Debat
Kære Kirsten Nissen
Af Teit Würtz (Modtaget d. 3.12.2007)
, redaktionen@sl.dk
Det er vist på tide med en opsummering, da alle de ubesvarede spørgsmål hober sig op. Et lille udsnit kommer i genoptryk her:
Hvor er det, I gør en forskel for os lærere? Hvor er det I inspirerer os lærere, og diskuterer undervisning i jeres blad og i SL?
Hvem indenfor SL har indsigt i lærergerningen og undervisning? (Underforstået: Hvor er den lærer, som vi kan henvende os til?)
Hvor er jeres politik vedr. undervisningområdet nedfældet?
Hvorfor fastholder SL, at lærerne skal organiseres i SL, når I ikke beskæftiger jer med lærer-/undervisningsrelevant stof?
Der er indsamlet 270 underskrifter fra lærere i SL som ønskede at overgår til DLF, for et par år siden. Der er i øjeblikket en indsamling i gang, og indtil nu har 120 skrevet under. Gør det indtryk?
Og hvad er det for en politisk vilje, du omtaler, som blokeringen?
Vil I indgå i en dialog om vores tilhørsforhold ved for eksempel at undersøge medlemmernes holdning? Du svarer her, at der ikke er planer om det. Spørgsmålet lyder: Vil I gøre det?
Medlemmernes holdning er da vigtigere, synes du ikke?
Jeg har fundet omtalte læserbrevssvar fra Anders Bondo frem (fra sl-lærer, der ønskede at overgå til DLF):
“Tak for din henvendelse, der er en blandt flere med samme indhold. På baggrund af jeres henvendelser vil vi tage kontakt til SL. Vi har i fagbevægelsen efter min mening en forpligtigelse til at lægge afgørende vægt på medlemmernes ønske om organisationstilknytning.”
Anders Bondo Christensen, formand for DLF
Er du enig?
Jeg beder dig svare på de stillede spørgsmål.
Venlig hilsen og god jul
Kære Teit Würtz
Jeg synes, at jeg har bestræbt mig på at svare på alle de spørgsmål, du har stillet i den række læserbreve, du har -skrevet.
Mit svar til dit seneste læserbrev Socialpædagogen nummer 24 var et forsøg på at opsummere svarene på de spørgsmål, du tidligere har stillet, og som du nu gentager.
Jeg respekterer, at du er uenig i mine svar og ikke bryder dig om indholdet. Men svar har du fået.
Venlig hilsen
Kirsten Nissen
Forbundsformand