Afskedigelsessag
Erstatning efter fyring
Næse til regionen efter fyringer af ni social pædagoger, som amtet ifølge dommen i sin tid ikke gjorde nok for at omplacere
Af Jens Nielsen, jni@sl.dk
Da det daværende Vejle Amt opsagde driftsoverenskomsten med børneog ungdomspensionen Erritsøhus ved Fredericia, gjorde amtet ikke nok for at skaffe et andet arbejde til ni socialpædagoger, der i stedet blev fyret.
Det blev konklusionen i en sag i Afskedigelsesnævnet, som Socialpædagogerne har ført og nu vundet på vegne af de ni medlemmer.
Forbundet mente fra starten, at amtet – nu Region Syddanmark – skulle have gjort langt mere for at finde et nyt job til de ni pædagoger, der blev ‘til overs’, da amtet opsagde driftsoverenskomsten. En indsats, der skulle være gjort før opsigelsen, så fyringer kunne være blevet undgået, og andet arbejde i amtsregi kunne være fundet, var argumentet fra Socialpædagogerne.
Og det har afskedigelsesnævnet nu erklæret sig enig i.
For de ni medlemmer betyder det, at de nu får en godtgørelse, der svarer til mellem tre og fire måneders løn.
Regionen, der altså arvede sagen fra det gamle Vejle Amt, forsøgte ellers under sagen at påvise, at man havde gjort en indsats for at finde nye job i eget regi, og at der derudover så ud til at være gode muligheder for, at de fyrede fik job på det nye opholdssted, der siden åbnede på den samme matrikel som ‘Ny Erritsøhus’.
Det overbeviste imidlertid ikke dommeren i sagen.
Sagen er en sejr for de afskedigede, men den er også principielt vigtig, fordi dommeren lagde vægt på, at de fyrede var ansat ved amtet og ikke kun på den nu lukkede institution.
Det kan få stor betydning i fremtidige sager, hvor det kommer til fyringer, hvis en kommune eller en region opsiger en driftsoverenskomst.
Ved redaktionens slutning havde forbundet dog endnu ikke modtaget den skriftlige version af dommen, som kan variere fra ovenstående. Læs mere på www.sl.dk/aktuelt