nummer et, og samtidig er der også en del af hans hjerne, der ved, at hans forældre ikke skal opleve hans død. Jesper Berthou får ringet til en ven, der sørger for at få narkomanen indlagt på den psykiatriske skadestue. Det bliver  begyndelsen på en over to år lang kamp, der i dag har gjort ham stoffri.

Stoffri alkoholiker

Jesper Berthou er i første omgang godt klar over, at han skal stoppe med at tage kokain. Han forstår, at stoffet er begyndt at ødelægge ham. Alligevel går der kun nogle få dage efter hans indlæggelse, til han tager kokain, mens han befinder sig på Nordsjællands Misbrugscenter, hvor han er mødt op for at komme i behandling. Og så bliver han smidt ud

Narkomanen vil gerne være stoffri, men det  kræver lidt kokain at holde op med at tage meget kokain, er Jesper Berthous tankegang i begyndelsen af processen for at slippe stofferne. I de næste to år indleder han tre seriøse forsøg på at gå i behandling – fra det første spæde forsøg til det sidste vellykkede. Vejen er triviel og brolagt med begivenheder, der hele tiden truer med at sende ham ned på bunden igen. Tyveri af medicin på skadestuen og en tur i detentionen, forsøg på at fixe kokain med piercingværktøj tidligt om morgenen, da han bare ikke kan vente, til apoteket åbner. Han stikker af fra kanotur med Kongens Ø (en afvænningsinstitution som Misbrugscentret samarbejder med), stjæler øl fra de nærmeste skure og vender tilbage til det gamle liv. Det er brudstykker af Jesper Berthous historie om afvænningen, som han fortæller den.

– Min første behandling gik galt, fordi min holdning var, at ingen skulle blande sig i, at jeg drak alkohol og røg hash. Alle andre mennesker drikker jo også alkohol uden problemer, og hashen, mente jeg heller ikke, var noget problem, den virkede jo anderledes end kokain, fortæller Jesper Berthou.

Men alkoholen har samme effekt i Jesper Berthous hjerne, som i mange andres. Den forskubber hans opfattelse af virkeligheden, og når han drikker, tror han også, han kan tage kokain.

Jesper Berthou bliver afgiftet, men ryger tilbage i misbrug igen og igen.

Under den anden behandling begynder Jesper Berthou at erkende, at alkoholen hænger sammen med stofferne, og han går på antabus – hashen vil han dog ikke helt slippe. Jesper Berthou bor på Kongens Ø et par gange, og han når at indlede dagbehandling på Nordsjællands Misbrugscenter, men de to første behandlinger bærer præg af Jesper Berthous manglende accept af, at han for alvor er syg, og først langsomt begynder han at forstå, at han er dybt afhængig af stoffer og alkohol.

Sidste klump hash 

Jesper Berthou har et skænderi med kæresten, og drikker seks øl, selv om han er på antabus.

– Jeg blev virkelig dårlig, men jeg lå og var ligeglad, og jeg kunne lige så godt være blevet kvalt i mit eget bræk, siger han.

Oplevelsen er endnu et lavpunkt i en ørkesløs vandring af nedture, men den skal vise sig at være et vendepunkt. Få dage efter ryger Jesper Ber thou sin livs sidste klump hash, og så følger en lang række af mareridt om kokain og sprøjter, og han vågner badet i sved. Narkomanen ved, at der kun er en udvej – han må ikke stritte imod, men gå i behandling uden indvendinger.

– Jeg overgav mig til behandlingen, jeg boede på Kongens Ø i tre måneder og gik i dagbehandling på Skansegården.  Jeg overgav mig til gruppeterapien, jeg gik til afspænding, jeg var med til  de sociale aftener, jeg snakkede med andre mennesker, jeg begyndte at slappe af, jeg begyndte at spise, og jeg begyndte til NA-møder, jeg ville have noget ud af det.

Jesper Berthou bliver ikke presset til at erkende sine problemer. Det kommer af sig selv i gruppeterapien, når han snakker med behandlere, og når han får ro i hovedet til at tænke sig om. Jesper Berthou begynder at acceptere, at han er alkoholiker og narkoman, og han begynder langsomt at forstå, at han har haft problemer i mange, mange år. Han kan ikke tackle konflikter med andre mennesker, han kan ikke tage et ansvar, han har måske været lidt overbeskyttet som dreng, og han har måske ikke løsrevet sig helt fra sin mors kontrol. De ting begynder han for første gang i sit liv at forholde sig til.

– Hver dag havde vi en runde om, hvad vi havde lært om os selv, hvilke ubehagelige følelser, vi havde opdaget. Jeg lærte at acceptere, at jeg var magtesløs over for stoffer, men jeg lærte også, at problemet ikke var stoffer, men hvordan jeg håndterede min adfærd og mine problemer. Hvis jeg ikke fik min vilje eller tingene gik skævt, begyndte jeg bare at drikke, nu forholdt jeg mig til det. Jeg blev motiveret til  at tage ansvar for mine egne følelser, siger Jesper Berthou.

Han gennemfører 19 ugers dagbehandling og fortsætter i efterbehandling, hvor han snakker med behandlere og andre misbrugere. Og han klarer den svære overgang til det virkelige liv.

Fremtiden

Mødet i anonyme narkomaner er slut, og vi sidder og drikker en cola på en café. I baggrunden råber en fuld kvinde ad en mand – han sidder tavs på en bænk og kigger på hende.

– Behandlingen har reddet mit liv. Men hvis jeg ikke var kommet helt derud, hvor jeg var, havde jeg nok gået rundt og drukket, røget og tager lidt stoffer i mange år, uden jeg havde gjort noget ved det. Jeg skulle have en øjenåbner, før jeg kunne acceptere, at jeg var syg. Det hjælper ikke, at andre kommer og siger, du skal have behandling, det skal komme fra dig selv. Det har været en meget lang vej, men jeg har selv gået den, siger Jesper Berthou.

Den tidligere stofmisbruger har netop afsluttet dansk på 10. klasses niveau – og dermed er han klar til at begynde på HF. Han har fået et godt forhold til sine forældre, som han næsten ikke så i en årrække, og han har fået nye venner fra sin behandling og fra NA. Jesper Berthou er begyndt at have drømme om fremtiden igen, og målet er at arbejde med andre misbrugere senere i livet.

Jeg har lært at tage en dag af gangen. Jeg er kommet ud på den anden side, og jeg har fået en ny kærlighed til livet, siger den tidligere misbruger.