Kommentar
Nyt år med store udfordringer
Vi er velfærdssamfundets kernetropper, og der er ingen tvivl om, at vi skal have løn som fortjent!
Af Kirsten Nissen Forbundsformand , redaktionen@sl.dk
Her på tærsklen til det nye år, er der nok mange af os, der ville give meget for at kunne se igennem krudtrøgen fra nytårsaften og se, hvad 2008 har med til os. For der er ingen tvivl om, at det er udfordringer af den store skuffe, vi står over for i det år, der venter.
Her tænker jeg ikke mindst på at få OK 08 i mål. Fornyelsen af overenskomsterne med vores offentlige arbejdsgivere er uden sidestykke forbundets hovedopgave frem til 1. april. Lige nu ser det spændende, men en anelse uigennemsigtigt ud. Jeg har efterlyst centralt aftalte lønforbedringer til alle grupper, og det har jeg – sammen med jer – en forventning om bliver indfriet. Vi er velfærdssamfundets kernetropper, og der er ingen tvivl om, at vi skal have løn som fortjent! Det er nu også min vurdering, at vi kan løfte meget ved de kommende forhandlingsborde. Jeg forventer, at forhandlingsrammen vil være større, end den har været i de seneste tyve år.
Men OK 08 handler jo om mere og andet end løn. Vi arbejder for eksempel også med overskrifter som attraktive arbejdspladser, styrket kompetenceudvikling, seniorpolitik, bedre vilkår for tillidsmænd og en trivselspakke, der skal være med til at forebygge sygefravær.
Vi har fortsat en stor udfordring i forhold til vores nye arbejdsgivere. Der er nu gået et år, siden kommunerne overtog det fulde ansvar på det særlige sociale område. Det er jo blevet hverdag, men det betyder ikke, at vi nu kan læne os tilbage.
Der er stadig en stor opgave i den løbende udvikling og implementering af de socialpædagogiske arbejdsområder. En del af øvelsen vil bestå i, at det nye område ikke bliver glemt mellem kommunernes klassiske kerneområder som for eksempel daginstitutioner, folkeskolen og ældreområdet. Og set fra min stol, er det rigtig vigtigt, at kommunerne og regionerne indgår i et samarbejde med socialpædagogerne for at udnytte den viden og erfaring, der er i de sociale tilbud – til glæde for dem, der har brug for særlig støtte for at kunne få et ordentligt liv.
Vigtigt er det i hvert fald, at kommunerne tager opgaven alvorligt og er sig ansvaret bevidst. Og der skal i hvert fald ikke være tvivl om, at Socialpædagogerne er mere end klar til at fortsætte og udvikle samarbejdet med vores kommunale parter.
Men kort sagt: 2008 bliver et vigtigt år. 2007 var et år, der stadig var præget af forandringerne. Nu skal der tages fat på at udvikle arbejdet.
Godt nytår.