Prismodtager
Uromageren i Svendborg
Vil en udviklingshæmmet have en rejemad klokken to om natten, så skal vedkommende da have en rejemad. Pædagogerne kan godt pakke deres egne holdninger og værdier sammen, for det er brugerens behov, der skal tilgodeses. Sådan lyder det bramfrit fra årets modtager af BankMikkelsen prisen. Socialpædagogen talte med hende lige inden overrækkelsen
Af Karianne B. Blem, redaktionen@sl.dk
Udtalelse: “Rose Marie Olsen er kritisk og provokerende. Hun skaber uro omkring sig og kender ikke sine kompetencer.” Nogenlunde sådan beskrev en forstander den unge Rose, som arbejdede på en institution for udviklingshæmmede i slutningen af 60erne.
– Og det var fuldstændig rigtigt. Sådan vil jeg også sige, hvis en nyuddannet kom stormende ind i beboernes hjem og sagde, sådan kan du da ikke bo, siger Rose Marie Olsen, der er forstander for institutionen Vestereng i Svendborg, hvor der bor 29 ældre udviklingshæmmede beboere.
I dage er hun 38 år ældre, kender sine kompetencer og er knapt så provokerende.
– Jeg bliver ofte udfordret af min datter, som er pædagog. Hun siger nogle gange, at jeg er gammeldags. Og jeg kan også godt se, at tingene kan gøres på en anden måde. At vi lever i en ny tid.
Rose Marie Olsen
– Men jeg skaber stadig uro omkring mig og er kritisk. Bare på en anden måde. En “pænere måde”, siger hun med et snu smil i stemmen.
– Jeg sætter hele tiden spørgsmålstegn. Så der er uro omkring mig, fordi jeg spørger om, hvorfor vi gør, som vi gør. For hvis god praksis skal udvikles, er det nødvendigt at stille spørgsmål.
Og det gør hun så. Som hun har gjort det i årevis.
Hun har nemlig en mission. En mission i forhold til de udviklingshæmmede:
– Man skal kunne beholde sin egenart hele livet, så man ikke tvinges til normalisering.
Hvad har jeg gjort?
Om lidt går vi baglæns i Rose Marie Olsens liv inden for det, der engang hed Åndssvageforsorgen. Men først lige et kig på nutiden. En fredag på Fyn i begyndelsen af november.
Det er formiddag. Rose Marie Olsen er ved at gøre klar til fest. For om få timer bliver hun centrum for et højtideligt arrangement på Vestereng. Politikere og fagfolk vil troppe op, der vil være taler og fine duge på bordene. Rose Marie Olsen får nemlig overrakt Bank-Mikkelsen prisen 2007. Og det er ikke noget, hun skal hjem og fejre i familiens skød ved at trække en flaske rødvin op.
– Nej, for helvede da, udbryder hun.
– Der kommer 150 mennesker, så vi holder en ordentlig fest på Vestereng!
Egentlig syntes hun, at det var noget underligt noget med den pris. Hun blev i hvert fald overrasket, da telefonen ringede, og der i den anden ende af røret var et bestyrelsesmedlem fra Bank-Mikkelsens fonden, der spurgte, om hun ville modtage årets pris.
Det ville hun da gerne, “men hvad drejer det sig om?” spurgte hun vanligt kritisk.
– Jeg tænkte, hvad har jeg egentlig gjort? Der er mange i dag, der handler ud fra Bank-Mikkelsens tanker. Og det er jo dem i praksis, dem der hver morgen tager beboerne op, der virkelig udlever det, siger hun.
Men Rose Marie Olsen er heller ikke mere beskeden, end at hun mener, prisen er velfortjent. Og ikke mindst synes hun, at det er godt, at der bliver sat fokus på ældre udviklingshæmmede, for “det er jo normalt ikke dem, som de nyuddannede vil ud og arbejde med”.
Dylan og korssting
Hun er fra Vestjylland. Samfundets ulighed er med hendes egne ord en del af hendes opvækst. Og hun har klaret sig selv, siden hun var 13 år. Hun kom på fabrik, hvor hun sad og syede. Indtil hun en dag hørte, at der var løn under uddannelse i Åndssvageforsorgen. Og så blev det dét. Det var sidst i 60erne. Rose Marie Olsen var tyve år, lyttede til Bob Dylan og gik i frit flagrende, flowerpower tøj, da hun begyndte at arbejde på en institution i Viborg. Dog ikke som et kald – men set i bakspejlet nok mere en nem vej til en uddannelse. Men det første møde med Åndssvageforsorgen gjorde indtryk.
– Fra dag ét lagde jeg mærke til, at disse mennesker havde det dårligere end mig. Børnene bandt vi til sengene, og de voksne stillede vi op på rad og række i kælderen, når de skulle vaskes, for oldfruen var en frygtelig skrap dame. Hun mente, at det vigtigste var, at beboernes tøj var i orden, husker hun.
– Når de havde spist, skulle jeg gå en tur med de her store mænd på en lang række. Imens sad de uddannede og syede korssting til nogle rædsler, der skulle hænge på væggen, siger hun arrigt.
Og en dag gik Rose Marie Olsen over på overlægens kontor og kritiserede forholdene, som de udviklingshæmmede levede under.
– Jeg bankede i bordet, men naturligvis blev jeg bare smidt ud. Så den dag jeg stoppede, gik jeg ned og klippede alle knapperne af skjorterne, for jeg vidste, at den skrappe oldfrue ville komme næste morgen og opdage det, og så ville hun blive rasende.
Efter endt uddannelse kom Rose Marie Olsen til Brangstrupskolen i Ringe – landets første kost skole for unge udviklingshæmmede af begge køn. Pædagoger og lærere skulle sammen bygge skolen op.
– Vores mission var at selvstændiggøre de unge, give dem en ungdomskultur, frigøre dem fra familiens overbeskyttelse til at tage ansvar og drage konsekvensen af deres egne handlinger og indgå i samfundet på lige fod med befolkningen i øvrigt.
Og på Brangstrupskolen var der en anden holdning til Rose Marie Olsens kritiske tilgang.
– Her blev udtalelsen, om at jeg skabte uro, gjort til skamme, for undervisningssektoren var mere fremme i skoene end Åndssvageforsorgen. Skolelærerne kunne jo beskrive en frikadelle, så man troede, det var en engelsk bøf. Og når lærere sagde de dyrkede idræt, var jeg jo bare vant til at kalde det, at vi gik en tur, forklarer Rose Marie Olsen.
I dag tyer hun ikke til metoder som afklippede skjorteknapper, når hun gør opmærksom på sin holdning. Og hippietøjet er, som hun siger, blevet noget mere borgerligt at se på.
Værtshusstemning
Men hvad er det hun gør, som er særligt? Det handler, ifølge hende selv, blandt andet om at have borgernes behov, ønsker og drømme i fokus. Og om matchende sofapuder og lysestager. Eller rettere: Om eventuelt at fjerne dem. – Vi har et fællesområde, hvor puderne i sofaen og lysestagerne på bordet passer sammen. Det er så pænt – det er jo kvinder der arbejder her, tilføjer hun med en spagt grin.
– Men så på et tidspunkt fik vi en del beboere fra det, jeg kalder slyngelstuer. Og så nytter det ikke noget med fine sofapuder og sådan noget. Så de er blevet fjernet, og der er indkøbt dart og værtshusplakater og indført ølsmagning, siger Rose Marie Olsen.
– Det er ligesom på D’angleterre – vi skal hele tiden tilpasse os beboernes ønsker, fastslår hun og nævner som eksempel en kvindelig beboer, der vågner hver nat og vil have en rejemad og et glas rødvin.
– Forstå det, hvem der kan. Nogen vil nok mene, at man skal give hende noget mere medicin, men gu’ skal man ej. Hun skal have en rejemad, når vi nu har mulighed for det, for, som jeg ser det, er det banale det basale.
Og dén holdning stiller krav til medarbejderne, erkender hun.
– Man skal kunne arbejde efter noget, man ikke selv har bestemt eller er enig i. I en større sammenhæng betyder det, at det ikke er ens egne behov men borgerens, det drejer sig om. For den der ved mest, er ikke nødvendigvis den, der ved bedst. Man synes jo altid, at det er ens egne normer, der er de bedste, men det kan ikke nytte noget, hvis man virkelig vil arbejde med selvbestemmelse og medbestemmelse for disse mennesker.
Det er også baggrunden for, at personalet ikke sidder med ved spisebordet, når beboerne på Vestereng skal spise, og at kokken i institutionens køkken aftaler aftensmaden med beboerne og ikke med pædagogerne.
– Det kan han lige så godt gøre direkte med dem, det må pædagogerne respektere. Det er ikke som i gamle dage, hvor vi sagde: “Vi får ikke så meget i løn – til gengæld ejer vi næsten en åndssvag”.
Seksualitet på familiemøde
I 1993 overtog hun forstanderstolen på den tidligere Elleruphus og byggede institutionen Vestereng op. En institution med 35 ansatte. Og kravet om dokumentation har ændret hverdagen for forstanderen. For selvom Rose Marie Olsen er praktikeren, der insisterer på dagligt at være ud blandt beboerne, betyder for eksempel kravet om dokumentation også flere administrative timer.
– Der er snart flere folk på kontoret, end der er blandt beboerne, ironiserer hun.
– Hvis vi skal skrive alt, hvad der sker ude i de private hjem, ned, så ville det ikke se kønt ud, konstaterer hun.
– Tænk hvis alle ved alt om en, hvordan kan vi så bevare vores egenart? For eksempel har vi på vores handlemøder fokus på borgernes seksualitet. Det sku da også lige passe, hvis vi skulle have vores seksualitet op på et familiemøde derhjemme.
Også kommunalreformen har sat sine spor på Vestereng. I dag har Rose Marie Olsen nemlig også fået institutionen Svendborghusene under sig.
– I sammenlægningens navn, som hun siger. Institutionen skal med tiden bygges om til et tilbud til unge udviklingshæmmede.
– Og det betyder også, at jeg ikke længere kan være med derude hver dag, siger hun.
En værre ballade
Selvom forholdene for udviklingshæmmede har ændret sig meget, siden Rose Marie Olsens start i feltet, er der stadig kampe at kæmpe, mener hun. Og sådan var det også, da Svendborg Kommune var i gang med at finde ud af, hvilke institutioner, de ønskede at overtage i forbindelse med kommunalreformen.
– Svendborg ville hverken eje eller have os. Men jeg ville høre til under kommunen, for vi er for små til regionen. Jeg mener også, at kommunen har gavn af, at vi kommer og kan videregive en masse viden. Så da lavede jeg også en værre ballade og skrev til borgmesteren. Og til det første møde i sammenlægningsudvalget havde jeg, sjovt nok, også lige fået lavet en fancy brochure om Vestereng, så de kunne se, hvad vi kan, fortæller hun og understreger også risikoen, når kommunen overtager en institution:
– Jeg bliver jævnligt ringet op af pårørende rundt omkring i landet, der vil høre, om der er plads hos os. På den ene side kan det være godt at få et botilbud nær familien, men for nogle er det bedre at komme langt væk. Så kommunerne kan være med til at stavnsbinde udviklingshæmmede, hvis de absolut skal være i deres egen kommune. For det er ikke nødvendigvis der, det bedste tilbud ligger. Så jeg vil bide mig fast i kommunens haser, så det ikke sker, fastslår hun.
En ny tid
Rose Marie Olsen er godt klar over, at til trods for hun står i spidsen, for det hun kalder en moderne institution, så er der også andre måder at gøre tingene på.
– Jeg bliver ofte udfordret af min datter, som er pædagog. Hun siger nogle gange, at jeg er gammeldags. Og jeg kan også godt se, at tingene kan gøres på en anden måde. At vi lever i en ny tid, siger Rose Marie Olsen.
– Jeg kan godt se, at hun er lige så kritisk som mig, og det kan godt bekymre mig, fortæller hun – men ikke uden stolthed i stemmen.
Bank-Mikkelsens Pris Prisen uddeles af N.E. Bank-Mikkelsens Mindefond til mennesker, der sætter deres liv og kræfter ind på at gøre det mere normalt og menneskeligt værdigt at være forskellige. Bank-Mikkelsen var forsorgschef i Statens Åndssvageforsorg i 1959-1970 og arbejdede for at skabe en tilværelse så nær det normale som muligt for mennesker med handicap. Mindefonden blev grundlagt 1993. |