Handicaphistorie

At være gjort til ingen

Titlen på bogen siger vel desværre det hele: “Uduelig og ubrugelig”. Det var det, man anså dem for at være, beboerne på Åndssvageasylet Karens Minde i det københavnske syd-vest-kvarter.

Af Jens Nielsen, redaktionen@sl.dk

Men det er disse mennesker og deres historie gennem godt 100 år, forfatteren Birgit Kirkebæk har sat sig for at fortælle. Eller rettere: Deres historie og historien om deres pårørende og det samfund, der anbragte dem der.

Ja, man kan roligt sige, at det handler om det samfund, i hvis billede disse mennesker levede deres liv som en slags ikke-liv.

“Dette er en bog om tavshed. Den tavshed, som opstår, når alt håb om udvikling er ude”, lyder den først sætning i bogens første kapitel.

Og i bogens efterskrift konstaterer Birgit Kirkebæk, at hendes kildemateriale om beboerne på Karens Minde er tyndt og uden nuancer. Og man kan føle den gysen, der må have gået gennem hende, da hun nåede frem til erkendelsen af, hvorfor det var sådan:

“Først nu forstår jeg, at der findes noget, der er mere grusomt end at ville lave mennesker om gennem disciplinering og afretning som man eksempelvis gjorde det på ø-anstalterne Livø og Sprogø. Det er mere grusomt helt at glemme og fortie menneskers eksistens – at gøre dem til ‘Ingen’. Ikke alene hændelser kan forties, man kan også som person blive tiet ihjel.”

En grundliggende opgave, Kirkebæk pålægger  sig selv, er derfor at give denne tavshed mæle. Og det gør hun ved at dykke ned i arkiver og journaler og ved at tale med tidligere medarbejdere, efterladte og pårørende.

Dem fandt hun blandt andet i december 2005 via efterlysninger i Socialpædagogen og i LEV’s medlemsblad, og her er det en broget samling af erindringer, der kommer frem. Det er beskrivelser af hverdagen på stedet, der for årtier tilbage lå ude på landet, og som i flere ansattes erindring var et nedslidt, men også trygt sted.

Det er noget af en kraftpræstation, som Birgit Kirkebæk afslutter med denne bog. Fem bøger er det blevet til om den danske åndssvageforsorgs historie fra 1880 til 1887. Et portræt af de mennesker, der skiftevis er blevet betragtet som stakler, farlige, defekte og ja, mennesker med anderledes forudsætninger.

“I nutiden har vi nedlagt begreberne ‘institution’ og ‘patient’, når vi taler om udviklingshæmmede. Spørgsmålet er, om vi også har nedlagt institutionslogikken, den mekaniske sygdomsopfattelse og de begrænsninger, som et mekanisk menneskesyn indebærer”, spørger Birgit Kirkebæk i bogen.

“I nutiden har vi nedlagt begre­ berne ‘institution’ og ‘patient’, når vi taler om ud­ viklingshæmmede.  Spørgsmålet er, om vi også har nedlagt institu­ tionslogikken, den mekaniske syg­ domsopfattelse og de begrænsninger, som et meka­ nisk menneskesyn indebærer.”

Birgit Kirkebæk