Psykisk arbejdmiljø

Savner støtte fra lederen og kollegaer

Når du er på vej ned, og hverken din leder eller dine kollegaer griber fat i dig, så er der stor sandsynlighed for, at turen ender med et psykisk sammenbrud, viser opgørelse fra Arbejdsmedicinsk Klinik

Af Lone Marie Pedersen , redaktionen@sl.dk

På  Arbejds- og Miljømedicinsk klinik i Odense har man længe undret sig over, at flere og flere socialpædagoger bliver henvist, fordi de er psykisk udbrændte. Klinikken har opgjort de væsentligste grunde til, at de socialpædagoger, der de seneste to år er henvist til klinikken, har fået psykiske forstyrrelser, fortæller psykolog Simon Bamberger.

Opgørelsen bygger på interviews med hver enkelt socialpædagog.
Øverst på listen ligger manglende social støtte fra lederne (både den nærmeste afdelingsleder og lederne højere oppe i systemet) og fra kollegaerne.

- Tre fjerdel af de interviewede svarer, at det var et problem, at de ikke kunne få den hjælp og vejledning, de havde brug for i forbindelse med for eksempel en social krise. Og havde de fået den sociale støtte, var de ikke kommet så langt ud, siger Simon Bamberger..

Over halvdelen svarer, at de har haft konflikter med ledelsen og/eller kollegaer.

- I forhold til ledelsen drejer det sig især om, hvordan arbejdet er organiseret, mens det med kollegaerne ofte er  personlige og faglige problemer.
Over halvdelen pointerer manglende mening med og i arbejdet.
- Hermed mener de, at arbejdet skal give mening for dem selv, og det skal tjene et godt formål. Det skal have høj faglig kvalitet, og de skal kunne stå inde for det arbejde, de udfører. Der skal være en sammenhæng mellem det, de laver og resultaterne: At det gavner modtagergruppen. Det er for eksempel karakteristisk for udbrændte socialpædagoger, at de har mistet meningen med arbejdet, siger Simon Bamberger.

En fjerdel rapporterer, at vold fra brugerne er et problem.
- Vold er en del af problemet, men generelt er det den grænseoverskridende adfærd - for eksempel spyt og verbale overfald - som påvirker. Ofte er det flere episoder over længere tid, der slider, fordi der ikke bliver taget hånd om det fra institutionens side, eller at man selv er opmærksom på det.

Noget kan der gøres

Skal man undgå, at så mange socialpædagoger brænder ud psykisk, skal både ledere og medarbejdere arbejde smarter, not harder. Det vil sige klogt og undgå overbelastning, fortæller Simon Bamberger.

- Man er nødt til at ændre på arbejdsrutiner på institutionen. Både institutionen/lederen og den enkelte skal opstille opnåelige realistiske mål for arbejdet, så medarbejderne føler, at de udretter noget. At der er en mening med det, de laver.

- Så er det ekstremt vigtigt at have hvileperioder. På mange institutioner har personalet ikke deres eget pauserum, men spiser eksempelvis sammen med brugerne. Så der er ikke mulighed for at få ro i hovedet og falde lidt ned igen. Pausen skal ikke være til låns, hvor man samtidig har et halvt øje på beboerne.

- Man skal lære at lytte til egne grænser og kroppens signaler. Det er vigtigt at sige stop, når man får det dårligt. Det bedste er at kunne sige nej. Problemet er, at hvis kun en siger nej, giver det personaleproblemer. Alle skal være enige om at sætte grænser.

- Uddannelse og supervision er godt, men i den virkelighed, socialpædagoger står i, er der sjældent fokus på det. Derfor bliver det ofte op til den enkelte at overleve i institutionen, siger Simon Bamberger.

- Mange siger, at de dyrker sport, yoga og afspændingsteknikker for at kunne klare sig på arbejde. Godt nok at bevæge sig, men man skal ikke gøre det for at kunne klare sit arbejde. Man skal ikke lave sit liv om for at overleve i arbejdet. Begynder man at skære det sociale liv og samværet med familien væk – alt det der normalt giver energi – fordi man oplever det som belastende, så er man inde i en ond cirkel.