Sindslidende
Slusen til virkeligheden
En plads i en familie kan få mennesker med en sindslidelse tilbage til livet. Syv danske kommuner er i øjeblikket med i et treårigt projekt, hvor sindslidende bliver en slags omvendte besøgsvenner i helt almindelige familier. Erfaringer viser nemlig, at det kan bringe det bedste frem i brugerne
Af Anette Løkken Sørensen, redaktionen@sl.dk
At sidde med ved middagsbordet. At gå med i stalden. At pjatte og grine sammen. At tale om det der program i tv i aftes. At være en del af en familie.
Det er den enkle tanke bag mødet mellem sindslidende og frivillige netværksfamilier, der åbner døren og dækker op til en ekstra til aftensmaden.
Tanken bag netværksfamilierne er, at den sindslidende oplever et jævnbyrdigt forhold til andre mennesker og bliver styrket gennem det sociale samvær.
– Vi taler altid om de frivillige som et supplement, men i virkeligheden er det jo de professionelle behandlere, der er supplementet
Michael Freiesleben, socialpædagog
Socialpædagog Michael Freiesleben har gennem 14 år arbejdet for at få sindslidende integreret i samfundet via netværksfamilier. Og resultaterne er så gode, at han nu er koordinator på et landsdækkende projekt under Videnscenter for Socialpsykiatri, der skal afklare, om modellen fremover skal være et tilbud på linie med væresteder og støtte i eget hjem.
Siden 1994 har Michael Freiesleben fulgt knap 300 forløb, hvor familier inddrager en sindslidende i deres hverdagsliv. Og nu satser han altså på, at ordningen bliver et fast tilbud i fremtidens socialpsykiatri.
Forsøgsperioden udløber om et år, og erfaringerne fra de syv forsøgskommuner skal så udbredes til hele landet.
Netværksfamilierne
Projektet opererer med to slags familier.
Dem, der får besøg et par gange om måneden af en voksen med sindslidelse. Det er på frivillig basis og omfatter de ret velfungerende brugere, der kommer som en slags venner af familien.
I støttefamilierne er der en større grad af forpligtigelse. De brugere, der kommer her, har det dårligere og kræver mere omsorg. Derfor er der også et honorar.
– Dybest set handler det om inddragelse mere, end det handler om hjælp. Det handler om at få brugerne til at træde ud af deres sygerolle, siger Michael Freiesleben.
Forsøget henvender sig til altså til to grupper af sindslidende, der er mere eller mindre velfungerende, men har det tilfælles, at deres netværk er meget spinkelt eller ikke eksisterende.
Mange har ikke kontakt til deres biologiske familie eller bliver måske fastholdt i rollen som den ‘skøre søster’ eller ‘depressive bror’.
I de nye familier bestemmer de selv, hvad og hvor meget de vil fortælle. Familierne får lidt at vide om, hvordan det er at leve med en sindslidelse, men filosofien er, at de kun skal vide det mest nødvendige.
– Det er ofte vores livssituation, der bestemmer, hvilke sider der kommer frem i os. Det gælder for alle mennesker. Der er jo ikke nogen, der kun er syge eller kun raske og normale. Vi har alle sammen lidt af det hele i os, pointerer Michael Freiesleben.
Man kan jo komme sig
Tænkningen bag netværksfamilier er beslægtet med communitypsykologien, hvor personligheden og sociale væremåder udvikler sig alt efter hvilke sammenhænge man indgår i.
– Engang var det jo sådan, at hvis du én gang havde fået diagnosen skizofreni, så var det din livsdom. I dag ved man fra recoveryforskning, at skizofrene kan komme sig og endda blive raske. I begge situationer kan man tale om en selvopfyldende profeti, og netop derfor er det vigtigt, at de kommer ud så normale livssituationer som muligt, siger Michael Freiesleben.
Her kan netværksfamilierne vise nye muligheder for psykiatribrugerne. De skal ikke gøre andet end at være sig selv og åbne deres hjem, for det er netop det uformelle samvær, der styrker brugerne.
De fleste er uvante med, at folk helt frivilligt opsøger deres selskab, og de vokser virkelig, når de oplever, at nogen gør mere, end de “behøver”.
Mange familier bliver også meget glade for at opleve, at de kan give andre så positive oplevelser.
Hvem supplerer hvem?
Michael Freiesleben appellerer til, at socialpædagoger og andre socialarbejdere begynder at rette større fokus mod at få de sindslidende sluset ud blandt almindelige mennesker.
Selvom mange sindslidende allerede er en del af samfundet, så lever de ofte en slags parallel tilværelse og bliver nemt isolerede. De skal i stedet styrkes i at få kontakter og relationer til almindelige mennesker og det, mener Michael Freiesleben, bør være omdrejningspunktet for den profesionelle indsats.
– Vi taler altid om de frivillige som et supplement, men i virkeligheden er det jo de professionelle behandlere, der er supplementet, siger han.
En undersøgelser fra England viser, at psykiatriske patienter har sociale relationer på en førsteplads på en Top 10 over, hvad der betyder noget for deres helbredelse. Først nede på en ottendeplads kommer behandlernes betydning. Det overraskende ved undersøgelsen var, at behandlerne selv troede, at de lå på en førsteplads.
Michael Freisleben mener dog, at begge parter har ret, for det er hans erfaring, at de professionelles behandling ofte er forudsætningen for, at brugerne er i stand til at indgå i en social relation.
Uanset om indsatsen kommer fra netværksfamilier eller behandlere, så er det afgørende at der er en ligeværdighed tilstede. Al erfaring viser, at også mennesker med en psykisk lidelse vokser, når de behandles som jævnbyrdige. Michael Freiesleben slutter med at citere en bruger, der kom i en af de første netværksfamilier i Danmark:
– Når jeg er hos netværksfamilien glemmer jeg, at jeg er syg.