Børnebog
Flyvere på himlen
Lidja vil så gerne lære de fremmede børn at kende. Hun ser, de leger de samme lege, som hun selv gjorde i det land, hun kom fra. Men hvordan bærer hun sig ad? Det handler en ny børnebog “Flyvere på himlen” om
Af Kurt Ladefoged, kl@sl.dk
Lidja drømmer sig tilbage til det land, hun kom fra og til den have, hvor hun legede med sin bedste veninde Sanja. De sidder på et tæppe under frugttræerne og leger med deres dukker. De giver dem mad og skifter tøj på dem, når de har spildt.
I haven fornemmer de duftene fra planterne og blomsterne, de små dyr, der pusler i græsset. Og i luften summer bierne og sommerfuglene basker.
Men en dag formørkes himlen. Store flyvemaskiner kaster bomber ned fra himlen, og en af dem rammer ned i haven. Lidja råber til Sanja, at de må flygte. Men Sanja er faldet i søvn og er ikke til at vække.
I det land, hun bor i nu, ligger Lidja i sin seng og drømmer om haven. Hun drømmer, at Sanja ligger ved siden af hende med sin hånd i hendes, men det er kun Sanjas dukkes hånd, hun holder, når hun vågner. Så kommer gråden nede fra maven.
Om dagen sidder hun ude på altanen i det etagehus, hvor hun nu bor, og leger med sine dukker. Der gror stedmoderblomster på altanen. Her laver Lidja også mad til dukkerne. Men Sanjas dukke brød sig ikke om maden, og det gjorde Lidja ked af det.
Så nu vil hun hellere stå og kigge ned i haven på den anden side af gaden, hvor der også er frugttræer, og hvor der kommer børn og leger. Der er også piger, der leger med deres dukker. Og de leger skjul. De leger alt det, hun kendte til i haven i det land, hun boede i engang.
Hun ville ønske, at hun turde gå ned og spørge, om de vil lege med hende og blive hendes veninder.
Men hun tør ikke. Så griber hendes storebror ind. Midlet er ikke bombefly, men papirflyvere. Og hvordan det går, skal ikke røbes her.
Det bør man selv læse i Annette Herzog og Katrine Clantes smukke, rigt illustrerede børnebog “Flyvere på himlen”, som netop er udkommet.
Bogen vil være et glimrende redskab til at fortælle danske børn om, hvordan flygtningebørn i Danmark oplever tilværelsen. Og for voksne kan det måske vække til eftertanke, at børnene i hvert fald ikke kan gøre for, at de er havnet, hvor de er. Samtidig kan den bruges som anskuelsesundervisning i, at den bedste vej til integration er igennem børnene.
Flyvere fra himlen – tekst: annette herzog. Tegninger: Katrine Clante.
32 sider, 199 kroner. Udgivet af høst & Søn. Købes i boghandelen.