Synspunkt

Tænk ud over rammerne

Hvad med at ryste den pædagogiske/psykologiske forståelse en kende!

Af Line Knak Sidenius pædagog og kandidat i pædagogisk psykologi, ved Danmarks Pædagogiske Universitet , redaktionen@sl.dk

Vi er ikke kun i besiddelse af én personlighed, når vi bevæger os omkring i verden. Vi skabes igen og igen fra kontekst til kontekst. Hvad vi er, og hvad vi oplever som rigtigt og forkert, tager afsæt i konstruktioner, som ikke er endegyldige sandheder.

Den pædagogfaglige praksis i børnehaver, specialskoler, krisecentre m.m. og undervisningen på pædagogseminarier ser overvejende ud til at bygge på en forståelse af mennesket ud fra en udviklingspsykologisk forståelsesramme. Begreber som personlighed, indre tilegnelsesprocesser og kerneselv er nærmest blevet hverdagssprog.

Vi lever i en kultur, hvor vi er  flasket op med en udviklingspsykologisk tankegang, på en sådan måde, at mange børn og unge allerede taler om det ubevidste og faser, inden de overhovedet har nogen reel ide om betydningen af disse ord.

Vi har lært, at sandheden om en ting, et menneske, en problematik m.m. kan findes. Når bare vi har den nødvendige psykologiske/pædagogiske indsigt, kan vi med rette tillade os at mene, at vi kender nogle sandheder om eksempelvist et barns trivsel.

Vi kan også nikke med den største selvfølge, når pædagoger og psykologer fortæller os om fx en bestemt brugergrup-pens diagnoser, uden at vi stiller spørgsmålstegn ved netop brugen af diagnoser, diagnosticeringen i det hele taget eller andre stigmatiserende kategorier.

Vi stiller ofte ikke spørgsmålstegn, fordi vi oplever bestemte måder at tænke på som en sandfærdig selvfølgelighed. Mit ærinde er ikke at tale for en erstatning den udviklingspsykologiske trosretning, men at påpege at mennesker i verden  også kan forstås på anderledes måder.

Nye forståelser – nye praksiser

I forbindelse med min kandidatuddannelse har jeg beskæftiget mig indgående med psykologiske og pædagogiske perspektiver inden for det postmoderne paradigme. Heriblandt anerkendelsens betydning for barn/-voksenrelationen i den pædagogiske praksis og kønsproblematikker i forhold til mænds virke i kvindedominerede dele af det pædagogiske felt.

De forståelsesrammer som har bidraget med nye blikke, på ovenstående vinkler af den pædagogiske praksis, har været poststrukturalistisk inspirerede tilgange. Når praksis undersøges gennem sådanne optikker, ser de ud til at åbne for flere måder at se mennesker på og det er denne forståelse af mennesker i verden, som jeg gerne vil videreformidle.

Poststrukturalisme “fast forward”

Inden for en poststrukturalistisk forståelsesramme bliver vi til som mennesker, gennem de kontekster vi deltager i. Vi er ikke kun i besiddelse én personlighed når vi bevæger os omkring i verden. Vi skabes derimod igen og igen fra kontekst til kontekst.

Når vi dagligt på kryds og tværs deltager i faglige, private og offentlige sammenhænge, positioneres vi på mangfoldige måder, på baggrund af de sociale kategorier (køn, alder, etnicitet, handicap osv.) som gør sig gældende, for den enkelte, i en given kontekst.

Med disse sociale kategorier følger forskellige dominerende samfundsskabte normativer/ diskurser som farver de briller, hvorigennem vi oplever os selv og andre og disse diskurser er derfor med til gentagende at skabe os som mennesker.

Den “post”pædagogiske praksis

Som fagfolk i pædagogiske sammenhænge gør vi os hyppigt til eksperter omkring børn, unge og voksnes trivsel, læring, udvikling, leg osv.. Når vi handler på baggrund af vores pædagogiske/psykologiske viden og gør os til fortalere for vores standpunkter, så er det, ud fra mit perspektiv, vigtigt, at vi også gør os det klart, at vores faglige sandheder blot er kulturelle diskursive overleveringer, der er opnået/og opnås stor enighed om rigtigheden af.

De pædagogiske læreplaner for dagtilbud er et glimrende eksempel på faglige sandheder der er opnået stor enighed om rigtigheden af. I forbindelse med læreplanernes indtog opstod en slags videnskamp mellem en lang række pædagogiske fagfolk og politikere, der hver især argumenterede for, hvad der var bedst for børn og vores demokratiske samfund ud fra netop deres pædagogiske/psykologiske perspektiv eller politiske ideologiske ståsted. Læreplanernes seks temaer er indlejret i en hel bestemt udviklingspsykologisk forståelse, som dermed bliver til den diskursive ramme  som pædagoger skal agere i forhold til, når de praktisere deres pædagogiske visioner sammen med børnene.

Vi er ikke uskyldige

Der findes således diskursive normativer som angiver hvad der kan tænkes og gøres inden for bestemte kulturer og subkulturer og disse normativer tager form som sandheder og pejlemærker for hvordan vi som mennesker oplever os selv i verden.

Vi trækker altså på disse normativer, når vi prøver at forstå os selv og andre mennesker.

Når vi eksempelvis står over for et menneske, som er nedtrykt, lider af søvnbesvær, manglende appetit både efter mad og livet i sig selv, så er det nærliggende for os, at resonere os frem til, at vi måske har at gøre med et menneske som lider af en depression. Vi kategoriserer, så at sige, mennesket i forhold til måden, som vi tænker om indholdet af menneskets positionering på – i dette tilfælde depressionssymptomer.

Men når vi giver os i kast med  denne uundgåelige kategorisering, så er det, for mig at se, betydeligt at medtænke, at mennesket kunne forstås anderledes, ud fra et andet sæt af normativer. I forhold til overstående depressions eksempel, så findes der folkeslag hvor depressioner simpelthen ikke eksistere og hvor ovennævnte symptomer ville blive forstået på anderledes måder.

Så når vi som pædagoger bevæger os ud i praksis, så er det ikke en uskyldig handling baseret på almene lovmæssigheder.

Vores handlinger og de ord vi sætter på disse, er med til at skabe de mennesker, vi indgår i relationer med. Og når vi i den forbindelse sætter etikette på et barn som fx opmærksomhedssøgende, taler om et menneske som destruktiv, forstyrrende m.m. eller kategorisere et barn som mobber eller mobbeoffer, så er vi med til at reproducere dette menneske som netop det.

Pædagoger med skærpet refleksivitet

Med udgangspunkt i artiklens postmoderne fremførelse af  pointer i forhold til den pædagogiske praksis, foreslår jeg at ryste den pædagogiske/psykologiske forståelse en kende, så pædagoger og pædagogstuderende kan få lejlighed til at stifte bekendtskab med, at verden også kan forstås på andre måder end den modernistiske forståelse som stadig ser ud til at dominere den pædagogiske tænkemåde og praksis.

Mødet med det postmoderne, gennem poststrukturalistisk inspirerede optikker, kan være en chokerende oplevelse, da denne forståelse vender op og ned på det man troede var givet på forhånd og derfor efterlader én på lidt desorienteret.

Men det er netop denne desorienterethed og det ikke at kende sandheden om verden, som kan være med til at øge ens refleksivitet og ens kritiske blik i mødet med andre mennesker, viden osv.. Gennem de senere år har poststrukturalistiske forståelser opnået stor popularitet inden for den pædagogisk/psykologisk forskning.

Der er en bevægelse i gang, hvor pædagoger har skærpet interessen for det komplekse i den pædagogiske praksis, for derigennem at blive nogle mere velfunderede pædagoger, der kan tænke ud over rammerne og rumme det skæve.

Sådanne kompetencer er, for mig at se vigtigere end nogensinde før. Det er de, grundet det stigende krav til pædagogers didaktiske refleksivitet, vores evne til at kunne forholde os kritisk til egen faglighed og vores mod til at se bagom de fastlåste kategoriseringer og få øje på de kreative, anderledes og forbløffende forståelser af mennesker, der ligger gemt på hylden bag kasserne med selvfølgeligheder.

“Der er en bevægelse i gang, hvor pædagoger har skærpet interessen for det komplekse i den pædagogiske praksis, for derigennem at blive nogle mere velfunderede pædagoger, der kan tænke ud over rammerne og rumme det skæve.”