Sindslidende

'Fremtiden er min'

Ann har fået en ny familie, der behandler hende som én af deres egne. De viser hende tillid, stiller ingen spørgsmål og har inviteret hende til juleaften. Sådan et forhold et helt nyt for Ann, der er sindslidende. Kontaktfamilien har givet selvværd og en fornyet tro på, at livet også rummer noget godt

Af Anette Løkken Sørensen, redaktionen@sl.dk

Hvad fanden sker der her?

Sådan tænkte Ann, første gang hun overværede et skænderi i sin kontaktfamilie. Som barn af en voldelig familie, blev hun tvangsfjernet som treårig og tilbragte resten af sin barndom hos plejefamilier og på børnehjem.

Konflikter er meget farlige i Anns univers, men gennem sin nye familie har hun lært, at man kan skændes og blive gode venner igen.

– De er kommet ind under huden på mig, og jeg er kommet ind under huden på dem. Der er ingen der siger: Tag nogle piller. Det er i orden at have en dårlig dag, siger hun smilende.

Ann er sidst i trediverne, bor i Nordjylland og prøver med egne ord at passe ind i samfundet.

Hun har haft arbejde, men har svært ved at være stabil arbejdskraft, fordi hun indimellem overmandes af depressive tanker og isolerer sig totalt i sin lejlighed.

– Så går jeg ned i mit hul, glemmer at spise og sove og tænker kun på, hvad jeg er gået glip af i mit liv.

Hullerne, som Ann kalder perioderne med depression og ensomhed, har hun fortalt sin kontaktfamilie om, og de har vist forståelse og givet plads til, at Ann skulle have lidt fred.

– De har tiltro til, at jeg kan klare det, men de holder også øje med mig og viser omsorg. 

Matchmaker

Lene Due er 61 år og Anns kontaktperson i Aalborg kommune. Det er hende, der har fundet den familie, som nu udgør en vigtig del af Anns liv.

Lene Due er ergoterapeut og har arbejdet med sindslidende siden 1970. I to år har hun fungeret som en slags matchmaker mellem kontaktfamilier og sindslidende.

Brugerne er enten depressive, personlighedsforstyrrede eller har en skizofreni diagnose. Fælles for dem er dog, at de er forholdsvis velfungerende og kan indgå socialt i en almindelig familie. Siden projektets opstart har hun matchet syv familier med psykiatribrugere. Endnu er der ingen familier, der er sprunget fra igen.

– Det er vigtigt, at det er hele familien, der tager beslutningen. Før jeg tager ud til dem, skal de udfylde skemaer med begrundelsen for at ville være kontaktfamilie, deres interesser, familiestruktur og forbehold. Det hjælper dem til at afklare, om de virkelig vil.

Lene Due er med første gang, bruger og familie møder hinanden. Derefter har hun primært kontakt til familien, der kan henvende sig til hende, hvis der opstår problemer, eller de bare har brug for at snakke om forløbet.

– Familierne kan naturligvis stoppe samværet, men så er det meget vigtigt, at det bliver gjort på en ordentlig måde. Netop svigt er jo noget, som brugerne har oplevet alt for tit.

Lene Due fortæller om en episode, hvor en ung pige skrev en artikel om forholdet til sin kontaktfamilie, som hun var meget glad for. Artiklen ville hun dog først have trykt et år senere, fordi hun var bange for, at familien skulle fortryde samværet. Så ville det, efter hendes opfattelse, være meget pinligt, hvis hun havde skrevet om det, og de så alligevel ikke ville have hende.

Tiltro

Ann har kendt sin familie i halvandet år, og i begyndelsen var det også meget svært for hende at tro på, at de virkelig ville hende. Langsomt er tilliden mellem familien, der bor på landet, og Ann vokset. For Ann har det været som at træde ind i en anden verden, hvor mennesker viser omsorg for hinanden, og især virker hun næsten overrasket over, at familiemedlemmerne også kan have brug for hende:

– Jeg sendte en sms med en vittighed til deres ældste datter en dag. Det viste sig, at hun havde en rigtig dårlig dag, og min sms fik hende til at grine. Nu snakker hun tit om, hvor godt det var, at jeg sendte den sms, ler Ann lidt forlegent.

Hos kontaktfamilien er der ikke så meget snak, og det sætter Ann stor pris på. Det første hun gør, når hun kommer ud til familien, er at gå ud til hestene i stalden.

– Jeg er slet ikke usikker over for dyr, og det giver mig en overfed fornemmelse. Så kan jeg godt gå ind og drikke kaffe bagefter, for så er jeg helt ovenpå, griner hun.

Når Ann skal fremhæve, hvad hun har fået ud af at komme hos familien, så nævner hun netop betydningen af at sidde og drikke kaffe sammen.

– Sådan noget med, at man bare sætter sig ned og snakker. Det har jeg aldrig været med til.

Menneskekender

Anns familie er udvalgt, fordi der er overskud og imødekommenhed. Projektkoordinator, Lene Due, understreger, at viden om sindslidende slet ikke er afgørende. Det vigtigste er, at familien har noget at  give af og kan rumme at få besøg af en sindslidende.

– De skal jo også passe sammen som mennesker. Lige nu har jeg familier stående i en ‘bank’ og venter så på, at den rette bruger dukker op. Jeg har haft et tvivlstilfælde, hvor brugeren og jeg besøgte to familier for at finde ud af, hvilken én der var den rette. Da vi først sad ude hos familierne, var der dog ingen tvivl om, hvilken der var den rette for hende. I en anden situation var jeg usikker på, om den sindslidende kunne indgå socialt i familien. Det blev gjort helt til skamme, da brugeren efter få minutter erklærede: Her kan jeg godt lide at være.

Lene Due har også haft kontakt til en familie, som hun sorterede fra, fordi hun oplevede, at de simpelthen savnede selskab i deres liv, og det er et dårligt udgangspunkt. De fleste familier har reageret på annoncer i dagspressen, men Lene Due fortæller, at hun heller ikke går af vejen for at headhunte:

– Jeg spørger gerne, hvis jeg møder mennesker, som jeg mener har noget at give. Det har givet pote indimellem, men jeg skal jo være ret sikker i min sag.

Med næsten 40 års erfaring inden for behandlings- og socialpsykiatrien har hun noget at bygge sin fornemmelse på, og hun mener selv at det er erfaringen og ikke hendes uddannelse, der er afgørende for projektets gennemførelse.

Ingen dans om juletræet

Også Ann har en lang karriere inden for systemet, og siger selv, at hun har brugt 20 år på at snakke med behandlere. Til gengæld ved hendes nye familie intet om hendes lortebarndom, som hun selv betegner den, og de har heller ikke spurgt.

– Jeg fortæller det, jeg har lyst til – og det er jo helt modsat behandlersystemet. Moderen i min familie siger, at man selv skaber sin fremtid og dermed sin baggrund. Det, synes jeg, er meget rigtigt, men når jeg kommer i kontakt med systemet, har jeg kun en fortid. Så læser de, at jeg havde min første depression som 11-årig, og derfra har de dannet deres mening.

Trods sin skepsis over for systemet så forstår hun, at når man arbejder professionelt med mennesker, der har problemer, kan det indimellem blive for meget.

– De bliver jo nødt til at værne om sig selv, for de er hele tiden udsat for mennesker og kan ikke bare tage en pause fra det, for det er jo deres job. Nogle gange har jeg mødt noget personale på en institution og tænkt: Du er jo også et menneske ligesom mig, men så tænker jeg, nå nej, du arbejder her jo bare.

Ann fortæller, at kontaktfamilien har givet hende en følelse af at være noget. De sidste par år har hun spist and hos familien Mortens Aften, men juleaften tog hun nu ikke derud.

– Der er så meget, der kan gå galt sådan en aften. Jeg er bange for at blive mindet om, at jeg selv er gået glip af så mange juleaftener sammen med min biologiske familie og jeg gider ikke ødelægge det hele ved at sidde henne i et hjørne og være sær. Så hellere købe en gave til mig selv og stege et stykke and. Det kan godt være hyggeligt, for jeg er blevet meget bedre til at være i mit eget selskab.

Ann er et opdigtet navn, men hendes rigtige identitet er redaktionen bekendt.