Arbejdsmiljø

Tegnsprogstolke under pres

Fra monopol til omfattende privatisering. Markedet for tegnsprogstolkning har ændret sig markant inden for de sidste 10 år. Konkurrencesituationen lægger pres på tolkefirmaerne, hvor medarbejderne oplever forringede arbejdsvilkår og usikkerhed i ansættelsen

Af Sanne Hansen, redaktionen@sl.dk

Yndefuldt ser det ud – og tilsyneladende legende let! Tegnsprogstolkning fascinerer de fleste. Men de sommerfugleagtige bevægelser har en pris.

Vrid et dørhåndtag 4.000 gange på en time, så kender du den belastning, en tegnsprogstolk udsætter sig selv for ved en times arbejde. Tolkning er – udover en masse positive ting – ensidigt, gentaget arbejde.

– Der er ikke noget at sige til, at vi får ondt i armene, konstaterer Hanne Hougaard Knudsen tørt.

Hun er tillidsrepræsentant på Center for Døve og derudover formand for Foreningen af tegnsprogstolke (FTT), og hendes opmærksomhed på det fysiske arbejdsmiljø er blevet mere end skærpet de senere år.

Det hører der en forhistorie til, hvis man skal forstå:

Døve og retten til tegnsprogstolk Cirka 16.000 danskere har et hørehandicap, der giver behov for tolkebistand. 5000 er døve, 2500 døvblinde og 8000 hørehæmmede. Frem til år 2000 havde døve ret til offentligt betalt tolk for eksempel - under uddannelse - ved møder i forbindelse med erhverv - ved indlæggelser - ved kontakt med politi eller domstole Andre tolkeudgifter måtte døve selv betale. I 2000 startede Det Sociale Tolkeprojekt, som løber 2008 ud. Velfærdsministeriet betaler projektet, der giver ret til tolk i alle de situationer, der ikke tidligere var dækket, for eksempel sociale aktiviteter. Det sociale tolkeprojekt skal ved sin afslutning afløses af permanente tolkeordninger.

Fra monopol til fri konkurrence

Tegnsprogstolkning som arbejdsfelt har udviklet sig i takt med døves muligheder for at deltage i samfundslivet. Op gennem 70’erne begyndte de første døve at tage boglige uddannelser, og siden er behovet for uddannelsestolk vokset støt. Sideløbende er retten til tolk blevet lovfæstet på andre områder (se boks).

Danske Døves Landsforbund opbyggede i 80’erne sammen med Center for Døve (CfD) en landsdækkende tolkevirksomhed med gode arbejdsvilkår og ansættelsesforhold for tegnsprogstolke – dvs. for både fungerende tolke og tolke med den nye uddannelse, som så dagens lys i 1986.

Center for Døve var i en årrække eneudbyder på tolkemarkedet og havde formel aftale med  Socialstyrelsen om at levere tolkebistand til hele landet. Tolkninger – uanset landsdel – kostede det samme ud fra solidariske principper, og da der var tolkemangel, lavede Center for Døve sammen med Danske Døves Landsforbund en prioriteringsliste, som trådte i kraft, når der ikke var ‘nok til alle’.

Systemet var overskueligt med kun én udbyder, og som tolkebruger skulle man kun henvende sig ét sted.

Tolkemanglen var imidlertid et stort og voksende problem på trods af dobbelt optag på den forlængede tegnsprogstolkeuddannelse fra 1996. Unge døve stod i kø for at komme i gang med uddannelse, men måtte ofte vente et til to år på en tolk.

I 2000 blev rettighederne for døve kraftigt udvidet med Det Sociale Tolkeprojekt, der gjorde det muligt at få betalt tolk i næsten alle situationer – og tolkemangelen voksede tilsvarende. Ikke overraskende begyndte både små og store private firmaer at byde ind på det underbemandede marked.

Det første stod Københavns Døveforening bag i 1998. I 2000 klagede en af de nye udbydere til konkurrencestyrelsen over en særaftale, der kun tillod CfD at lave arbejdsmarkedstolkninger. Klageren fik medhold – og dermed blev markedet givet næsten frit. ‘Næsten’ handler om, at uddannelsestolkninger fortsat kun udbydes af tre store tolkefirmaer efter aftale med SU-styrelsen. Center for Døve er det ene.

Arbejdsmiljø på spil

Men på ti år er der altså sket en rivende udvikling på tolkemarkedet fra monopol til en konkurrencesituation med over 20 udbydere, hvoraf en del er enkeltmandsfirmaer.

– Det er da positivt for tolke, at man kan have sit eget firma. Og FTT har også budt de mange nye arbejdspladser velkommen. Det var bestemt specielt at være uddannet til et nicheområde og kun kunne søge ansættelse ét sted, som det var tidligere, kommenterer Hanne Hougaard Knudsen. Men samtidig er det netop det frie marked, der har skærpet hendes og mange andres opmærksomhed på arbejdsmiljøet. Tilbage i 90’erne lykkedes det tolkene i samarbejde med SL at få formuleret nogle beskyttelsesregler for arbejdet. Reglerne var en direkte konsekvens af en stribe arbejdsskader, der dokumenterede, at der er grænser for, hvor intensivt man bør tolke. Men i dag er beskyttelsesreglerne under pres på Center for Døve.

– Vi bliver presset på at skulle tolke flere timer om dagen og om ugen. Vi har måttet gå med til at gå fra 20 timer ugentligt til ‘undtagelsesvist 23 timer under hensyntagen til arbejdsmiljøet’. Men vi har haft et travlt efterår, og de 23 timer er blevet mere reglen end undtagelsen. Vi oplever også, at skulle klare opgaver alene, som tidligere var totolkeopgaver, fortæller Hanne Knudsen.

Hendes kollega på CfD, Johanne Smerlov, der også sidder i FTT’s bestyrelse, kender situationen.

– Vi bliver da presset fra oven, hvor meldingen jo klart er, at ‘kan du ikke lige tage en halv time mere? Vi vil jo gerne fortsætte, ikke?’, siger hun og hentyder dermed til konkurrencesituationen, som  har trukket tænder ud hos CfD, der gennem flere år har haft røde tal på bundlinien.

Usikkerhed i ansættelsen

Som eneudbyder tilbød CfD sine ansatte gode ansættelsesforhold og tolkede som nævnt efter solidariske principper, hvor det kostede det samme at bestille tolk i Næstved og Nørre Snede. Men med privatiseringen gav solidariteten problemer.

Nye udbydere kunne hellige sig overskudsgivende tolkejobs, mens CfD fortsat havde enhedspriser. Det gav underskud hos CfD, der hævede tolketaksten. De nye firmaer fulgte med og kunne byde ind på flere opgaver og øge presset. I 2004 måtte CfD give køb på de solidariske principper og indførte prisdifferentiering.

Trods dette er økonomien ikke bedret hos CfD. Måske fordi nye udbydere har kunnet konkurrere på service, men nok også i høj grad fordi CfD med en stor stab af fastansatte ikke har kunnet tilpasse arbejdsstyrken til antallet af opgaver hurtigt nok.

– Der har været fyringer på CfD og varslinger om fyringer. Og det sker selvfølgelig, fordi man vil sikre sig, at man ikke står med ressourcer, man ikke skal bruge, forklarer Johanne Smerlov.

I alt er det blevet til 16 afskedigelser i CfD’s regi og nye ansættelsesformer er kommet i spil i form af vikariater og tidsbegrænsede ansættelser.

Markedsmekanismerne har også gjort arbejdslivet usikkert andre steder på tolkemarkedet, hvor forsøg på at starte firma er strandet i løbet af et  par år for nogle. Og som formand for FTT føler Hanne Knudsen, at hun kæmper alle tolkes sag.

Langt hovedparten af foreningens medlemmer kommer ganske vist fra CfD og er organiseret hos Socialpædagogerne, men bestyrelsen repræsenterer flere arbejdspladser og begge fagforeninger, og antallet af HK-medlemmer er stigende.

– Vi hører de samme bekymringer fra andre arbejdspladser. Der er ikke tid til pusterum, og man bliver fluks sendt ud på nye tolkeopgaver. I foreningen er det simpelt hen en fællesopgave at sikre arbejdsmiljøregler, som alle vil følge. Ellers ender vi jo med at konkurrere på arbejdsmiljøet, slår Hanne Knudsen fast.

Et system, der taber de svage

I DDL, som er Danske Døves Landsforbund, ses bruddet på monopolet grundlæggende som positivt med de øgede muligheder for selv at vælge, som det giver de døve. DDL ønsker dog en tilbundsgående undersøgelse af tolkemarkedet som skal danne udgangspunkt for en vis regulering af de frie markedskræfter.

For eksempel ønsker DDL sig, at udbyderne skal leve op til en række krav om kvalitet i tolkningen og mulighed for efteruddannelse til tolkene. Foreningen af Tegnsprogstolke er enige med DDL i tanken om en tilbundsgående undersøgelse og håber på, at der bevilges satspuljemidler til at analysere området. Uden en koordineret indsats frygter Johanne Smerlov og Hanne Knudsen for både tolkes og døves forhold i tolkesammenhæng fremover.

– Vi ser da allerede nu stærke brugere, der shopper, når de skal bruge tolk. Og får tolk hver gang. Men systemet er svært at overskue. Det kræver sans for koordinering og der er da en tendens til, at fru Jensen i Maribo bliver hægtet af, mener Hanne Knudsen.

Johanne Smerlov er enig: – De ressourcesvage farer fuldkommen vild i systemet, siger hun og refererer til oplevelser med døve, der ikke ved, hvem de skal kontakte i hvilken sammenhæng, når de skal bruge tolk.

– Så både vi og de døve har brug for noget struktur på markedet, konkluderer hun. Hendes bekymring gælder også døves ret til tolk, der ikke modsvares af en forpligtelse til at levere denne ydelse hos nogen. Hvis firmaerne må melde pas på bestillinger, har døve i realiteten ikke noget at bruge deres rettigheder til, og Johanne Smerlov mener derfor, at det også må være i statens interesse med en samlet plan, så rettighederne overholdes. 

Fagligheden på spil

Hanne Knudsen håber, at en undersøgelse og deraf følgende regulering kan styrke faget.

– For eksempel er det vigtigt, at de store arbejdspladser overlever, så grupper af tolke har fælles arbejdsplads med de muligheder det giver for mentorordninger, supervision og støtte til nyuddannede. Vi skal passe på, at fagligheden ikke bliver sat på spil af privatiseringsbølgen og det store fokus på økonomi. Men det er svært, når det går så stærkt, siger hun og nævner forskellige eksempler, hvor fagligheden presses. Det gælder for eksempel, når en tolk udbeder sig kurser inden specielle opgaver, der kræver særlige kompetencer.

– Så risikerer man i højere grad at blive kastet ud i det nu uden kursus. Hensynet til fagligheden kommer simpelthen ned i rækken, forklarer hun. Et andet aspekt er sammensætningen af bruger og tolk – og tolkens mulighed for at sige nej til opgaver, hvor kompetencerne ikke er på plads.

– Tolk til rette opgave er vigtigt for fagligheden. Men det bliver sværere at håndhæve princippet på grund af udviklingen, mener Hanne Hougaard Knudsen.

Tilbage til det sjove

Johanne Smerlov oplever at det kan være svært at holde fokus på kerneydelsen som tolk.

– Vi har mindre tid til at koncentrere os om fagligheden i firmaerne. Vi er tvunget til at tænke på administration, struktur, systemer og booking. Jeg har længe ønsket mig at kunne fokusere på selve tolkningen, forklarer hun.

I mødet med tolkebrugeren har markedsudviklingen også betydet ændringer.

– Vi møder døve, der bruger tolk fra tre forskellige firmaer på en uge. Det betyder, at man som tolk oftere tolker for døve man ikke har mødt før  og dermed får en dårligere baggrundsviden om situationen, man befinder sig i, og det gør det sværere at tolke. Vi er simpelthen længere væk fra hinanden. Men det kan også på nogen måder være en fordel – måske især for den døve, der får lidt nemmere ved at være anonym, siger Johanne Smerlov.

Bekymringen for fagligheden er i følge Hanne Hougaard Knudsen stor i tolkekredse. Kombineret med arbejdspresset medfører det, at stadig flere vælger andre erhverv.

I dag ser vi eksempler på tolke, der bliver uddannet 1. februar – og går i gang med ny uddannelse i august på grund af de usikre vilkår på tolkemarkedet. Som ny hører du næsten kun om problematikker og udfordringer. Vi skal gerne have fokus tilbage på, at faget er sjovt at være i.

Skriftlige kilder: www.deaf.dk  Baggrundsnotat om udviklingen af tegnsprogstolkning i Danmark

Tegnsprogstolk Uddannelsen til tegnsprogstolk tager 3½ år og foregår i København eller Århus. Tegnsprogstolke organiserer sig – afhængig af arbejdsplads – i enten HK eller SL. Opdelingen er historisk betinget. Da monopolet inden for tegnsprogstolkning blev brudt for små 10 år siden, valgte tolkegruppen i det første private firma HK som fagforening, da de ansatte var en blanding af tegnsprogstolke og skrivetolke (sekretærer, der nedskrev essensen af det talte, så den døve kunne læse det). FTT, Foreningen af Tegnsprogstolke, blev startet i 1977 af personer, der dengang blev brugt som tolke for døve. Målet var fra starten at få ordnede lønaftaler, en anerkendelse af jobbet og efterhånden en uddannelse og faglig organisering. Senere blev foreningen en arbejdspladsforening på Center for Døve. Siden 1992 har FTT været tilknyttet SL. Også HK-organiserede kan i dag blive medlem af FTT, og bestyrelsen i foreningen repræsenterer 4 forskellige tolkeudbydere, 8 forskellige arbejdssteder, 3 forskellige arbejdstidsaftaler og 2 overenskomster. FTT anslår, at cirka 280 tolke har tolkning som levebrød. Gruppen omfatter både fastansatte, tolke i løsere ansættelser, enkeltmandsfirmaer og 20-30 personer, der har tolkning som bierhverv. CfD har cirka 130 tolke ansat.