Pædagog nord for Polarcirklen
Grønlands børn og unge har brug for os
I Grønland mangler der desperat pædagoger. Patricia Hansen og Didda Petersen er to af dem, der er på vej – og de har begge deltaget aktivt i den seneste tids protester mod de forhold, mange af Grønlands børn lider under
Af Suna Christensen, redaktionen@sl.dk
vi skal være med til at løfte samfundet og ikke bare sidde og snakke eller tale om penge, siger Patricia Hansen og Didda Petersen, når de bliver spurgt om, hvorfor de er flyttet langt for at uddanne sig til pædagog.
Didda sætter hænderne sammen som en skål, mens hun taler om pædagogers rolle i Grønland.
– Der er så mange, der er dygtige i munden, men de får ikke gjort noget, siger Patricia.
De er begge dobbeltsprogede og læser på socialpædagogseminariet i Ilulissat, nord for polarcirklen. Patricia på 30 år er lige begyndt og er i gang med 1. semester, mens Didda på 34 er på 4. semester.
For nylig har de begge engageret sig i at ændre forholdene for børn og unge i Grønland og for de ansvarlige faggrupper.
Patricia skrev sammen med en gruppe studerende et læserbrev til den landsdækkende avis Sermitsiaq, som ledte til tv-interviews, og Didda var i front ved en landsdækkende demonstration i november for bedre vilkår for udsatte børn i Grøn-land.
De studerende på seminariet har lyst til at gøre en forskel, siger de. Mange har som Patricia og Didda tidligere arbejdet som medhjælpere på institutioner for børn og unge.
Mange unge ved ifølge Patricia ikke, hvad de skal gøre med alt det, de har oplevet, og de har brug for en at være tæt sammen med én, som kan tage sig lidt af dem – og som ikke forsvinder fra dem.
– De unge er vant til forældre, som forsvinder i flere dage, og som ikke kommer tilbage, som de har lovet. Sådan er det jo ikke, når vi arbejder som pædagoger.
Pædagogisk arbejde giver plads til ideer
Patricia fik lyst til at søge ind på seminariet efter i to år at have arbejdet med adfærdsvanskelige teenagere i en lille bygd med 150 indbyggere. Før dét arbejdede hun som radiomekaniker og på værtshuse. Og så er hun uddannet kontorassistent.
– Min interesse for at arbejde med børn og unge begyndte, da jeg så i fjernsynet, hvordan en miljømedarbejder byggede skateboardbaner med de unge i Nuuk. Dengang arbejdede jeg på kontor, og jeg kedede mig. I det pædagogiske arbejde er der en helt anderledes frihed til at kunne gøre det, man har i tankerne, og man bliver helt arbejdsnarkoman af det, siger hun.
Patricia søgte ind på seminariet for at komme videre og samtidig kunne yde en bedre indsats i forhold til unge i vanskeligheder. Hun siger, hun som ufaglært på det pædagogiske område kunne mærke, at hun kom til et punkt, hvor hendes kunnen ikke slog til.
– Jeg manglede træning i for eksempel samtaleteknik.
Samtidig havde hun en god oplevelse fra dengang, hun uddannede sig til kontorelev: Anerkendelsen ville hun gerne have igen.
– Jeg var dygtig. Det havde jeg ikke været i folkeskolen. Men lige pludselig på handelsskolen fik jeg diplom og alt muligt. Det gjorde noget for mig, og det håber jeg også på sker her, siger Patricia, der altså startede på seminariet i sommers.
Voksne hæmmer børnene
Didda fortæller, hun altid har gjort det, hun kunne for at hjælpe børn og unge og ikke interesseret sig for, om det kunne betale sig.
Før i tiden arbejde hun hver sommer som frivillig kok på et skib, der sejlede på tur med omkring 20 børn fra Nanortalik Kommune. Børnenes forældre havde ikke råd til at give dem en sommerferie.
Kommunen ville gerne give børnene en anden oplevelse end bare at være i bygden.
– Jeg har altid interesseret mig for børn og for, hvordan deres udvikling er, og også for hvordan voksne kan hæmme børn.
Didda har tidligere været i gang med en grunduddannelse til socialhjælper, været vikar i flere institutioner og arbejdet som tolk på en sygeplejestation. Vejen til pædagogseminariet er gået ad omveje.
– Jeg begyndte først på uddannelsen til socialrådgiver, men jeg kunne ikke klare det, fordi opgaverne var for tæt på mine egne oplevelser i familien. Så søgte jeg ind som pædagog.
Opvokset hos alkoholikerne
Alkoholmisbrug er et altoverskyggende problem i Grønland, og alle har været i berøring med misbrug. Men der er flere sider af sagen. Didda fortæller, at selvom hun voksede op hos alkoholikere, var der altid omsorg.
– Min mormor var altid hjemme. De drak og de skændtes, men de sloges ikke. Når de andre forældre drak sig fulde, sloges de og smadrede huset. Jeg voksede op hos mine bedsteforældre. De var gamle og de sloges ikke, siger hun med et smil.
– Jeg havde altid skolekammerater hjemme og sove, når de ikke kunne sove hos sig selv. Det var ikke noget min mormor bestemte. Det var mig, der tog dem med hjem, siger Didda.
– Vi havde også et badekar. Det var sjældent dengang. Så kunne de tage bad hos os.
De voksnes misbrug fører ofte til at børnene bliver overladt til sig selv. I familier med arbejdsløshed og manglende uddannelse, kan det være ekstra svært at give børnene den omsorg og opbakning, de har brug for. Diddas far var fanger, og hun husker, at han havde venner med hjemme, og at de diskuterede politik. Men han tog sig ikke i hverdagen af Didda, det gjorde hendes mormor.
– Min mormor sagde altid til mig at jeg skulle lære dansk, hvis jeg ville blive til noget, siger Didda
– Inden jeg skulle sove, skulle jeg læse op fra danske aviser, også selvom jeg ikke forstod, hvad der stod. Da jeg blev bedre, skulle jeg oversætte TV-Avisen for min mor og far.
På fremmed grund
I et land uden veje betyder beliggenheden lige nord for polarcirklen, at afstanden til andre byer er mærkbar. Man kan ikke lige rejse hjem og besøge familien, når man har lyst, for indenrigsfly er dyre. Så kan man sejle, men det tager tid.
Patricia bor tre dages sejlads fra sin familie og Didda fem. Måske kan vilkår som disse forklare det store frafald på 30 procent, der er på seminariet.
Patricia mener også, at det var en stor beslutning at skulle flytte nord for polarcirklen og dermed op til slædehunde og mørketid: I Ilulissat er solen væk halvanden måned om vinteren og byen har cirka 4.000 slædehunde.
For Diddas familie var det ikke uvant at skulle flytte et andet sted hen.
– Vi er vant til at flytte rundt, siger hun.
Da Patricia startede på seminariet stødte hun hurtigt ind i sprogbarrieren: Ud af hendes årgang på 23 oplevede hun det som om, at kun fem studerende kunne eller ville tale dansk ved studiestart.
Men uddannelsen til socialpædagog stiller store krav til de studerendes danskkundskaber.
Med en enkelt undtagelse er alle undervisere på seminariet danskere. Faglitteraturen er på dansk. Til eksamener skal det skriftlige afleveres på dansk, mens den mundtlige fremlæggelse kan være på grønlandsk med tolk.
Som led i Grønlands bestræbelse på selvstændighed har den grønlandske folkeskole grønlandsk som hovedsprog og dansk som andet fremmedsprog. Det betyder at mange grønlændere ikke kan dansk, og på seminariet giver det ifølge Didda og Patricia anledning til splittelse mellem de studerende. De oplever, at de, som taler godt dansk, skal tilpasse sig dem, som har svært ved at følge med på dansk.
Sammenhold
Didda ser sproget som den største udfordring på studiet.
– Hvis vi skal forstå teorierne, er det vigtigt, at vi taler og forstår dansk.
Det teoretiske i sig selv udgør også en udfordring for de studerende.
– Teori er ikke vores hverdag i Grønland, konstaterer Didda.
– Men vi kan ikke undvære teorien – det er derfra, vi kan få viden om, hvordan man skaber udvikling. Men jeg kunne næsten ikke forstå psykologi, da jeg begyndte her, siger hun.
Men både Didda og Patricia er fast besluttede på at ændre på de forhold, de møder.
Når Didda fortæller om de mange omsorgssvigtede børn, hun ser i Grønland i dag, kan man næsten mærke hendes undren. Og på et tidspunkt i interviewet ryster hun også på hovedet og siger, at det er ikke Grønland.
– Grønlandsk kultur er samvær, sammenhold, at hjælpe hinanden og ikke kun tænke på penge. Hvis jeg fanger en sæl, og du ikke har mad, så skal jeg give dig noget. Førhen stolede alle på hinanden. Det er det, jeg tænker på. Det skal komme igen, og vi skal som pædagoger bidrage til, at alle kan være en del af fællesskabet igen.