Sikrede institutioner
Fængselsbetjente til unge kriminelle
Justitsministeren har planer om at skifte socialpædagoger ud med fængselsbetjente på de sikrede institutioner. – Det har jeg overhovedet ingen planer om, siger Socialministeren. Danske Regioner, Socialpædagogerne og forstandernes talsmand er også imod
Af Lone Marie Pedersen, redaktionen@sl.dk
Justitsminister Lene Esper sen (K) vil lade en ny kommission se på, om der er mulighed for at lade fængselsbetjente overvåge kriminelle unge under 18 år, der er anbragt på sikrede institutioner.
Fængselsbetjente på sikrede institutioner er en rigtig dårlig ide, mener regionernes formand Bent Hansen (S), der advarer mod at genindføre ungdomsfængsel. Regionerne driver seks af de syv sikrede døgninstitutioner. Den sidste har Københavns Kommune ansvar for:
– Fængselsbetjente på de sikrede døgninstitutioner vil kollidere med den nuværende praksis, hvor de unge kriminelle mellem 12 og 18 år bliver behandlet af socialpædagoger. Hvis man sætter fængselsbetjente ind, er det et signal om, at de unge betragtes som en del af det kriminelle miljø. Det synes jeg er farligt, siger Bent Hansen.
Lene Espersen har nedsat en kommission, som skal kulegrave forholdene for unge kriminelle under 18 år. Selv om der bliver færre og færre unge kriminelle, så er der fortsat en gruppe, som begår grov kriminalitet. Og det er den gruppe, som ministeren beder kommissionen overveje, om man skal lade fængselsbetjente overvåge i stedet for at give dem socialpædagogisk behandling.
– Regeringen ønsker at sætte ind over for denne gruppe af hårde, kriminelle unge, for vi hverken kan eller vil acceptere, at unge ødelægger andres liv eller deres eget ved at begive sig ud på en kriminel løbebane.
Hjælp frem for straf
Socialminister Karen Jespersen (V), der har det politiske ansvar for de sikrede døgninstitutioner, er uenig med sin ministerkollega om, at fængselsbetjente skal afløse socialpædagoger.
– Det har jeg overhovedet ingen planer om. Det har aldrig været meningen, at vi skal have ungdomsfængsler på de sikrede døgninstitutioner. Socialpædagoger er uddannet til at tage sig af de unge, og det stiller nogle særlige krav til socialpædagoger at få de unge til at sidde stille på stolen. Vægten skal lægges på, at de er store børn og unge mennesker, der har brug for social pædagogisk hjælp frem for straf.
Men der bør ske forbedringer på de sikrede afdelinger, erkender socialministeren.
– Jeg er optaget af, at vi får en bedre kvalitet på området, og jeg håber, vi kan få det i forbindelse med de 10 nye pladser, der skal oprettes på de sikrede af delinger. Der skal være en bedre udredning, når de unge bliver anbragt. Har de for eksempel brug for psykiatrisk behandling. Der skal også være sikkerhed for, at de får undervisning, både mens de er på den sikrede afdeling og under deres øvrige anbringelse. De har om nogen brug for undervisning, siger Karen Jespersen
Vil selv ansætte personale
Forstander på den sikrede institution Koglen og talsmand for forstandergruppen på de sikrede institutioner, Eva Hallgren, er imod justitsministerens planer om at ansætte fængselsbetjente:
– Jeg kan slet ikke forstå, at justitsministeren kommer med den udtalelse. Det er en god ide, at nedsætte en kommission, som skal kulegrave området, men jeg synes, kommissionen skal have lov til at arbejde i fred, før ministeren kommer med udtalelser.
– Vi har mange pædagoger her, og de har i den grad været med til at hæve kvaliteten af det arbejde, vi laver med de unge. Fængselsbetjente er ikke uddannet til at have med børn og unge at gøre og har ikke den socialpædagogiske tilgang til dem.
– Tre måneders ophold på en sikret institution betyder jo ikke, at de unge holder op med at være kriminelle. Som leder vil jeg forbeholde mig ret til at ansætte det personale, som er bedst egnet. Jeg ansætter ikke fængselsbetjente, men kompetente veludannede socialpædagoger, som kan håndtere den gruppe, der er hos os.
Ikke ungdomsfængsler
Heller ikke Socialpædagogerne forstår, hvorfor justitsministeren har planer om at omdanne de sikrede institutioner til noget, der leder tanken hen på de for længst nedlagte ungdomsfængsler.
Næstformand Benny Andersen siger:
– Man kan ikke straffe sig ud af det her problem. Vi bør udarbejde et system, som er med til at opsamle og genopdrage de unge. Det tager tid at genoprette unge, der gennem hele livet har oplevet massive svigt.
Læs mere på www.sl.dk/bonus