Kommentar

Pligt og svigt

December har været en måned, hvor det ikke alle dage har været lige rart at åbne sin avis. Sager som Tønder-sagen og senest Persillevej-sagen har givet overskrifter og artikler, som kalder på intern ransagelse af pligt og svigt i disse – og lignende sager fra vores faglige dagligdag.

Af Kirsten Nissen, forbundsformand , redaktionen@sl.dk

To ting står klart for mig efter disse sager; to centrale punkter, som jeg er overbevist om kan gøre hele forskellen.

For det første er det nødvendigt at se på kommunernes tilsynspligt. Både Tønder-sagen og Persillevej-sagen viser jo med al ønskelig tydelighed, at det kommunale tilsyn ikke fungerer på det sociale område. Og det gælder uanset, hvilken type tilbud vi taler om. Det kommunale tilsyn skal finde sted hyppigt. Og det skal være udført tilstrækkeligt professionelt til, at man her får mulighed for at se igennem dagligdagen på institutionen. For eksempel havde Strandvænget jo haft tilsynsbesøg uden at de havde fundet, at noget var galt. Vi har ved flere lejligheder påpeget, at hverken hyppighed eller kvalitet er kriterier, der i særlig udpræget grad præger det kommunale tilsyn. Og det er ikke acceptabelt! Det kommunale tilsyn skal for eksempel i væsentlig højere grad end det er tilfældet udføres af personer med de rigtige og nødvendige kompetencer. Så der er med andre ord behov for et seriøst løft af det kommunale tilsyn. Og når man anbringer børn et privat sted, er der jo en særlig forpligtelse til tilsyn.

“Vi skal også huske, at vi i  Danmark har et unikt og  vel fungerende fagligt system, hvor vi på arbejdspladserne kan gå til vores tillids valgte kolleger og til vores fagforening med vores klager og faglige  bekymringer. Det system skal vi være stolte af – og bruge!” 

Det andet centrale punkt i de to sager er, at det er nødvendigt at se indad på vores pligt til at sige fra, når vi som professionelle fagpersoner oplever ting, vi ikke kan stå inde for. Jeg ved, at emner som  etik og moral i arbejdet har været på dagsordenen mange steder efter Strandvænget-sagen. Og den dagsorden skal vi holde fast i. For der er noget, der tyder på, at vi skal ruste os til en højere grad af civilcourage, så vi hurtigere og mere systematisk får hul på den her slags sager, inden de bliver til overskrifter og programmer med skjult kamera. Kun ved at holde fast i vores pligt til at sige fra, kan vi blive ved med at holde fokus på kvaliteten af det vi gør – nemlig at gøre en socialpædagogisk forskel for de brugere, vi har kontakt med.

Vi skal også huske, at vi i Danmark har et unikt og velfungerende fagligt system, hvor vi på arbejdspladserne kan gå til vores tillidsvalgte kolleger og til vores fagforening med vores klager og faglige bekymringer. Det system skal vi være stolte af – og bruge!

Der har under den løbende debat været forslag fremme om oprettelsen af lokale ombudsmænd på området. Det er jo ikke en ny tanke for os. Det har vi talt om igennem de seneste par år. Og tanken er god. Der mangler et sted, hvor pårørende, medarbejdere og beboere kan henvende sig, når de føler sig dårligt behandlet, vil klage – eller vil fortælle om forhold på deres arbejdsplads, der ikke er i orden, og som ledelsen ikke griber ind overfor.

Det er afgørende og vigtigt, at der foregår en løbende efter- og videreuddannelse af ledelsen og af socialpædagoger, sådan at de er i stand til at varetage deres arbejde med høj faglighed.

I forbindelse med Strandvænget-sagen udarbejdede vi en revitalisering af  ‘Det kan nytte’, og det uddannelsesforløb har den tidligere socialminister og undervisningsministeren haft liggende på deres skriveborde siden før sommerferien. For det kræver, at der kommer kroner og øre på bordet.

Vi ved jo godt, at der er masser af steder, som fungerer godt, og hvor både brugere og personale trives, og hvor den socialpædagogiske faglighed er god.

At bedre forholdene for de svageste grupper i samfundet kræver altså en bred vifte at tiltag, der skal kvalificere tilsynet og give kompetenceløft på en række områder. Det medvirker vi fortsat meget gerne til, for det tilsiger både vores menneskelighed og vores faglighed os. Og indsatsen kan ikke komme i gang hurtigt nok.

 

Citater: Det sagde de om...

Tønder-sagen

“Det er ikke muligt at komme med et tilsyn og komme ind og banke på døren og så se, hvordan hverdagen fungerer 100 procent. Det kan man ikke. Derfor er det meget vigtigt, at ansatte  lever op til den forpligtigelse, de har til at indberette.”

Morten Finnemann, formand for udvalget for Børn og Familier i Haderslev Kommune, TV-Avisen 12/12

“Jeg synes også, det er kritisabelt, at jeg  laver en underretning, og at der stadig ikke er sket noget. Børnene er der stadig.”

Lilly Nissen pædagog, tidligere ansat på opholdsstedet. TV-Avisen 12/12

“Mit udgangspunkt er, at jeg mener rent faktisk, at kommunerne gør et rigtig flot stykke arbejde, og de fører det tilsyn, de skal.”

Vivi Kier, socialordfører for konservative,  TV-Avisen 12/12

“Der ligger nogle helt klare tilsynsregler for de enkelte kommuner. Og jeg er  sikker på, at hvis der sidder en enkelt eller to  kommuner, som ikke lever op til det, så går de hjem og strammer op på det nu.” Vivi Kier, TV-Avisen

“Desværre må vi konstatere, at behandlingen af de to piger er blevet udliciteret af Tønder Kommune til en meget bizar, privat institution, hvor de efter alt at dømme slet ikke får den kærlige og kvalificerede omsorg, som de har brug for.

Tværtimod fortsætter man med at gøre pigerne ondt, ikke i fysisk forstand, men i psykisk.”

Mads Brügger og Nikolaj Thomassen, journalister og forfattere til bogen om tøndersagen “Grænselandet”, kronik i Politiken. 12/12.

“Hvis vi ikke engang magter at hjælpe  pigerne fra Tøndersagen, har vi fejlet som samfund, Så kan vi simpelthen ikke være os selv bekendt, og hvis man ikke holder de to pigers skæbne op som prisme for dette land, er det klart, at der er noget alvorligt galt i Danmark”

Mads Brügger og Nikolaj Thomassen, kronik i Politiken

“Forholdene er sekteriske. Man bliver mødt med venlighed den første uges tid, men så skifter stemningen, og det er hele familien med sønnen som formel chef og hans mor som herskende baggrundsfigur.”

Karsten Hede, pædagog, tidligere ansat på opholdsstedet

“Både børnene og de ansatte bliver styret som robotter. Familiemedlemmerne  skaber frygt og indoktrinerer i et omfang, så der oparbejdes et afhængighedsforhold til dem. Det gælder både for nogle af de  ansatte og ikke mindst for børnene.  Familien ned bryder børnene og fratager dem al selvtillid.” Pædagog Karsten Hede,  tidligere ansat på opholdsstedet, Politiken12/12

“Det virker som en meget dysfungerende kommunikation, altså hvor ydmygelser, nedværdigelser og hån indgår som elementer i den daglige kommunikation med børn. Og børn der har været udsat for omsorgssvigt har ikke brug for at blive set ned på og hånet på den måde. Tværtimod.” Kuno Sørensen, psykolog Red  Barnet, TV2-nyhederne12/12

Jeg mener absolut de bør flyttes. Fordi at leve i et psykisk miljø som til forveksling kunne ligne det de kommer fra, det er ikke professionelt, det er ikke forsvarligt over for børn, der skal have hjælp til deres udvikling.”

Kuno Sørensen, psykolog, Red Barnet, TV2-nyhederne 12/12

“I de senere år har kommunerne opsagt halvdelen af de aftaler, de havde med familieplejeforeningerne, der på vegne af kommuner gennem deres kuratorer har ført omkring otte årlige tilsynsbesøg hos anbragte børn og unge. Kommunerne har selv overtaget opgaven, men kun de færreste har opretholdt det høje serviceniveau i form af tilstrækkelige tilsynsbesøg.” Pressemeddelelse fra LOS, 13/12

Persillevej-sagen

”I ULF er vi dybt rystet over, at der nu for tredje gang i år er en stor sag om overgreb på nogle af de allersvageste mennesker i det danske samfund.  For selv om man intet sprog har, så kan man godt kommunikere. Det kræver dog, at personalet har tid til at kommunikere med beboerne.” Lisbeth Jensen, formand for Udviklingshæmmedes Landsforbund (UlF)

”Det her handler om værdier og menneskesyn. Det løser man ikke alene med kontrol eller en lille klat penge. Her skal virkelig politisk vilje til. Vi ønsker os helt konkret: massiv efteruddannelse af personale såvel som ledelse; vi ønsker os anstændige boliger til udviklingshæmmede – fysiske rammer betyder noget for de pædagogiske muligheder og ikke mindst den kultur, der er omkring bostedet. Institutionsbygninger giver institutions kultur; vi ønsker os en kvalitetsmodel, som udvikler og dokumenterer kvaliteten på de enkelte tilbud.” Sytter Kristensen, formand for Landsforeningen LEV 

”De sagde selv, at forhold, som dem, der blev afsløret på Strandvænget, var utænkelige på Tokanten. Ledelsen brugte udtrykket: Strandvænget er en by i Rusland.”

Niels Larsen, tidligere praktikant på Tokanten, til Berlingske Tidende om ledelsens  reaktioner på hans klager.