Psykisk arbejdsmiljø

Hvem skal have bank i dag

Altid først på dansegulvet, aktiv i forældrebestyrelser, idrætsforeninger og kreativ på aftenskole. Og en engageret socialpædagog. I dag er hun 47 år, psykisk udbrændt og førtidspensionist

Af Lone Marie Pedersen (lmp@sl.dk) , redaktionen@sl.dk

Det er altid nemt at være bagklog. For selvfølgelig burde Helle Nielsen have sagt stop allerede første gang, hun fik bank. Det er jo det, fagfolk råder kvinder til, når de bliver slået af deres ægtefælle: Se at komme væk i en fart. Ellers risikerer du at blive invalideret på livstid.

Men hun tænkte ikke over det. Hendes kollegaer, der også blev slået, gjorde det heller ikke. Det var faktisk slet ikke noget, de brugte megen tid på at tale om.

- Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg var blevet syg. Og først et halvt år efter, at jeg var startet hos psykolog, talte vi om alle de bank, jeg havde fået. Selv havde jeg slet ikke tænkt på, at der skulle være en sammenhæng mellem overfaldene og min sygdom.
                                                     Helle Nielsen

- Vold var så integreret en del af hverdagen. Det skete flere gange om dagen. Og det var jo ikke mig som person, beboeren ville ramme. Alle blev slået. Den, der børstede hans tænder. Den, der badede ham. Den, der barberede ham. Den, der klippede hans negle, fortæller Helle Nielsen.

Hun arbejdede på en stor institution for voksne fysisk og psykisk udviklingshæmmede. Institutionen var delt op i afdelinger, og hendes afdeling bestod af fire grupper beboere. I to af grupperne boede beboere med de tungeste handicaps. Ofte med en udvikling, der svarer til et barn på 1-3 år, og det var i de to grupper, at både medarbejdere og medbeboere hyppigt blev udsat for voldelige overfald. Desuden var der også en del råb og høje skrig fra nogle af beboerne.

Medarbejderne delte vagterne imellem sig

- Når man mødte ind, kigge man på vagtplanen for at se, i hvilken gruppe, man skulle arbejde i. Og når det var i en af de urolige grupper, var konstateringen: ”Nå ok i dag er det mig, der skal have bank.” Og så gik man stille og roligt i gang med arbejdet.

Medarbejderne skulle sætte et kryds på et skema, når de blev overfaldet. Fik de bank to gange på samme vagt, satte de to krydser. Tre gange tre krydser. Og så videre. Og ved månedens udgang blev krydserne talt op ud for hver enkelt medarbejder og ført til protokols. Medarbejderen skrev under på, at det var rigtigt. Mere skete der ikke. Var tøjet blevet ødelagt ved overfaldet, blev det erstattet.

- Mange gange satte vi slet ikke noget kryds, siger Helle Nielsen

Efter tre år gjorde hun ved en medarbejdersamtale ledelsen opmærksom på, at hun var bange for, at hun var ved at være udbrændt. Hun havde registreret, at hun ikke længere privat kunne overskue, når der eksempelvis kom flere mennesker til middag (tidligere havde det aldrig været et problem), og hun kunne ikke klare krav fra familie og venner. Afdelingslederen førte det til protokols, og mere skete der ikke. Der blev ikke spurgt om noget, og Helle Nielsen gik tilbage til arbejdet og fortsatte som hidtil.

Hun havde stort set ingen sygedage. Var den udadvendte socialpædagog med et stort overskud. Hende, der grinede med beboerne og tog en svingom med dem. Den aktive på personalemøderne. Privat hende, der var først på dansegulvet. Var udadvendt, social og med stor appetit på oplevelser.

Hun forsøgte på et tidspunkt at tage de voldelige overfald op på et personalemøde. Foreslog, at der blev lavet handleplaner for, hvordan volden kunne begrænses, og for hvordan man hjalp hinanden indbyrdes.

 - Alle syntes vist, at det var en god ide, men ingen havde rigtig overskud til at tale om det, og de orkede ikke kampen med ledelsen, der ligesom lod skinne igennem, at kunne man ikke lide lugten i bageriet, så kunne man bare dampe af, siger Helle Nielsen.

 

Renlighed og regelmæssighed

De fleste beboere skulle hjælpes med alt, for eksempel med at rede hår, med barbering, suge for spyt, da de ingen synkefunktion havde, give sondemad og lungefysioterapi, tømme kateder, lægge et lavement, da de ikke selv kunne komme af med afføringen. Bortset fra et par enkelte, havde de ikke et talesprog. Et par kunne selv gå, resten sad i kørestol.

Selv om afdelingen var rig på tekniske hjælpemidler til at løfte beboerne, var der alligevel en del tunge løft. Beboerne vejede fra omkring 75 kg og opefter. De kunne ikke selv tage fra eller hjælpe til, så alt skulle løftes af andre.

For eksempel kunne en morgen for en beboer se sådan ud: Løfteaggregatet hjalp ham ud af sengen og op på badebåren. Herfra fik han bad, og når han skulle have tøj på, blev han skubbet frem på badebåren og overkroppen og hovedet blev løftet op af personalet, så han kunne få bluse på. Dernæst skulle underkroppen løftes, så han kunne få ble, underbukser og bukser på. 

Nogle beboere kom i bad flere gange om dagen, fordi de smurte afføring over hele kroppen, i øre, øjne og mund.

- De vidste jo ikke, hvad de gjorde.

 

Kilet fast i armhulen

Først efter to års ansættelse fik Helle Nielsen et kursus i løfte- og bæreteknik. Men det var ikke de praktiske og hygiejniske ting omkring beboerne, som havde gjort hende til førtidspensionist. Det var volden, tævene, skrigene. Det ved hun i dag.

I en af grupperne var der eksempelvis en beboer på omkring 100 kg. Han havde intet talesprog, ingen synkefunktioner, kunne ikke selv komme af med afføringen og sad i kørestol. Kunne kun bruge venstre arm. Det vil sige, han skulle hjælpes med alt, og der var derfor tæt kontakt mellem ham og medarbejderne. Han slog med sin venstre arm, derfor var der altid to til at bade ham, således at den ene kunne holde hans venstre arm. Hans kørestol skulle personalet altid huske at stille, sådan at han ikke kunne svinge sin venstre arm og gribe fat i eller slå ud efter forbipasserende. Han gjorde det ikke med vilje. Han vidste ikke, hvad han gjorde. 

Når han var badet, var der som regel kun en medarbejder til for eksempel at give ham sondemad, lægge kateder eller give ham nattøj på.

Det har ikke tidligere arbejdsmæssigt været et problem for Helle Nielsen, at hun kun er 155 centimeter høj. Men når hun arbejdede alene med denne beboer, hændte det, at han løftede hende op med sin venstre arm og trak hende hen over sine lår i kørestolen og kilede hende fast under venstre armhule, mens han slog hende i ryggen. Hun kunne ikke selv frigøre sig fra ham, men måtte råbe på hjælp fra sine kollegaer.

Amtets handicapteam opholdt sig på afdelingen en hel uge for at se på, om man kunne begrænse hans slag. Teamet forslog blandt andet, at han blev kørt hen foran et spejl, når han skulle have redt hår eller børstet tænder, så han kunne se, hvad der skete. Men intet hjalp. Han blev ved med at slå og i øvrigt bide hovedet at tandbørsten. Og medarbejderne måtte nogle gange kæmpe længe for at få tandbørstestumpen ud af munden på ham, da det ville være dybt problematisk, hvis den gled ned i halsen. Det var et vanskeligt job, fordi man også skulle passe på ikke at blive bidt i fingrene.

- Men han vidste jo ikke hvad han gjorde. Det var ikke for at genere nogen af os.

Handicapteamet trak sig tilbage, og medarbejderne var igen alene om at klare opgaven.

 

Det var dråben..

Helle Nielsen kan ikke huske første gang, hun blev slået. Hun husker sin start på afdelingen, fordi hun kom fra daginstitutionsområdet, og var dybt chokeret over både skrigene fra beboerne og over at se nogle af dem slå hovedet ind i væggen. Hun skulle også vænne sig til at skifte ble, bade, made og alle de andre ting, som hun kun var vant til at gøre med sine egne børn, da de var helt små. Men her var det voksne mennesker.

I to dage var hun føl hos en anden medarbejder og blev herefter kastet ud på egen hånd. Der var ingen introduktion til beboergruppen.

Helle havde været syv år i afdelingen, da de en dag fik en meddelelse om, at beboergruppen skulle ændres. De skulle have en gruppe tungere beboere end dem, de havde. Den nye gruppe blev beskrevet som ”immobile og udadreagerende.”

- Vores nuværende beboere var ikke beskrevet som udadreagerende, selv om vi ofte blev overfaldet og kastet rundt med. Hvordan ville den nye gruppe så ikke være? Når de er immobile skal vi have meget fysisk kontakt med dem fra top til tå

- Så slog det klik for mig. Pludselig kunne jeg ikke overskue mere. Jeg blev angst og var bange for at se andre mennesker.

Helle Nielsen blev sygemeldt af sin læge og hun regnede med at være klar igen efter 14 dage.

- Du tager dig lige sammen. Så kører det, tænkte jeg.

Lægen ville give hende antidepressivt medicin. Men Helle sagde nej. Hun ville til psykolog.

- Jeg havde set bekendte, som tog dem dagligt, og jeg kunne se, hvordan de en halv time efter gik som en slags zombier. Jeg kunne ikke se, at piller ville løse mine problemer. Jeg ville snakke med nogen, der kunne hjælpe mig med at gribe tingene an på en anden måde.

- Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg var blevet syg. Og først et halvt år efter, at jeg var startet hos psykolog, talte vi om alle de bank, jeg havde fået. Selv havde jeg slet ikke tænkt på, at der skulle være en sammenhæng mellem overfaldene og min sygdom.

Hun blev sygemeldt den 23. februar 2004 og har ikke været på arbejde siden. I dag – 47 år gammel – er hun førtidspensionist, fordi hun psykisk er brændt ud.

I September 2007 skriver speciallæge i psykiatri: ”Hun har svære kognitive forstyrrelser, for eksempel koncentrationsproblemer, uklar tænkning, ubeslutsomhed, nedsat dømmekraft, nedsat evne til planlægning, nedsat evne til at holde ”flere bolde i luften ad gangen” og navneordsafasi (afasi = mangel på taleevne, som følge af sygdom i hjernen, red.). Patienten fremtræder udbrændt. Behandlingsmulighederne er udtømte. Tilstanden er stationær. Og prognosen er dårlig. Patientens erhvervsevne er nedsat til langt under en tredjedel i forhold til alle erhverv. Der er brug for massive skånehensyn.”

Helle Nielsens liv er blevet en stille hverdag hjemme i huset med familien, og hun har stort set ingen social kontakt uden for hjemmet. Er for eksempel angstpræget og har svært ved at købe ind, da hun ikke kan koncentrere sig så længe, at hun både kan nå at se på indkøbssedlen, finde varen og lægge den ned i kurven.

- Indimellem er jeg deprimeret, fordi jeg jo godt ved, hvordan det er fat med mig, og at jeg ikke kan gøre noget ved det. Jeg er slidt op socialt. Det er som om jeg har haft et kvantum på 100 procent og har brugt de 99. Den resterende procent må jeg hele tiden planlægge, hvor jeg vil bruge, fordi der er kun det kvantum tilbage. Har jeg eksempelvis været til frisør, går der omkring tre dage, før jeg er normal igen.

Helle Nielsen har mærket stor opbakning både fra kollegaer, fra ægtefælle og hendes tre børn og fra venner, som virkelig gerne ville hjælpe hende, for eksempel ved at besøge hende.

- Men jeg har sagt nej af angst for, at jeg skal være social. Man de kan ikke hjælpe mig eller give mig livsglæden og livsmodet tilbage. Jeg savner det sociale, men jeg kan ikke rumme det.

 

 

Helle Nielsen er ikke hendes rigtige navn, da hun har ønsket af være anonym. Artiklen bygger på interview med hende og på oplysninger i hendes sygejournal, som Socialpædagogen har haft aktindsigt i.