Forbund og a-kasse

Overenskomst 08 Glæde over delforlig om løn og pension

Socialpædagogernes basisgrupper i kommunerne får 1. april 2009 hævet deres løn med to løntrin og får 0,5 procent mere i pension. Delforliget er dog betinget af et samlet forlig om den overordnede økonomiske ramme for et forlig

Af Kurt Ladefoged, kl@sl.dk

Det var en tilfreds hovedbestyrelse, der den 27. februar enstemmigt kunne godkende det delforlig, Socialpædagogerne natten før havde indgået med Kommunernes Landsforening (KL) om blandt andet løn og pension for de cirka 20.000 socialpædagoger ansat i kommunerne.

Det vil sige hjemmevejledere, samt socialpædagoger ved døgninstitutioner og botilbud samt aktivitets- og samværstilbud med videre.

– Jeg synes, der er tale om et rigtig godt forlig, som har en god profil i forhold til løn og pension. Og jeg er meget glad for hovedbestyrelsens enstemmige opbakning til forliget, siger forbundsformand Kirsten Nissen.

Men delforliget er betinget af, at der indgås en aftale om den samlede økonomiske ramme for et forlig – enten mellem KL og forhandlingsfællesskabet KTO eller mellem KL og Socialpædagogerne alene eller sammen med flere andre organisationer.

Det er også inden for denne ramme, de generelle lønstigninger, der udmøntes allerede i år, skal findes. Delforliget er således fundamentet, mens de generelle lønstigninger udgør resten af huset.

En sådan ramme var der ved redaktionens slutning endnu ikke enighed om. Organisationerne i KTO – herunder Socialpædagogerne – har hidtil afvist at indgå et forlig inden for statsforligets ramme på 12,8 procent, fordi resultatet på statens område ikke umiddelbart kan overføres til det kommunale. Det skyldes, at kommunalt ansatte i forvejen halter bagud i forhold til lønudviklingen i staten.

– Jeg har fortsat en formodning om, at der kan indgås et samlet KTO-forlig. Det kan nås endnu, men timeglasset er ved at rinde ud, siger Kirsten Nissen.

Elementerne i forliget
Forhandlinger er foregået inden for en ramme på 4,5 procent af lønsummen inklusive en pulje, der benyttes til skævdeling. Alle organisationsforhandlingerne foregår inden for denne ramme. I forhold til skævdelingspuljen har Socialpædagogerne fået deres ideelle andel af skævdelingsmidlerne. Det betyder, at der alt i alt har været 4,5 procent til rådighed.

Forliget betyder, at lønforløbet for basisgruppen ændres fra løntrin 24, 27 og 31 til løntrin 26, 29 og 33. Tillægget på 4.000 kr. årligt (31/3 2000-niveau) videreføres uforandret. Samtidigt forhøjes pensionsprocenten til 14 procent.

For mellemledere forhøjes grundlønnen med 1 løntrin. Desuden forhøjes de centralt aftalte tillæg med 4.000 kr. årligt (31/3 2000-niveau). Pensionsprocenten forhøjes til 14,5 procent.

For både basisgruppen og mellemledere sker der desuden en forhøjelse af indbetalingerne til ATP. Forhøjelsen betyder, at man over 3 perioder går fra C til A-sats.

Ledergruppen får et tillæg 3.500 kr. årligt (31/3 2000-niveau). Desuden forhøjes pensionsbidraget til 15 procent. Også lederne får forhøjet indbetalinger til ATP, da de rykker direkte fra C til A-sats.

Delforliget indebærer også en udbygning af det delforlig, KTO har indgået om seniorfridage. Socialpædagoger på 58 år og derover, får ret til 5 seniordage pr. år.

Endelig hæves særydelserne med 4,5 procent.

De løn- og pensionsforbedringer, der indgår i forliget, vil få virkning fra 1. april 2009, med mindre der mellem KTO og KL aftales noget andet.

I forliget indgår også penge til lokal løndannelse. For basisgruppen og mellemledere tilføres der 1,25% og for ledere i alt 2,5% fordelt med 2 gange 1,25%.  

Må nu hedde socialpædagoger
Der er naturligvis også andre elementer i forliget. Blandt andet skal fremhæves, at assistentbegrebet afskaffes og erstattes af stillingsbetegnelsen “socialpædagog” og at kompetenceudviklingsplaner for fremtiden bliver en rettighed for alle.

Delforliget skal ses i sammenhæng med de generelle lønstigninger, der vil komme i perioden og som skal lægges oveni.

Ved redaktionens slutning forhandles der forsat på at indgå delforlig om de øvrige overenskomster, både med KL og Danske Regioner. Det drejer sig blandt andet om omsorgs- og pædagogmedhjælpere, overenskomsten på værkstedsområdet og fællesoverenskomsterne med BUPL.

Af Mik Thetmark (Modtaget d. 22.4.2008)

Det blev et solidt ja til overenskomstforliget – nu skal det bruges til at arbejde videre mod nye mål, siger forbundsformand Kirsten Nissen

Store forventninger til voldsomme lønstigninger og splittelse i KTO-familien kan være forklaringen på de forholdsvis flere nejstemmer denne gang. Og så stemte et flertal af værksteds assistenterne nej

Vi har på flere måder sat vores fingeraftryk på det samlede ktoforlig. og jeg synes, vi nu sidder med en pakke, som peger flot ud mod fremtiden, og som indfrier mange af vores krav og ønsker.

Sådan lyder vurderingen af OK-resultatet fra Socialpædagogernes to forhandlere, formand Kirsten Nissen og næstformand Benny Andersen. De opfordrer til debat, men også til realisme: Det ville ikke være muligt at konflikte sig til et bedre resultat, er de enige om

Allerede pr. 1. april stiger lønnen markant, og næste hug kommer året efter. Det er resultaterne efter KTO’s forlig med kommuner og regioner og Socialpædagogernes egne forlig med arbejdsgiverne

Socialpædagogernes sekretariat har her lavet nogle eksempler på, hvordan udvalgte medlemsgrupper vil stige i løn de næste to og et halvt år.

Forliget omfatter også lærere ansat på døgn-institutioner

Historien vil snart være skrevet og vise om de igangværende forhandlinger ender med strejker eller ej

Se flere