Synspunkt

Omsorgskultur? Omsorgssvigt?

Kvalificeret omsorg er afhængig af en lang række faktorer. Personalets trivsel og arbejdsmiljøet betinger samspillet med vore svageste borgere og er dermed et godt parameter for omsorgens kvalitetsniveau.

Af Aage Staffe , redaktionen@sl.dk

TV dokumentarserier afslørede svigtende omsorg for ældre og psykisk handicappede.

Udsendelserne illustrerede omsorgsvigt = opbevaring, til brugeren afgår ved en stille død, måske pga. medicinforgiftning.

Reaktioner på udsendelserne udeblev ikke;

Vrede – forargelse; skrål og skrig; endda en noget naiv politianmeldelse.

Medieguf – skandalerne blev belyst – aviser skal sælges og uheldigt for de handicappede dukkede urolighederne på Nørrebro op – vreden – forargelsen og viljen til at gøre noget ved den svigtende omsorg dampede af som et bål Skt. Hans aften i regn.

Regeringens udspil til ændringer kan beskues på www. kvalittsreform.dk. Bevillinger i milliardklassen er nogle af de politiske løfter, som lader os ane, at selv den borgerlige regering omsider kan indse, at den førte  nedskæringspolitik med miskreditering af den menige medarbejder og tilsidesættelse af dennes medindflydelse i form af hovsaløsninger har fået og vil få nærmest uoprettelige følger.

Historisk tilbageblik

Hvis du er naiv, fæster du lid til de politiske løfter – men opfat dem som en smart manøvre op til det sandsynlige valg, som vil blive afholdt, når partiet Ny Alliances underskriftindsamling er afsluttet. Efter mit øjemål må løfterne opfattes som valgflæsk – derfor vil jeg opfordre brugerorganisationer og faglige organisationer til at fremsætte præcise krav – for alt andet lige er det besøgelsestid nu. Tilførsel af ressourcer, løser ikke problemerne. Krav om flere penge vil svare til at blæse med mel i munden. Øgede udgifter og skattelettelser (som regeringen ønsker) harmonerer ikke og kan blive dens smuthul.

Det rådende omsorgssvigt er én af konsekvenserne af den højredrejning, og de forrin gelser, der er sket. Enhver er sin egen lykkes smed, har i årevis været devisen, og har kostet de principper, vort samfund har haft i årtier – nemlig solidaritet med de svage.

Nedskæringer, mangel på  engagement, og et uoverskueligt bureaukrati har haft den selvforstærkende effekt, som blev anskueliggjort i TV.

Borgeres rimelige krav

Information om institutioners kvalitetsniveau. Dette kan belyses ved oplysning om sygefravær og budgetoverskridelser ved brug af vikarer og nødhjælpsløsninger.

Information om udgifter til privatiseret omsorg med oplysning om, hvorledes administration af denne i kommunalt regi belaster og dermed medvirker til de utilstrækkelige ressourcer i den offentlige sektor.

a. Oprettelse af flere institutioner. Patienter som burde være på ældrehjem optager kostbare sygehuspladser, et mere end 20 år gammelt, men stadig politisk uløst problem.

b. Oprettelse af sengepladser til psykiatriske patienter, hvilket kan nedbringe antal let af grove voldsforbrydelser.

Handicappede bør som andre borgere have valgmulighed mellem bosteder og institution.

c. I virkelighedens verden har privatiseringen ikke medført besparelser og kvalita tive forbedringer, men tværtimod øget flugten fra det offentlige. Et eksempel herpå er de private

Læs mere om strandvænget på www.sl.dk/tema

 høreklinikker, der har malket sygehusvæsenet for kvalificeret arbejdskraft og for eksempel i Roskilde medført 60 ugers ventetid på høreundersøgelse.

Medarbejderes krav

En aflønning, der er sammenlignelig med andre faggrupper og tager gyldigt hensyn til og kompenserer for skæve arbejdstider – og det fysisk og psykisk belastende arbejde.

Personalepleje i form af, at ledere på forskellige planer i et rotationsprincip aktivt deltager på lige fod med den menige medarbejder mindst en dag pr. uge. Lederne får dermed nødvendigt kendskab og viden til problemerne og mulighed for med deres engagement og gode vilje at inspirere og højne moralen.

Faglige organisationer bør finde ofre for svigt og misrøgt blandt personalet og føre deres sager ved arbejdsskaderetten. En medarbejder i en af udsendelserne vur derede jeg med erfaring fra 18 års arbejde i den tidligere Åndssvageforsorg som psykisk skadet. En dom over arbejdsgiveren vil placere ansvar og i lighed med de private erhverv vil erstatninger og bøder forbedre arbejdsmiljøet.

Medarbejderne bør have en sikkerhedsrepræsentant, denne kan være medarbejdernes talsmand og fungere som pædagogisk vejleder for kolleger.

Omtale og kritik af omsorgspersonalets uddannelse røbede en vis uvidenhed.

Må jeg påpege, at vore seminarier “kun” kan og bør give en grunduddannelse, som er værktøjet i den videre uddannelse, som løbende foregår med kollegers hjælp i og under arbejdet.

De individuelle forskelle i handicappenes art og dermed de vidt forskellige behandlingskrav, samt den fortløbende ændring og udvikling i og af vort samfund kan ikke løses af en præfabrikeret uddannelse, som man tror, kan gælde generationer frem.

Ressourcer skal være af et omfang således, at den enkelte medarbejder eller grupper kan  søge viden og inspiration hos andre i ind- eller udland. En ordning, som blev gennemført med frugtbart udbytte inden for Åndssvageforsorgen.

Sabbatordninger efter veludført tjeneste i nogle år bør indføres. Model kan hentes i Israel og Australien. En ordning man bør drøfte også uden for de faglige organisationer.

Ansættelsesprocedure

Medindflydelse og medbestemmelse ved ansættelser på alle niveauer, hvilket har særlig betydning ved ansættelse af ledere. Med erfaringer som tidligere statstjene stemand er det mig bekendt, at man ved besættelse af ledende stillinger skæver til:

a. Ansøgerens politiske observans

b. Ansøgerens loyalitet og dermed lydighed og eftergivenhed overfor politikere og overordnede?

Oversat til husholdningsdansk: Vil han gå på akkord med sine forpligtelser overfor sit personale og brugere?

Skal man undgå denne form for manipulation, er løsningen, åremålsansættelse, og at personalet også på gulvplan ikke blot får medindflydelse, men også reel medbestemmelse. Et af oplæggene til debat på www.kvalitetsreform.dk

Sikkerhed for veludført omsorg vil, såfremt man fortsætter i blindgyden ved at vise mistillid til medarbejderen, medføre et elendigt arbejdsklima og vil, uanset hvor mange handlingsplaner – skemaer og videokameraer bureaukratiet vil fremtrylle kun give ledende personager mere klister i numsen og få enkelte til at tage sig selv til rette med skade for de handicappede. Nøgleordet er tillid og respekt for omsorgsarbejdet, og at man fra ledelsen i praksis udviser engagement og interesse. Tyv tror hvermand stjæler. Tom pølsesnak duer ikke.

Ytringsfrihed for alle

Institutionsledere og personale vil af mange grunde – loyalt tilpasse sig de givne forhold. Kritik  af forholdene kan medføre slet skjulte straffeforanstaltninger – forflyttelse til øde egne – stop for avancement osv.

Politikere må, hvor personale nægter at udføre given ordre, fordi den strider mod deres samvittighed, gøre det strafbart, hvis systemet sanktionerer.

(Lovregel kan hentes fra den tyske forfatning)

I flere tilfælde blev jeg præsenteret for mundtlige ordrer, som betød forringelser for de handicappede. Såfremt tjenestemanden nægter at udføre ordren, falder hand lingen ind under regler for lydighedsnægtelse, som kan ligestilles med regler for mytteri. Et godt råd: Bed om at få ordren skriftligt med tydelig underskrift.

 Retssikkerheden for personale – for handicappede og deres pårørende er ikke effektiv nok. Sagsbehandling – visitering – tilbud (anbringelse) og behandling af klager er for dårlig og må forbedres ved forenkling af sagsbehandlingen og hvor der er tale om pligtforsømmelser med åbenbare konsekvenser.

Ved udlægningen i 1980 af forsorgsgrenene skete en decentralisering, hvilket har medført usikkerhed om, hvor og til hvem, man skal henvende sig? Usikkerheden er ikke blevet mindre i dag. Politikere må finde frem til en forenkling af systemet dvs. centralisere igen. Brugeren har fået rollen som en hund i et spil kegler. Sagsbehandlerne alene har ikke og vil ikke kunne bibringes den nødvendige viden og indsigt, hvorfor man fra centralt hold bør centrere sagsbehandling af han dicappede til omsorgskonsulenter.

Landsforeningen Evnesvages Vel kan måske bidrage med sine erfaringer, eventuelt gå ind i et samarbejde. Det er mere end paradoksalt, at en psykisk afviger, der akut har brug for hjælp, kun kan få denne i kontorets åbningstid – en af flere grunde til den stigende kriminalitet begået af psykisk syge.

Dyre spareforanstaltninger: Alle er underviselige.

Åndssvageloven af 1959 indeholdt begreber som undervisning, oplæring og beskæftigelse. Formuleringen var vag og antydede kun, hvad man fandt rimeligt, man havde jo ingen erfaringer. Igennem års arbejde lykkedes det derefter for pædagoger at omsætte teori til praksis og vise, at normalisering og integration var andet og mere end tomme floskler. Ligeledes fik man slået fast, at alle var underviselige.

Resultatet blev, at selv svært handicappede blev undervist.

Oplagring af mennesker uden nogen form for stimulation – betyder at størsteparten af forældres og skolers indlæring af færdigheder går tabt. Derfor må man forudse, at alle med kløe i sparekniven under de herskende forhold vil argumentere for, at denne undervisning skal spares bort, når den unges fremtid bliver parkering eller oplagring, hvor det indlærte med sikkerhed ikke kan bruges og derfor vil gå tabt. Igen spild af års arbejde og skattekroner.

Medicinering? Udsendelse afslørede, at medicin blev anvendt ukritisk som erstatning for kvalificeret omsorg. Helt klart var der tale om medicinsk spændetrøje. Psykofarmaka kan ikke undværes, den er som ild en god tjener, men en streng herre.

Ændres forholdene ikke, pådrager lægestanden sig en uafvaskelig plet for aktivt at medvirke til omsorgssvigt.

Jeg undres

Her har jeg kun berørt noget af problematikken. Tilsyneladende er de politiske bannerfø rere selv på venstrefløjen passive. Måske evner de ikke at omsætte partiprogrammer til virkelighed for de svageste i vort samfund?

Hvis du har en forklaring på denne passivitet, vil jeg da gerne have den. Men glem ikke, at også du kan bidrage til forbedring af forholdene for de svageste i vort samfund ved at stille krav til de politikere, du i et letsindigt øjebliks distraktion har vist tillid ved at give dem din stemme.