Ytringspligt

Politikerne hører ikke pædagogers whistleblow

Politikerne var advaret før sidste års store medieskandaler om ulovlig magt anvendelse og omsorgssvigt. Modige pædagoger underrettede systemet i tide. Uden held. Tilsyneladende rykker systemet først, når politikerne kommer i fjernsynet

Af Lars Møller, redaktionen@sl.dk

På Tokanten i København var det socialpædagog Christina Petersen, der råbte vagt i gevær.

På Tønderpigernes opholdssted i Haderslev var det socialpædagog Lilly Nissen, der trak i nødbremsen.

På Strandvænget i Nyborg var det socialpædagog Jens Lorentzen, der råbte: Nu kan jeg ikke mere.

Alle havde de fået nok.

Fælles for dem var, at de vidste, den var gal. Ikke kun med dem selv, men med det system, de var en del af. De flygtede fra jobbet; to meldte sig syge, den tredje fandt nyt arbejde. Men samvittigheden og den dårlige smag i munden fulgte med. De måtte gøre noget.

De blev whistleblowers.

En whistleblower er en fløjtepuster, der som dommeren i sportens verden fløjter stop, når spillet ikke går efter reglerne.

– Det er ikke rigtigt, at vi ikke gør noget, når vi får en underretning. Der sker noget, men problemet er, at vi ikke giver en tilbagemelding om det til den, der har underrettet os.

Morten Finnemann, formand for Børn og Familieudvalget i Haderslev  Kommune

Overført betegner whistleblower en medarbejder, der alarmerer omverdenen om ulovligheder og uregelmæssigheder på sin arbejdsplads. Whistlebloweren er oppe imod hele det system, han arbejder for, mod en ledelse, der i bedste fald  ikke virker, eller mod kolleger, der i værste fald begår ulovlighederne. I deres objektiv er whistlebloweren en sladrehank og stikker, der hverken kunne tåle mosten eller lide lugten i bageriet.

En whistleblower betaler prisen – som de tre pædagoger i København, Haderslev og Nyborg gjorde det – ved at stå alene, presset og i tvivl om hun gør det rigtige, selv efter hun har brændt alle broer.

Heltestatus opnår whistlebloweren måske, hvis hun får ret og vinder anerkendelse, så alle kan se det. Men medieomtale og “15 minutes of fame” gør det ikke alene.

Sjælefred får whistlebloweren først, når ulovlighederne stopper. Og ikke nok med det: Årsagerne til ulovlighederne skal findes, de systemiske fejl skal rettes, tilliden skal genoprettes.

De tre socialpædagoger i København, Haderslev og Nyborg kom ganske vist i fjernsynet. Men sjælefred har de ikke.

At chefer og kollegaer fyres for åben skærm viser måske systemets og de ansvarlige politikeres handlekraft. Men whistlebloweren sidder tilbage – ligesom mange tidligere kollegaer, der også vidste, den var gal, som måske også har fløjtet, men ikke højt nok – med følelsen af, at det syge system ikke er kureret, endsige diagnosticeret ordentligt.

Historien om Christina Petersen, Lilly Nissen og Jens Lorentzen er historien om tre whistleblowers, der hver på sin måde udviste “civil courage”, så det gav genlyd over hele landet. Først fløjtede de for systemet og de ansvarlige politikere. Og da det ikke var nok, gik de til pressen.

Alligevel sidder de nu, på trods af massiv mediedækning og politikere med røde ører, tilbage med oplevelsen af ikke at være hørt nok.

Historien om Christina Petersen, Lilly Nissen og Jens Lorentzen er nemlig også historien om politikernes og mediernes roller i spillet. Selv om medierne skosede politikerne for at overhøre  whistleblowerne, klarede politikerne frisag, da de viste handlekraft – også i medierne, der så kunne gå videre til næste sag.

Politikerne slap med skrammer, systemet slap af med enkelte åbenlyst uegnede ledere, medierne slap for at grave sig ned i de forvaltningsmæssige procedurer, og alle de ansvarlige slap afsted med ikke at leve op til deres ansvar – fra de tilsynsførende og forvaltningen til topembedsmændene og de politisk valgte socialchefer.

For som eksperterne siger: Når mediestormen har lagt sig, er vi tilbage i hverdagen, hvor den politiske logik og det muliges kunst tager over.

Hun skrev en mail til borgmesteren

Otte måneder før mediestormen i december 2007 brød løs over Tokanten og socialborgmester Mikkel Warming (Ø), havde socialpædagog Christina Petersen advaret om de ulovlige forhold.

Hun klagede den 24. april 2007 i en personlig e-mail til den røde socialborgmester over, at hun var ved at blive “let desperat” over, at ingen gjorde noget ved bostedets manglende indberetninger af magtanvendelse.

Christina Petersen havde i marts opdaget, at tokanten ifølge den seneste tilsynsrapport ikke havde indberettet det seneste års over hundrede dokumenterede magt anvendelser. Hun gjorde først sin forstander opmærksom på fejlen, uden resultat. derefter ringede hun til forvaltningens kvalitet- og tilsynskontor. en lille uge senere fik hun oplyst, at kontoret ingen indberetninger havde fået fra tokanten og derfor havde bedt forstanderen om det seneste års indberetninger.

– Det er forkasteligt, at de ansvarlige politikere ikke anerkender, de har fejlet. Det har haft store menneskelige konsekvenser både for beboerne og i den grad også for det personale, der i det daglige kæmpede for at overleve i et system, der havde spillet fallit

Jens Lorentzen, whistleblower, tidligere ansat på Strandvænget

Christina Petersen gjorde kontoret opmærksom på, at tokanten i de foregående mange år ikke optrådte i “Årsberetninger om indgreb i selvbestemmelsesretten på bosteder i københavns kommune”. Hun aftalte med kontoret at sende dem sin egen registrering, men blev usikker på kontorets vilje eller evne til at håndtere  sagen. først da klagede hun sin nød til socialborgmesteren.

”Jeg kontaktede Mikkel Warming, fordi han få måneder forinden havde udtrykt sin bekymring for, om socialforvaltningen var god nok til at handle på pårørendes og personales klager over bosteder,” fortæller hun. socialborgmesteren sendte sagen videre i systemet, indtil den endte ved samme kvalitetog tilsynskontor, der allerede dagen efter, på christina Petersens sidste arbejdsdag, ringede op og bad hende om at sende en kopi af hele årets indberetninger.

Tre uger efter forsøgte kontoret at lukke sagen: de skrev til christina Petersen, at de havde modtaget en redegørelse fra forstanderen og formanet hende til at indsende indberetningerne fremover.

Det fik christina Petersen til at smøge ærmerne op; hun søgte aktindsigt, fik det og kunne nu læse en smaskhamrende forkert opgørelse fra forstanderen. Hårdt presset havde forstanderen indsendt enkelte indberetninger – men alt, alt for få og kun om magtanvendelse mod én enkelt beboer, ligesom de foregående års magtanvendelser slet ikke var nævnt. forvaltningen accepterede tilsyneladende forsømmelsen.

Christina Petersen søgte endnu en gang aktindsigt, men fik at vide, at sagen var overflyttet til det såkaldte Mål- og rammekontoret for handicappede, der havde det overordnede ansvar for institutionernes drift og ledelse. Hun blev lovet svar efter to-tre uger. efter to måneders venten rykkede hun den 10. august for svar, men fik at vide, at den ansvarlige medarbejder var gået på barsel, og at ingen andre kendte til sagen.

Hun ringede så til kontorchefen for Mål- og rammekontoret, der lovede dels at vende tilbage til hende, dels at beboerne og personalet på Tokanten fik et brev om ”uregelmæssighederne”. Ingen af delene skete.

Efter endnu et par måneder, den 15. oktober, henvendte hun sig personligt til samme kontorchef for at klage over, at kontoret ikke havde reageret på hendes krav om aktindsigt. selv om han beklagede og lovede at rykke, hørte hun aldrig fra ham eller andre fra forvaltningen, før hun igen ansøgte om aktindsigt sidst i november.

- I stedet for at symptombehandle her og nu, bør der laves en omfattende analyse af, hvordan man bedst opdager fejl og mangler. Ellers risikerer vi at spilde mange millioner.
Roger Buch, lektor, Danmarks Journalisthøjskole

Hverken dette møde med kontochefen eller telefonsamtalen med ham i august figurerer i øvrigt i socialforvaltningens senere redegørelse og tidslinie for forløbet, påpeger Christina Petersen.

Helt mistede hun tilliden til systemets evne til at tjekke sig selv, da hun læste de sidste mange års tilsynsrapporter, som hun også havde søgt og fået aktindsigt i. rapporterne var en skønmaling af tokanten. År efter år hedder det, at der ikke er særlige problemer med vold og magtanvendelse, om nogen overhovedet, og at procedurerne følges, som de skal.

På sit nye job fik Christina Petersen så megen indsigt i, hvad der kræves af en institution for at overholde loven – og hun kunne efterhånden se, at tokanten overtrådte såvel serviceloven som sundhedsloven på flere områder.

Den 23. november anmeldte Christina Petersen forstanderen til tårnby Politi for overtrædelse af serviceloven. de afviste anmeldelsen.

Den 26. november klagede Christina Petersen til Borgerrådgivningen i københavns kommune over socialforvaltningens ringe og langsomme sagsbehandling, over Mål- og rammekontorets sagsbehandling og over, at kontorchefen ikke havde givet hende aktindsigt.

Den 26. november klagede Christina Petersen til folketingets ombudsmand, der tog sagen op. den 27. november klagede christina Petersen til statsadvokaten over, at tårnby Politi afviste hendes anmeldelse. da statsadvokaten efterfølgende bad Politidirektøren om at efterforske sagen, udvidede Christina Petersen sin anmeldelse til også at omfatte straffelovens §§ 156 og 157.

Den 6. december bad hun folketingets ombudsmand om også at undersøge, hvorfor ingen af beboere har en personlig værge (fra statsamtet), som de i kraft af deres varigt nedsatte psykiske funktionsevne har krav på.

Beboerne og personalet på tokanten blev først informeret 7. december, efter ombudsmanden var gået ind i sagen. Men de blev fejlinformeret.

I brevet til dem stod der, at forstanderen havde misforstået kravet til indberetninger, men intet om, at forstanderen kun havde indsendt 8 ud af 600 indberetninger om magtanvendelser. sideløbende havde christina Petersen skrevet en kronik, som hun sendte til Berlingske tidende. avisen satte sine journalister på sagen og bragte den 16. december de afsløringer, som gav genlyd i hele danmark – og var ved at koste Mikkel Warming borgmesterstolen.

– Da jeg forlod Persillevej efter fire et halvt år, havde jeg ingen tro på mig selv. På min nye arbejdsplads har jeg lært så meget, fået så meget viden om pædagogik og fået så megen opbakning, at jeg blev stærk nok til at følge sagen til dørs, siger Christina Petersen.

– Hvis jeg var blevet på Persillevej, havde jeg givet op.

Hun skrev en rapport til kommunen

Ni måneder før mediestormen i december 2007 brød løs over Haderslev Kommune og Tønderpigernes opholdssted, havde socialpædagog Lilly Nissen advaret om de kritisable forhold på stedet. Opholdsstedet var særlig interessant for medierne, fordi de to incestofre fra Tøndersagen var anbragt der.

Lilly nissen sendte den 26. marts 2007 en underretning i form af en personlig rapport om forholdene til Haderslev kommune. Baggrunden var hendes ansættelse på stedet et år tidligere, fra 1. marts til 1. juni 2006.

”Hvis begrebet ‘underretningspligt’ overhovedet skal have en såvel juridisk som etisk mening, kan jeg af samvittighedsgrunde således ikke undlade at effektuere den,” skriver hun.

– Politikerne må tage det mere alvorligt, når de får klager fra tidligere medarbejdere eller medarbejdere på vej ud. De må undersøge sagen, ikke bare ved at lave mere tilsyn, men også bedre tilsyn. De skal være skarpere på, hvad tilsynet skal vurdere.

Michael Madsen, formand, kreds Sydjylland

Lilly Nissen var den tredje pædagog, der på få måneder var ansat som tovholder for de to anbragte tønderpiger. Hendes forgængere stoppede efter henholdsvis en måned og 14 dage. Lilly Nissens underretning sår tvivl om stedets pædagogiske og terapeutiske metoder, der omfatter håndspålæggelse og alvorligt opfattet overtro som ”tommelfingeren falder af, hvis du sutter på den”.

Rapporten beskriver i detaljer en grov omgangstone over for børnene. Et eksempel er, da en pædagogmedhjælper spørger en af de incestramte piger, om hun har det godt på stedet. da pigen tøver med et ”jo, men…” afbrydes hun med et: “du havde det måske bedre hos din far!?” – i faderens påhør og med henvisning til hans misbrug af pigen.

Under et personalemøde den 9. maj 2006 brød Lilly Nissen sammen og meldte sig syg på stedet. Hun kom ikke mere tilbage.

To dage senere ringede hun til amtets tilsynsførende og fortalte om sine indtryk af forholdene og sin bekymring for børnene. Hun oplevede sig ikke hørt, men tværtimod at problemerne blev bagatelliseret. således blev hun opfordret til at ”sunde sig et par dage”, give stedet en undskyldning og genoptage arbejdet.

Lilly Nissen søgte og fik 1. juli 2006 et nyt job i et bofællesskab for voksne udviklingshæmmede, hvor hun stadig er ansat.

I rapporten skrev hun: ”…jeg kunne forlade stedet, men børnene var tvunget til at blive. Jeg sad tilbage med en ubeskrivelig angst og bekymring netop på deres vegne – havde svært ved at tale med nogen, da jeg konstant tænkte på min tavshedspligt.”

Først ni måneder senere, den 26. marts 2007, fik Lilly Nissen overskud til at skrive underretningen til Haderslev kommune. Dagen efter bekræftede forvaltningen modtagelsen af rapporten, som gik videre til blandt andre direktøren for Børn- og familieområdet.

– Jeg har aldrig siden hørt fra kommunen, siger Lilly Nissen.

Rapporten beskriver også problemer med arbejdsmiljø og ansættelsesforhold og kan læses som et partsindlæg i en standende konflikt.  Formanden for Børn og familieudvalget, Morten finnemann (v), orienteres ekstraordinært om underretningen – fordi tilsyn med opholdssteder som følge af strukturreformen er en ny opgave for kommunen og dermed uden administrative rutiner. efter egen erindring læser han først lilli nissens underretning en måned før, sagen ruller i medierne.

lilly nissen var bange for selv at gå til medierne med sagen, fordi hun stod alene og var ked af at undsige de kollegaer, der ikke har lavet tilsvarende underretninger.

Men den 14. november 2007 kontaktede hun de to journalister bag bogen ”grænselandet” om tøndersagen. Hun protesterede imod, at de i bogen giver udtryk for, at de to piger nu bor et godt sted: ”de er glade for at være dér, hvor de er nu… det er meget dygtige folk, som tager sig af dem.”

journalisterne gengav væsentlige dele af lilly nissens rapport i en kronik i Politiken den 12. december 2007. de beskrev institutionen som et ”isoleret fort” og metoderne som ”en gammeldags og angstprovokerende kæft-trit-ogretning-pædagogik”.

og så rullede mediestormen nu over Haderslev kommune, der har tilsynet med institutionen, og tønder kommune, der har tilsynet med de to anbragte piger.

Han skrev en begrundet sygemelding

Ni måneder før TV2 sendte dokumentaren “Er du åndssvag?” den 13. februar 2007, og mediestormen næste dag brød løs over Strandvænget og  Region Syddanmark, advarede socialpædagog Jens Lorentzen om de ulovlige og umenneskelige forhold.

I forbindelse med en sygemelding skrev jens lorentzen den 22. maj 2006 et brev til fyns amts juridiske sekretariat: “jeg har sammen med andre kolleger været vidne til en række overtrædelser af serviceloven og umenneskelige forhold for såvel beboere som personale. der kan blandt andet nævnes: stigende vold, voldtægt, seksuelle overgreb, beboere der låses inde, mobning, personale der bliver slået ned og anklage for tyveri.”

jens lorentzen havde fire måneder tidligere advaret Handicapafdelingen i fyns amt om forholdene på strandvænget, der er botilbud for stærkt udviklingshæmmede: “jeg ser det som udtryk for de frustrationer, vi gennemgår i øjeblikket på afd. 16 med stigende vold, seksuelle krænkelser, nedskæring, ny ledelsesstruktur, indskrænket ytringsfrihed og manglende indflydelse på planlægningen af arbejdet… ingen supervision. Personale, der sidder og græder på vagterne og føler sig utilstrækkelige i deres arbejde med beboerne.”

før det havde han gjort ledelsen opmærksom på, at det ikke fungerede på afd. 16, som hører  sammen med den afdeling, som tv2-filmen beskrev.

ingen reagerede på hans klager. fyns amt havde i årene forinden fået et hav af klager over besparelser og urimelige arbejdsforhold fra personalet og tidligere ledere.

jens lorentzens ansættelse ophørte 1. november 2006. Han begyndte som vikar på Børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, hvor han i dag er fastansat.

jens lorentzen gik ikke til medierne, og det var ikke ham, der pudsede Bastard film og det skjulte kamera på kollegaerne. det var en pårørende.

– Vi fandt ikke anledning til at reagere anderledes. Vores tilsyn havde ikke kunnet afsløre det, vi så på filmen.

En film har langt stærkere dokumentationskraft end en klage, der er skrevet i vrede.

Anders Møller Jensen, socialdirektør i Region Syddanmark

– det kunne jeg aldrig gøre. jeg arbejdede sammen med tre af de fire kollegaer, som blev fyret. Men de var syndebukke. vi havde bedt om hjælp, men ikke fået det. forholdene var blevet værre, siden jeg var der. derfor ser man personale, der kanaliserer deres frustrationer over på beboerne, siger jens lorentzen. Han fremhæver, at det frem for alt handler om menneskesyn, men også om mangel på synlig ledelse, medarbejderindflydelse og et udviklende arbejdsmiljø, mangel på tilsyn, ressourcer og politisk vilje. først dagen efter udsendelsen gik han til tv2 – med et tip om, at regionen/det tidligere fyns amt og amtsrådspolitikerne kendte til forholdene. dokumentationen var hans egne breve til amtet, og tippet drejede sig om amtsrådspolitikernes besøg på strandvænget.

region syddanmark fyrede sidst i februar først de fire ansatte, der ses i dokumentaren, for åben skærm. få dage senere blev lederen af institutionen fyret.

en tilstandsrapport fra region syddanmark gav først og fremmest den fyrede forstander og de dårlige fysiske rammer skylden for den rå tone og behandling på strandvænget.

– Det er forkasteligt, at de ansvarlige politikere ikke anerkender, de har fejlet. Det har haft store menneskelige konsekvenser både for beboerne og i den grad også for det personale, der i det daglige kæmpede for at overleve i et system, der havde spillet fallit… med tavse politikere, fagforeninger, amter og regioner… Uha, det gør stadig ondt, siger Jens Lorentzen.

Systemet ikke gearet til whistleblowers

Mediestormene om de tre institutioner fik politikerne til at vise handlekraft – og kræve fyringer, skærpet tilsyn, bedre normeringer, mere dialog og udvikling.

Gennem medierne kunne alle pludselig se, at der var noget helt galt på institutionerne.

De tre socialpædagogers whistleblow havde ingen gennemslagskraft, der tåler sammenligning med mediernes. Et bud på hvorfor har formanden for Socialpædagogerne i kreds Sydjylland, Michael Madsen:

– Problemet er, at når der kommer en klage, så sender socialudvalgsformanden den nedad til  sin forvaltningschef, der tager den til handicapchefen, som så sender den videre til den tilsynsførende konsulent, som så tager ud og laver endnu et tilsyn, og så er vi tilbage til start.

– Politikerne må tage det mere alvorligt, når de får klager fra tidligere medarbejdere eller medarbejdere på vej ud. De må undersøge sagen, ikke bare ved at lave mere tilsyn, men også bedre tilsyn. De skal være skarpere på, hvad tilsynet skal vurdere, siger han.

I Haderslevsagen var den ansvarlige politiker slet ikke blevet orienteret, hvis forvaltningen havde fulgt sædvanlige rutiner.

– Havde det ikke været for de to Tønderpiger, var sagen ikke kommet frem i medierne, og så var der slet ikke sket noget, siger han.

De ansvarlige politikere medgiver, at noget er galt i deres eget system. Men mener dog, at de grundlæggende reagerer på klagerne.

– Det er ikke rigtigt, at vi ikke gør noget, når vi får en underretning. Der sker noget, men problemet er, at vi ikke giver en tilbagemelding om det til den, der har underrettet os, siger Morten Finnemann, formand for Børn og Familieudvalget i Haderslev Kommune.

Socialborgmester Mikkel Warming i Københavns Kommune siger:

– Der skete jo noget i den konkrete sag, selv om jeg er i tvivl om, at det er godt nok. Vi undersøger nu sagsgangen med ekstern bistand fra Kommunernes Landsforening.

Anders Møller Jensen, der er socialdirektør i såvel Region Syddanmark som det hedengangne Fyns Amt, sagde efter dokumentarprogrammet, at man allerede var i gang med at løse problemerne, da Jens Lorentzen klagede.

– Vi fandt ikke anledning til at reagere anderledes. Vores tilsyn havde ikke kunnet afsløre det, vi så på filmen. En film har langt stærkere dokumentationskraft end en klage, der er skrevet i vrede, siger han.

De ansvarlige politikere har mange ideer til, hvordan medarbejderne skal blive bedre til deres arbejde: Mere faglig udvikling, mere pædagogisk etik, mere efteruddannelse og mere supervision, lyder det både Jylland, Fyn og Sjælland.

Medarbejderne skal også blive bedre til at sige fra: På Fyn vil Anders Møller Jensen have flere indberetninger, i Haderslev efterspørger Morten Finnemann flere underretninger, og i København vil Mikkel Warming fremme en kultur, så medarbejderne hele tiden stiller spørgsmål. Og som noget nyt har forvaltningen lavet en hotline til klager.

Men ingen af de ansvarlige politikere har konkrete forslag til, hvordan de selv og forvaltningen skal blive bedre til at opfange medarbejdernes whistleblow.

Medierne følger ikke op

Medierne slog i alle tre sager fast, at systemet var advaret i tide, men ikke handlede på det. Politikerne kunne vågne op til overskrifter som:

“Socialborgmester vidste den var gal på Tokanten”

“Amtet var advaret”

“Tønderpiger blev syltet af myndighederne” Mens medierne i dramatiske detaljer beskrev omsorgssvigt og menneskelig lidelse, fulgte de ikke lige så ihærdigt op på de forvaltningsmæssige årsager til politikernes manglende handlen. Hvad der går galt i de forvaltninger, der styrer institutionerne, er langt sværere at påvise, og det bliver nemt upersonligt, teknisk og kedeligt.

Medierne afkrævede politikerne at stå til regnskab. Og det gjorde de, i bedste sendetid. Men da politikerne overlevede politisk, blandt andet ved at vise den nødvendige handlekraft, så var historien slut. Set fra et mediesynspunkt sluttede den som en succeshistorie: Den havde fået konsekvenser – i form af fyringer, mere tilsyn, nye undersøgelser, mere dialog – på sigt til gavn for de sagesløse ofre.

Tilbage står de tre pædagoger, whistleblowerne, og råber, at den er stadig gal med systemet.

De har af bitter erfaring ikke megen tiltro til, at systemet kan reformere sig selv – og slet ikke uden mediernes bevågenhed.

Professor Asbjørn Sonne Nørgaard, Center for Velfærdstatsforskning på Syddansk Universitet, mener ikke, at medierne gør det godt nok.

– Politikerne er tvunget til at handle på grund af medieopmærksomheden.

Når opmærksomheden slækkes, så går en politisk logik i gang.

Asbjørn Sonne Nørgaard, professor, Center for Velfærdstatsforskning

– Medierne graver ikke dybt nok og stiller politikerne de kritiske spørgsmål: Hvad er det, de vil opnå gennem flere tilsyn og undersøgelser af ny viden, som de ikke allerede har og kunne have handlet på?

Center for Velfærdsforskning udgiver i februar bogen “Plejehjemstilsyn og politik på pressens præmisser”, der er resultaterne af en undersøgelse af tilsynet i landets tre største kommuner. Undersøgelsen dokumenterer en udbredt bekymring blandt lokalpolitikerne og embedsmændene for at komme i mediemaskinen. Sker det alligevel, lover politikerne mere tilsyn og bedre pleje, selv om det ikke altid går som lovet.  – Politikerne er tvunget til at handle på grund af medieopmærksomheden. Når opmærksomheden slækkes, så går en politisk logik i gang, siger Asbjørn Sonne Nørgaard.

Pas på symbolpolitik

Fra Danmarks Journalisthøjskole advarer lektor Roger Buch, ekspert i medier og kommunalpolitik, mod at lave et helt nyt varslingssystem på baggrund af sidste års mediestorme.

– Det er ikke sikkert, at de tre sager er typiske. Der er sikkert mange tilfælde, hvor medarbejdere underretter om et problem, og politikerne og systemet reagerer og løser problemet. Men dem hører vi selvfølgelig ikke om i medierne. I stedet for at symptombehandle her og nu, bør der laves en omfattende analyse af, hvordan man bedst opdager fejl og mangler. Ellers risikerer vi at spilde mange millioner.

Begge eksperter peger på, at politikerne må blive bedre til at sortere i de informationer, de får.

– Kommunalpolitikerne får sindssygt mange informationer, og det er en stor opgave at skrælle det væsentlige fra det uvæsentlige og skelne mellem vigtige klager og brok fra sure borgere, siger Asbjørn Sonne Nørgaard.

Roger Buch peger på, at problemet ikke er blevet mindre med kommunesammenlægningerne.

– Før var der 4700 kommunalpolitikere, der kunne fungere som ankeinstanser for borgerne. Nu er der 2500, og presset på dem er langt større, med flere sager, flere klager og flere informationer, de skal forholde sig til.

I kølvandet på sagerne fra Tokanten og de andre institutioner på Persillevej har Københavns Kommune lavet en hotline for klager. Andre kommuner eksperimenterer med kommunale ombudsmænd, der skal opfange klagerne så tidligt som muligt.

Men for Roger Buch ligner det symbolpolitik, som vi kender fra tidligere sager, hvor politikerne finder hovsaløsninger hurtigere, end de kan tænke sig om. Og den slags koster som regel mere, end det hjælper.

– Nu koster en hotline ikke det store, og får det noget frem i lyset, så er det fint. Men hvem siger, at løsningen er, at hver kommune skal have en hotline eller ombudsmand? Måske var det mere effektivt med en national ombudsmand og et rejsehold, spørger Roger Buch.

Foreløbig har politikerne ingen konkrete forslag til, hvordan de bliver bedre til at opfange whistleblowernes signaler. De håber, KL kan hjælpe dem.

I Haderslev siger Morten Finnemann: – Vi arbejder i KL om at finde løsninger.

I København afventer Mikkel Warming, at KL skal hjælpe med at undersøge sagsbehandlingen.

Imens venter Christina Petersen, Lilly Nissen og Jens Lorentzen. De er jo whistleblowere, og for dem er historien ikke slut, før årsagerne til ulovlighederne er fundet, de systemiske fejl er rettet, og tilliden er genoprettet.