Synspunkt

Er ledsageordningen med til at udhule pædagogarbejdet?

Bostedets navn og mit navn er egentlig sagen uvedkommende, for det er selve det principielle, der interesserer mig, og jeg er interesseret i at høre fra kolleger på andre bosteder, om de kan genkende de her løst skitserede billeder fra mit arbejdsliv.

Af Pelle Larsson, redaktionen@sl.dk

Jeg har i snart 15 år arbejdet på et bosted, hvor der bor lad os sige et halvt hundrede handicappede i sværvægtsklassen, og det er gået sådan lidt i bølger, men jeg har stort set været glad for det.

Men lad mig begynde med mit ambivalente forhold til ledsageordningen. Pædagogisk og fagligt er der dilemmaer og upåagtede modsætninger, som jeg her vil forsøge at pege på. Ledsageordningen blev indført med § 97, da Serviceloven kom til i 1998, og jeg syntes, at det var en fantastisk og generøs satsning fra staten, der gjorde det nemmere for de handicappede at komme lidt ud på egne betingelser. Jeg syntes, at det var spændende, da forstanderen præsenterede alle ledsageaspiranterne og beboerne for hinanden på et stort møde, efter at det havde været annonceret i avisen.

På et tidligt tidspunkt blev det slået fast, at ledsageordningen er et “supplement” og en kærkommen berigelse til beboernes hverdag, som altså gik ud over det, de ansatte på bostedet kunne finde ud af at arrangere.

Jeg bed særlig mærke i formuleringen med at ledsageordningen er et “supplement” til beboernes aktiviteter, jeg kunne stadig lave det, jeg plejede at lave.

Jeg kunne nemlig lide, og kan fortsat lide ture ud af huset i bostedets eget regi. Jeg kan for eksempel lide at køre på ture med bostedets busser med glade beboere, og jeg er god til at finde på og køre på opdagelse i det blå, jeg nyder det selv, jeg vil sige det sådan, at jeg visualiserer ligefrem en stemning og hygge som Far-til-fire på familieudflugt på disse ture.

Jeg havde også fra gammel  tid gået i teateret med 3 beboere. De er med i en teaterordning, og jeg har fulgt dem i hvert fald 4-6 gange om året i 15 år, og jeg har siden Ledsageordningen trådte i kraft i stigende grad skullet kæmpe for og forsvare, det naturlige i at jeg tog med disse 3 beboere i teateret.

For nu er der ikke længere nogen, der kan huske, at Ledsageordningen kun er et “supplement”, og at vi sagtens selv som ansatte stadig kan finde på at lave aktiviteter. Det er meningen, at medarbejderne selv skal finde på noget, ellers er arbejdet ikke til at holde ud simpelthen.

Nu er der egentlig heller ikke så mange af de oprindelige ledsagere tilbage af dem, der kom udefra og var uvildige. De fleste af ledsagerne er bare almindelige ansatte i huset, der bijobber. Det var på et tidspunkt ved at gå helt over gevind, så der blev sat begrænsning på, hvor mange timer en ansat måtte være ledsager ved siden af sin ansættelse. En del beboere får faktisk heller ikke brugt sine ledsagetimer, timerne hober sig bare op  i en støvet mappe, og beboeren kommer ikke så meget ud, som vedkommende var berettiget til.

Før Ledsageordningen blev indført kunne der ske det, at de engagerede dagvagter tog til Grøn koncert med beboerne om formiddagen, og så mødte aftenvagterne ind i på arbejde i Fælledparken, når det var tid til, at dagvagterne havde fri, men sådan noget kan ikke forekomme længere.

Der er med andre ord sket et skred i værdierne, og jeg mener, at det er skelsættende og også skæbnesvangert.

Alt det sjove, udadvendte, opsøgende, pædagogiske bliver nu overladt til ledsagerne. Så kan jeg selvfølgelig vælge selv at blive ledsager og bijobbe som det til mindstelønnen og slå mig til tåls med, at jeg får min gode pædagogløn for at lave de trivielle og praktiske ting, der også indgår i arbejdet med de handicappede.

Jeg mener, at det er vigtigt, at medarbejderne fastholder og dyrker “den fælles tredje” med beboerne, at det er normen, at medarbejderen kan lave andre ting end lige det praktiske, og at arbejdet bliver tilrettelagt på en måde, hvor dette er en værdi og norm i sig selv. Den næsten “maskinagtige” holdning, at den ene ledsager er ligeså god som den anden, er udbredt i de ufaglærte kredse, og har desværre en tendens til at blive den generelle norm. Den pædagogiske holdning, som jeg mener, det er vigtigt at holde fast i, handler om at medarbejderen gennem kontaktpersonordningen etc. opbygger en tæt relation til beboeren, der sker tilknytnings- og overføringsprocesser, og beboeren får tillid til medarbejderen. Disse processer udvikles og forstærkes gennem udadvendte og “fælles tredje” aktiviteter. I den forbindelse er det en livskvalitet for beboeren, at være sammen med medarbejderen også i de sjove situationer ud af huset, og det er også en kvalitet for medarbejderen selv, at der er en “fælles tredje” og ikke kun de praktiske ting.

Ledsageordningen kan være med til at udhule pædagogarbejdet, og hvis man ikke i personalegruppen passer på, kan det også være med til at forgifte arbejdsklimaet. Der kan blive set skævt til de kolleger, der insisterer på selv at tage ud med beboerne. Det hele bliver meget problematisk på længere sigt, den som vil noget mere og andet i sin arbejdstid, risikerer simpelthen at blive mobbet ud. Det er også i sig selv et trist syn at se rygende kolleger under halvtaget, der kikker på, at ledsagerne tager af sted på eventyr og pædagogiske oplevelser med beboerne, det efterlader et tomrum og et indtryk af, at der er potentialer, der ikke bruges ordentlig. Det ligger lige for, at det er med til at skabe udbrændthed blandt personalet, fordi der ikke sker nogen psykologisk og social iltning med omgivelserne, det hele bliver praktisk arbejde med beboernes fysiske behov.

Nu har jeg vist oplægget her til min forstander, og debatteret indholdet med ham inden jeg sendte det til Socialpædagogen, og selvfølgelig ser han lidt anderledes på det hele, beboerne er for eksempel blevet tungere i de senere år etc., men forstanderen bakker stort set op i de pædagogiske holdninger, og vi tager fat på en planlægning af flere “fælles tredje” aktiviteter i bostedets eget regi.

Men jeg kunne godt tænke mig at se, hvad andre mener om mit Synspunkt, jeg ser frem til at debattere emnet: Hvordan bliver ledsageordningen brugt rundt omkring på bostederne, og i hvor høj grad er den med til at skabe mærkelige ambivalenser og udhuling af pædagogarbejdet? Hvordan fastholder pædagogerne rundt omkring den pædagogiske ånd omkring “fælles tredje” aktiviteterne?