Kommentar

Besparelser i et overflodssamfund

Vores samfund vælger at skære i tilbudene til for eksempel fysisk og psykisk handicappede, omsorgssvigtede børn og unge, misbrugere og andre nødstedte.

Af Kaj Skov Frederiksen Forbundskasserer , redaktionen@sl.dk

Det er forunderligt at leve i Danmark anno 2007.

På den ene side springer overfloden i øjnene.

I storbyerne kan det efterhånden være svært at komme frem i de små gader, fordi bilerne er blevet så store og så mange, at de fylder pladsen ud.

I villakvartererne banker og hamrer håndværkerne. Bygger nye køkkener og badeværelser, mens de gamle og fuldt funktionsdygtige køres til storskrald.

I lufthavnene venter familier, kærestepar og singler på fly til eksotiske rejsemål, der ene og alene besøges for underholdningens skyld. Det er ikke længere en stor ting med en enkelt udlandsrejse i sommerferien. Mange supplerer op med vinterferie, efterårsferie og måske også en weekendtur under fremmede himmelstrøg.

Hr. og fru Danmark har tilsyneladende mange penge mellem hænderne.

Samtidig bliver der sparet på tilbudene til de allersvageste. Socialpædagogerne har netop gennemført en spørgeundersøgelse blandt kommunale ledere på det særlige, sociale område. Undersøgelsen viser, at hver tredje institution i 2007 blev pålagt besparelser – og at hver tredje skal svinge sparekniven i 2008.

Og det endda samtidig med, at kommunerne via bloktilskuddene har fået dækning for de øgede sociale udgifter, der fulgte i kølvandet på kommunalreformen og overtagelsen af amtslige opgaver.

Med andre ord vælger vores overflodssamfund at skære i tilbudene til for eksempel fysisk og psykisk handicappede, omsorgssvigtede børn og unge, misbrugere og andre nødstedte.

Det er svært at se rimeligheden, for det burde jo være lige omvendt. Det burde jo være lige nu, at der var råd til at forbedre forholdene. Det burde være lige nu, at medlemmerne af Socialpædagogerne begejstret fortalte, hvordan de langt om længe fik tilført flere ressourcer til at gennemføre projekter og indføre nye metoder, der kunne øge livskvaliteten for de udsatte mennesker, vi arbejder for.

På længere sigt kan vi kun håbe på en løsning: Et politisk skifte, der bringer bedre balance mellem flertallets private forbrug og forholdene for det svage mindretal.

På kort sigt kan vi i Socialpædagogerne i det mindste arbejde for, at urimeligheden bliver åbenlys.

Det har vi blandt andet gjort med undersøgelsen, der dokumenterer besparelserne på det sociale område.

Læs også artiklen på side fire og fem.