OK08
De sendte et postkort…
Socialpædagoger over hele landet har været vakse ved postkassen – og det er nu, de sidste postkort i OKkampagnen skal af sted, siger Socialpædagogernes formand
Af Jens Nielsen, jni@sl.dk
De ringede fra Region Hovedstaden i Hillerød. De ville gerne vide, hvorfor Socialpædagogerne havde sendt alle de enslydende postkort.
Svaret er sådan set enkelt nok
– ligeså enkelt som budskabet på postkortet:
Socialpædagogernes medlemmer har kastet sig ud i en af aktiviteterne i OK-kampagnen: Send et postkort til forhandlerne på arbejdsgiversiden. Budskab: Vi får ikke løn som fortjent.
Og postkortene, der blev sendt ud med Socialpædagogen nr. 1 fra den 11. januar, er åbenbart i stort tal blevet udstyret med frimærke og er blevet smidt i postkassen. Så stort, at der er blevet lagt mærke til det.
Så langt så godt. Men der kunne jo tænkes at være flere kort derude, der ikke er blevet postet endnu, og så det på høje tide at få dem af sted: En uge efter dette blad er kommet på gaden, kommer lønnen nemlig for alvor på forhandlingsbordet.
På møder den 15. februar med Kommunernes Landsforening og den 20. februar med Danske Regioner er forhandlerne nået frem til det, der kan gå hen og vælte læsset: Hvor meget skal lønnen stige i den kommende overenskomstperiode?
Derfor er det rigtig god timing, hvis der kommer en afsluttende bølge af postkort i den kommende uge, påpeger Socialpædagogernes formand, Kirsten Nissen:
– Sådan et postkort er en direkte henvendelse, men det er også magtpåliggende for os, at forhandlerne på den anden side af bordet er helt på det rene med de forhold, vores medlemmer arbejder under, og at den løn, socialpædagoger får, slet ikke står mål med vores opgaver og ansvar. Og det er nu, tingene skal siges – af så mange som muligt, siger Kirsten Nissen.
For lidt over en 10-krone er der altså mulighed for at sende de to postkort og få afleveret et centralt budskab til modparten. Og hvem ved… måske kan man komme langt med et kort eller to?