Senhjerneskadede

Jeg har lært at se folk i øjnene

Da Anne Haastrup Gejl var 15 år forsøgte hun at begå selvmord med en overdosis insulin. Hun vågnede efter to døgn, men hjernen havde taget skade, og nu – tre år efter – kæmper hun for at lære en lang række dagligdags ting som for eksempel at koge pasta, uden det brænder på

Af Rikke Viemose, redaktionen@sl.dk

Det var kærlighed ved før­ ste blik, da 18­årige Anne så Marco første gang. Men der gik lidt tid, før hun tur­de spørge, om de skulle være kærester.

– En dag foreslog jeg ham så, om vi skulle tage i svømmehal­len. Dér ville jeg spørge ham. Men så var der for mange, derfor jeg ventede til bagefter. Men da jeg så spurgte ham, sagde han, at han ville have spurgt mig om det samme!

– Jeg har kun to veninder tilbage. Jeg har mistet alle dem fra rideskolen og dem fra klassen. Jeg kom der jo ikke mere, men hvis de havde ringet, ville jeg være blevet glad.

Anne Haastrup Gejl

Det var 5. marts i år, og de to er allerede forlovet og vil giftes  næste år. Anne Haastrup Gejl smiler lykkeligt ved tanken, mens hendes blik søger over mod pauseskærmen på hendes computer. Her troner et billede af de to smilende unge. Henover billedet står der med rødt og ind imellem en masse hjerter: “Er vi ikke bare søde?”

Anne Haastrup Gejl ser ven­ligt ud gennem sine briller med moderigtigt kraftig stel i rødt og hvidt. Hun sidder på sit hjørne­værelse, hvorfra der er udsigt til skoven, der grænser ned til Vejle Fjord. Til venstre står en seng med tre store bamser, til højre et skrivebord, hvor computeren og en masse, flest danske, dvd­ film står på rad og række. På opslagstavlen oven over hænger der tegninger, hun har malet og billeder af de to piger, hun pas­sede, inden hun forsøgte at begå selvmord i 2004.

Lå i koma

Dengang var hun 15 år gam­mel. Anne Haastrup Gejl lider af en kronisk depression, som hun dengang ikke fik den rigtige medicin for. Det var ikke hendes første selvmordsforsøg, men det var første gang, det gik så galt. Den unge pige tog et halvt års dosis af insulin på én gang. Ef­ter at have ligget i koma i et par dage  vågnede hun op med en hjerne­skade. Det blev dog først konsta­teret efter noget tid.

– Min mor kunne hurtigt mærke, der var noget galt. Jeg kunne for eksempel ikke længe­re huske navne. Hun turde ikke sende mig ud alene, ikke engang ned til Netto, der ligger lige nede af vejen, for jeg kunne ikke læn­gere finde vej.

Anne Haastrup Gejl ser op. Det lange hår er lidt vådt og samlet med en elastik i nakken. Hun smiler ironisk og siger med eftertryk:

– Jeg kunne ikke engang hu­ske min egen hests navn! Så er der altså noget galt!

I dag bor hun på det gamle kursted Vejlefjords Fjordbo­ projekt, der tilbyder ni måne­ders rehabilitering til unge med en erhvervet hjerneskade. Det er her, hun har mødt Marco. Og her har hun været siden februar, og det er hun rigtig glad for, selvom hun altid har boet hos sine forældre. Nu har Anne Haa­strup Gejl et værelse på første sal i den gamle store villa, der huser de seks unge i Fjordbo­projektet. Syv socialpædagoger, en psykolog og to fysioterapeu­ter udgør personalegruppen på Fjordbo. Derudover er der tilknyttet en talekonsulent, en  ergoterapeut, en neurolog, en kostkonsulent og en ride­fysio­terapeut.

Styr på dagen

Den 18­årige pige er glad for at være der, selvom det er langt fra Herlev, hvor hun kommer fra.

– I begyndelsen var det svært for mig at undvære mine for­ældre og at være sammen med andre hele tiden. Jeg skal finde mine egne grænser og lære, hvad jeg skal sige til andre. Nog­le gange kommer jeg til at sige for meget. Og jeg kan ikke rigtig læse folk – om det, de siger, er for sjov eller ej, siger hun.

Anne Haastrup Gejl fik aldrig gjort 7. og 8. klasse færdig. I ste­det kom hun på en specialskole og tog 9. klasses afgangsprøve i matematik, men ikke i andre fag. Hendes hukommelse var skadet.

– Jeg kan ikke planlægge en dag. Jeg skal have alt på skrift. Det er blevet bedre, mens jeg har været her, men det er sta­dig ikke godt. Jeg glemmer hele tiden. Heldigvis får jeg snart en mobiltelefon, som jeg kan bruge til at holde styr på mine aftaler.

Det var Anne Haastrup Gejls psykolog, der fore slog hende at få et ophold på Vejlefjords Fjord­ bo­projekt. Og efter hun havde  set stedet og været til forunder­søgelse, var hun ikke i tvivl om, at hun gerne ville det.

– Jeg kunne godt lide perso­nalet. De var så stille og rolige, fortæller hun.

Vennerne forsvandt

Anne Haastrup Gejl har sat sig en lang række mål, hun gerne vil nå i løbet af opholdet på Fjord­ bo. De er ført ind i målsætnings­ skemaer, som hun har udfyldt sammen med socialpædagoger­ ne og psykologen. Heri har de skrevet, hvad både personalet og Anne kan gøre, for at hun kan nå målene.

Fysisk vil hun gerne tabe sig. Hun har allerede smidt fem kilo, men vil gerne af med flere.

Derfor har hun kontakt med en kostkonsulent, ligesom Fjordbos fysioterapeuter hjælper hende med træningen.

Hun har dårligt knæ efter en skiulykke i 2003, og hun har også netop fået konstateret epi­ lepsi som følge af selvmordsfor­ søget. Både epilepsien og knæet skal der tages hensyn til, når hun træner. Hun havde også et mål om selv at kunne komme op på den hest, hun rider på. Det er også lykkedes hende.

Socialt har hun også sat sig nogle mål. Hun vil for eksem­ pel gerne blive bedre til at være sammen med andre mennesker og få venner. De fleste af ven­ nerne forsvandt, da hun blev hjerneskadet. – Jeg har kun to veninder til­ bage. Jeg har mistet alle dem fra rideskolen og dem fra klassen. Jeg kom der jo ikke mere, men hvis de havde ringet, ville jeg være blevet glad, fortæller hun.

En af Anne Hastrup Gejls veninder afbrød forbindelsen til hende på en sms.

– Hun sendte mig en besked, hvori der stod, at hun ikke gad være sammen med mig, når jeg havde fået en hjerneskade. Det var hårdt!

Og Anne Haastrup Gejl me­ ner selv, at venindens opførsel var medvirkende til, at Anne blev skeptisk over for andre mennesker.

– Jeg vil gerne lære at stole mere på folk, siger hun.

Efter hjerneskaden har hun mistet en del af evnen til at afko­ de andre menneskers signaler. Derfor får hun kommunikati­ onstræning hver uge, hvor hun lærer noget om kropssprog og om at se andre mennesker i øj­ nene. Det er hun blevet meget bedre til.

Bamser til trøst

Bamserne har de også arbejdet med. Da Anne Hastrup Gejl kom til Fjordbo, gik hun altid med en stor bamse i favnen. Men hun talte med pædagogerne om, at det måske ikke var så god en idé, hvis hun gerne ville have jævn­ aldrende venner. Derfor formu­ lerede de sammen et mål om, at Anne skulle forsøge at lade bam­ sen blive inde på sit værelse. Og det er gået rigtig godt.

– Se, der er kun tre bamser tilbage, siger hun stolt og fortæl­ ler, at både sengen og hylden i begyndelsen var fyldt med bamser.

Når Anne går ud af sit væ­ relse nu, har hun kun en lille nøglerings­bamse med.

– Men den har jeg også brug for, hvis jeg bliver ked af det, si­ ger hun, mens hun kigger ned.

Hun vil samtidig gerne blive bedre til praktiske, dagligdags ting. Det har hele tiden været et mål for hende at lære at lave varm mad, for hun håber senere at kunne flytte for sig selv. Som mange andre med hjerneskade har hun vanskeligt ved at forstå  mere end en ting af gangen, og så kan det være svært at huske, hvorfor æggeuret ringer og der­ med få gryden af komfuret.

– Men det er faktisk lykkes mig at koge pasta uden at bræn­ de det på, fortæller hun stolt.

Anna Haastrup Gejl skal være endnu godt tre måneder på Fjordbo. Men allerede nu føler hun, at hun er blevet mere moden.

– Jeg er blevet meget ældre i hjernen, mens jeg har været her. Jeg har lært at tackle ting ander­ ledes, og jeg har lært at se folk i øjnene, siger hun og ser op med et direkte blik.