Forbund og a-kasse

Kredsgeneralforsamlinger - Østjylland

Vagthunden er her skam endnu

Forandring – det er ordet, der kan sammenfatte de første ti måneder af den nye Kreds Østjyllands levetid. Det slog kredsformand Verne Pedersen fast, da hun aflagde sin mundtlige beretning til generalforsamlingen den 23. oktober i Århus.

Af Jens Nielsen, redaktionen@sl.dk

Forandring – det er ordet, der kan sammenfatte de første ti måneder af den nye Kreds Østjyllands levetid. Det slog kredsformand Verne Pedersen fast, da hun aflagde sin mundtlige beretning til generalforsamlingen den 23. oktober i Århus.

Her var 96 medlemmer mødt op, de kunne høre både ris og ros til de nye kommuner.

På den negative side tæller de kaotiske tilstande, der har hersket, og som har krævet stor tålmodighed fra medarbejderne på de sociale tilbud, og så den stramme økonomitænkning, kommunerne forsøger at sænke ned over det socialpædagogiske område:

– Nogle kommuner havde nok opfattelsen af, at amterne havde ødslet med pengene, og når de selv fik det fulde ansvar, ville der blive penge til overs, sagde Verne Pedersen.

Hun konstaterede, at kommunerne på en lang række områder har svigtet de nye udsatte grupper, de har overtaget ansvaret for: Alkoholmisbrugerne, der ikke længere er tilbud til, og anbragte børn, som kommuner vil hjemtage af økonomiske grunde.

– Men vi er trætte af, at man sender regningen videre til de  svageste borgere i kommunen, erklærede Verne Pedersen.

På den anden side var der også en række positive indtryk, imødekommenhed og kommuner, der satser på socialpædagogiske tilbud. Og Verne Pedersen lovede, at man fra kredsen og forbundet fortsat vil holde kommunerne fast på deres løfte om at udvikle og ikke afvikle tilbuddene.

– Vi er fortsat vagthunde på det sociale område, sagde hun.

Verne Pedersen fremhævede derudover satsningen på TRområdet og MED-systemet som vejen til indflydelse lokalt og en vigtig brik i arbejdet med at udbrede kendskabet til socialpædagogernes arbejde. De pågående OK-forhandlinger kaldte hun ‘svære, men ikke umulige’, og i samme åndedrag var der hug til lokal løn: Nu må arbejdsgiverne vise, at de vil og kan bruge systemet – eller også må der findes et andet, lød det fra kredsformanden.

De fremmødte nikkede ja til bestyrelsens oplæg til det fremtidige arbejde og dermed også den målsætning, at kredsen skal skaffe 200 nye medlemmer i løbet af de kommende måneder.

Der blev ikke foretaget nyvalg.

Læs mere på kredsens hjemmeside på www.sl.dk