Historisk

Fortiden kom med posten

En dag lå der et brev i redaktionens postbunke. Et brev med nogle falmede sort-hvide fotografier. Med bøjede hjørner og en hilsen fra fortiden. Socialpædagogen opsøgte historien bag

Af Karianne B. Blem, redaktionen@sl.dk

Drengen er vel omkring de otte år. Han sidder med bukserne nede på det, der dengang udgjorde institutionens toiletter: En bænk med ni huller ned til ni baljer. Han skærmer for sit ansigt med hånden.

Billedets kant er flosset. En svag brunlig tone har med tiden lagt sig over papiret. Det har rundet sig, så det vipper på midten med alle fire hjørner pegende skråt opad. Enkelte steder er der små fine ridser, andre steder er billedet krakeleret.

Det lå i en kuvert – billedet. Sammen med fire andre. Og et brev. Afsenderen skrev til os, at vi på et tidspunkt for år tilbage havde efterlyst gamle billeder. Nu var disse dukket frem fra en flyttekasse. Mange år efter, de var blevet taget. I smug. Manden, hvis flyttekasse rummede historien fra en svunden tid, hedder Anders Harrekilde. Og ham ringede vi til.

– På en eller  anden måde var det jo krænkende at tage et billede af en, der er på toilettet, men jeg syntes, det var så forfærdeligt, at han sad der. Mens personalet bare syntes, det var hyggeligt, at børnene kunne sidde på toilettet sammen.

Anders Harrekilde

– Jeg flyttede for to år siden, og billederne dukkede op i en kasse, som jeg havde gemt gamle billeder i, forklarer han og fortæller, at billederne stammer fra omkring 1970. Og at han selv har taget dem. Det var i forbindelse med hans tid på HF. Han var 19 år og havde temauge om åndssvage.

– Vi var en gruppe af meget indignerede unge, der hørte Bank-Mikkelsen holde oplæg. Han var så fantastisk og karismatisk og fortalte om de vilkår, som  nogle af de udsatte levede under, fortæller Anders Harrekilde.

Og Bank-Mikkelsen inspirerede de unge til at  besøge et par af landets institutioner. Blandt andet Ebberødgård. Så Anders Harrekilde greb sit kamera og tog af sted.

Fuldstændig umenneskeligt

Apparatet gemte han under frakken, da han sammen med klassekammeraterne blev vist rundt ude på institutionen.

– Nogle af de åndssvage kom løbende, når vi gik ind på en afdeling, så de andre dækkede for mig, så jeg kunne tage billederne, forklarer han.

På et tidspunkt passerede Anders Harrekilde drengen på toilettet og trykkede på udløseren, uden nogen så det.

– På en eller anden måde var det jo krænkende at tage et billede af en, der er på toilettet, men jeg syntes, det var så forfærdeligt, at han sad der. Mens personalet bare syntes, det var hyggeligt, at børnene kunne sidde på toilettet sammen, siger han og fortæller, at han var grædefærdig under besøget på børneafdelingen.

– De lå der bare, konstaterer han tørt.

– Det var fuldstændig umenneskeligt derude. De blev behandlet som dyr. For eksempel fik vi at vide, at der ingen gardiner var for vinduerne, fordi at dem ville beboerne alligevel hive ned. Og på kvindeafdelingen så vi en kvinde ligge i spændetrøje, og personalet sagde, at det var hendes egen  skyld, hun kunne bare have opført sig ordentligt, siger han med en stemme, der afslører, at indignationen aldrig er helt forsvundet.

Anders Harrekilde og de medstuderende var også ude på åbne afdelinger blandt andet på Lillemosegård, og her var indtrykket positivt.  – Her boede nogle af de bedre åndssvage, som lavede keramik og andre aktiviteter. Men på de lukkede afdelinger for de rundt som vilde dyr, en dunkede hovedet ind i væggen, og de havde ikke meget sprog.

Demo i københavn

For Anders Harrekilde og kammeraterne gjorde oplevelserne på institutionerne et stort indtryk. Og efterfølgende besluttede de at deltage i en demonstration i København for Evnesvages Vel. Og der havde han også kameraet med.

Siden blev han uddannet lærer og har gennem årene arbejdet primært på heldagsskoler.

Nu er det omkring 37 år siden, at Anders Harrekilde og de andre unge gik på HF. Minderne fra dengang lå i en flyttekasse, nu deler han dem med Socialpædagogens læsere, der her kan få et indblik i historien.