Debat

Det hjælper ikke

Af Ole Westh (Modtaget d. 25.10.2007)

, redaktionen@sl.dk

Verne Pedersen, formand for -socialpædagogerne i Århus, -efterlyser JP århus 20/10 flere penge for at kunne løse problemerne med voldelige unge. Hun mener vi skal gøre det samme som vi gør i dag, – bare mere af det. Flere pædagoger, – hæv skatten, – mere velfærd kalder nogle endda denne model.

Problemet er bare at det ikke hjælper. De voldelige unge ændres ikke med mere af det samme. Der er heller ikke nogle lette løsninger, men der er nogle der er gode og nogle der er dårlige.

Mange pædagoger gør en tor indsats i deres job, og mange har intentionerne om at gøre det. Gode hensigter og god indsats gør det imidlertid ikke alene, hvis man er spændt for den forkerte vogn.

Arbejdet med at forhindre at børn udvikler sig i den voldelige retning begynder i hjemmet, i vuggestuen, i børnehaven og i skolen.

Børn skal mødes med anerkendelse, have omsorg og frihed, og samtidig klare grænser og tydelige sanktioner hvis disse overskrides.

I nogle år måtte der ikke sættes grænser. Den tid er vist heldigvis ovre, men skadevirkningen har vi i dag.

Problembørn skal spredes. En familie, en børnehavegruppe, en skoleklasse kan ikke rumme mere end een af slagsen, så her har Verne Pedersen ret. Her skal der nok flere penge til. Og magter de ikke opgaven skal barnet være et andet sted. Men i hvilke omgivelser skal de være? Det er nok her uenigheden er stor. Verne Pedersen vil SAMLE dem på institutioner, på sikrede institutioner mv.

Det fungerer bare ikke. Ifølge radioavisen 23/11-06 ryger fire af fem af disse tilbage i ny krimi-nalitet. De lærer det dårlige af hinanden.

Jeg tror ikke på den model. De skal i stedet være i blandt velfungerende. I familiepleje, på små arbejdspladser og helst ikke med andre der har svært ved at leve et roligt liv.

Der kunne også købes  et tvunget ophold på et skib i handelsflåden.

Her ville de være omgivet af gode rollemodeller der kender vigtigheden af hinandens daglige indsats. Vi taler om vigtigheden af tilknytning til arbejdsmarkedet. Den er ikke mindst vigtig i forhold til disse unge.

Vi ser indimellem i pressen den gode historie om den unge, der er anbragt i et tæt arbejdsfællesskab, langt fra de dårlige kammerater, blomstre op og få en bedre tilværelse.

Og det kræver IKKE flere enge og flere pædagoger, men det kan vel heller ikke være et mål i sig selv.