Udsatte børn og unge
Dem med fingrene i jorden
Udsatte og anbragt børn og unge skal have bedre vilkår. Derfor er tre fag foreninger gået sammen om at lave ti bud på, hvad politikere skal have med i deres tanker, når de brygger på at forbedre forholdene for disse børn og unge
Af Karianne B. Blem, kab@sl.dk
De har ikke meget at gøre med gud, Moses og Sinaibjerget – De 10 bud, som Socialpædagogerne har været med til at lave. Og de er ikke nedfældet på stentavler – men i stedet på helt almindeligt papir og for nylig sendt af sted med posten til de socialpolitiske ordførere i Folketinget.
Socialpædagogernes Landsforbund er nemlig ikke tilfredse med vilkårene for landets udsatte og anbragte børn og unge. Og derfor har de sammen med Dansk Socialrådgiverforening og HK/ Kommunal, tilsammen det der hedder Socialfaglig Branche, nu lavet en ny slags “De 10 bud”, som skal give politikerne gode idéer til nye tiltag for denne målgruppe, når der skal laves paragraffer på området.
– Arbejdet med udsatte børn og unge foregår meget forskelligt og af forskellig kvalitet. Det er vores indtryk, at der i forbindelse med kommunalreformen bliver famlet i blinde rundt omkring i kommunerne: Børn bliver hjemtaget, og pengekassen bestemmer, hvilket tilbud et barn får. Men Peter, Ida og Poul kan ikke bare proppes ind i samme kasse og få samme tilbud. Derfor skal vi i højere grad sikre, at der kommer helhed, ro og kontinuitet i arbejdet med udsatte børn, siger Benny Andersen, næstformand i Socialpædagogerne.
Det er ham, der har siddet med ved mødebordet, når de tre forbund har mødtes for at udforme De ti Bud. Og samarbejdet har været helt naturligt omkring emnet.
– Vi kan gå sammen med andre faggrupper om de brede velfærdsdiskussioner, men lige præcis i forhold til udsatte og anbragte børn og unge, så er det er jo disse tre faggrupper, som har kompetencerne. Dem der ved, hvad det handler om, og dem, der sidder med fingrene nede i jorden og arbejder med det til daglig, understreger han og tilføjer, at ud over de konkrete bud har parterne også lært noget om hinanden.
– Vi er da blevet klogere på hinanden og det arbejde, vi hver især laver. For eksempel hvorfor en sagsbehandler har truffet en bestemt afgørelse. Så vi har fået bedre forståelse for, hvorfor de gør, som de gør.
Først når kniven er trukket
Ifølge Benny Andersen er den største udfordring i arbejdet med udsatte og anbragte børn og unge, at skabe sammenhæng, så det det enkelte barn kun har én instans at forholde sig til.
– Faggrupper bør snakke sammen og være en del af en helhed – det vi kalder ressourcecentre. På den måde kan vi undgå de mange skift for børnene, siger Benny Andersen og mener i øvrigt, at der skal sættes ind tidligere i forhold til de udsatte børn og henviser til, at 43 procent af anbringelserne først sker efter børnene er fyldt 15 år.
– Det ser ud som om, at der først bliver gjort noget, når de unge har trukket kniven eller banket nogen, siger han.
– Og så har jeg en generel bekymring om, hvordan området bliver placeret ude i kommuner i forhold til andre områder, som for eksempel skoler og daginstitutioner, nu hvor kommunerne har overtaget døgninstitutionerne.
Så De 10 bud er ikke kun til inspiration for de socialpolitiske ordførere, men også til kommunalpolitikerne og til forbundets lokale kredse.
– Ambitionen er også at kredsene og fagforeninger finder sammen om den her dagsorden over for de udsatte børn og unge, siger Benny Andersen og tilføjer, at det blandt andet er derfor, at der netop er blevet afholdt fælles møde for Socialpædagogernes og Dansk Socialrådgiverforenings lokale formænd.
Og selvom indholdet i de enkelte bud er hørt omtalt i andre sammenhænge før, så er måden at servere dem på ny:
– Med De 10 bud har vi ikke ønsket at skrive tykke bøger – men i stedet for give konkrete bud på, hvad der bør ske, sagt af dem, der arbejder på området, siger Benny Andersen.
De 10 bud – udarbejdet af Danske Socialrådgiverforening, Hk/Kommunal og Socialpædagogernes Landsforbund. – Kommenteret af Benny andersen, næstformand i Socialpædagogerne |
1. Børn og unge skal have netop den støtte, der er nødvendig for, at den enkelte kan få et ordentligt liv. og de skal tages alvorligt og inddrages i drøftelserne om støtten.
”Et ‘ordentligt liv’ kan for eksempel handle om at være i stand til at passe skolen, at være i stand til at være sammen med andre børn og voksne, at kunne være i stand til at gå til fodbold. Helt almindelige ting – ligesom dine og mine børn.” |
| 2. Udsatte børn og unge skal have tryghed, ro og stabilitet, og de skal i opvæksten og senere i livet sikres et ordentligt netværk. ”Et ordentligt netværk for disse børn og unge er for eksempel kammeratskabskredse. Vi ved, at plejebørn kan føle sig ensomme eller marginaliserede i forhold til deres klassekammerater. Derfor skal de for eksempel have mulighed for at mødes med andre plejebørn. Og så skal de have ro og undgå mange skift i anbringelser. Det virker nærmest som om, at børnene skal ‘kvalificere’ sig til de rigtige tilbud – at det skal blive rigtig slemt, før de får det rigtige tilbud.” |
| 3. Forældre, der har behov for hjælp til at give børn og unge et godt liv, skal støttes. og lovgivning, der påvirker forældrenes mulighed for at løfte forældre opgaven, skal medtænke hensynet til børnene/de unge. ”Det handler om at støtte forældrene med udgangspunkt i de piger og drenge, det handler om. Har de for eksempel penge til at komme i biografen og gå til fritidsaktiviteter og alt det, der er en del af at være barn.” |
| 4. Der skal være ”varme hænder” nok til at skabe inddragelse, ro og kontinuitet. ”Det handler om, at der skal være højst 35 børnesager per sagsbehandler, og at døgninstitutionerne har normering til at tage sig godt af det enkelte barn og give hvert barn en gennemgående kontaktperson. Og det kræver ressourcer.” |
| 5. Et bedre forebyggende arbejde i en sammenhængende politik. ”At anbringe et barn kan også være at forebygge. En anbringelse kan være bedre end at fastholde børnene i nærheden af problemerne, for det kan være meget ekskluderende at blive fastholdt i problemerne i skolen og hos forældrene.” |
| 6. Bedre rettigheder til børn, unge og forældre for at sikre stabilitet og ro i anbringelser. ”Udgangspunktet er, at de udsatte børn skal høres. Det er afgørende, at de skal have ret til at afvise at blive hjemtaget. Før, under og når en foranstaltning slutter, skal vi høre deres mening. Og så skal de have ret til at vælge efterværn, for eksempel i form af den plejefamilie, de har knyttet sig til.” |
| 7. Gode og stabile anbringelser på børnenes og de unges betingelser. ”Børn, unge og forældre skal have ret til at få støtte, hvis der er problemer i en anbringelse, så man undgår, at den bryder sammen eller afbrydes vilkårligt. For børnene kan det være nogle personer at snakke med, eller nogle personer, der hjælper, når der er uoverensstemmelser mellem forældre og plejefamilie.” |
| 8. Kommunerne skal sikre døgninstitutionerne. ”Noget kunne tyde på, at døgninstitutionerne nogle steder bliver brugt til ‘lidt af hvert’, nu hvor kommunerne har det fulde finansieringsansvar. Der er sket besparelser, nogle institutioner er blevet lukket, og børn med forskellige behov risikerer at blive anbragt på samme institution.” |
| 9. Forsøg med mere ”frit valg” for børn og unge. ”Det beror jo altid på en professionel vurdering, når der skal vælges anbringelsessted, men en del af en professionel vurdering er også at inddrage børn og forældre, at lytte til dem. Det er vigtigt, at man kan se de individuelle behov og medregne dem.” |
| 10. En børneombudsmand skal være med til at sikre børns rettigheder. ”Det handler om at sikre børnenes retssikkerhed, ved at de får adgang til en uvildig person. For eksempel hvis barnet er blevet hjemtaget mod sin vilje.” |