Portræt

En af de hellige mænd

Socialpædagogen har mødt dr.phil Per Schultz Jørgensen – tidligere børnerådsformand og “alt muligt andet” til et interview i anledning af hans halvrunde dag.

Af Karianne B. Blem, kab@sl.dk

Scene 1:
December 1943. Per Schultz Jørgensen er ti år, og Anden Verdenskrig hærger, da han ser tyskerne slæbe af sted med sin far. I døråbningen står hans mor på trappestenen i Kolding og råber de ord, som resten af Pers liv kommer til at have betydning: “Vi bøjer ikke nakken!”

Scene 2:
Februar 2008. Vinteren er mild, og foråret venter lige om hjørnet. På en restaurant ned til Furesøen er der fødselsdagsreception. Manden, der slår på glasset, for at holde tale, er Per Schultz Jørgensen. Nu er han 75. Og foran ham står 125 mennesker. Plukket fra tiden, der er gået. Han vil gerne sige dem tak. Tak fordi han har fået lov til at deltage i udfordringerne, projekterne og har fået lov til at være med til at bidrage. Andre taler skal der ikke være den dag. Det har Per Schultz Jørgensen frabedt sig. Det manglede bare, siger han tørt. Her har han fået så megen opmærksomhed udadtil gennem flere år – skulle folk så også komme langsvejs fra og stå og holde taler. Nej, det ville være skamløst.

Frelstheden
Historien her handler om et menneske, der gennem sin tilværelse har trukket linjer tilbage til barndommen. Et menneske, der har haft en mission og stadig har det: At udrette noget. Og frelstheden – den er nærliggende, men når den kammer over, minder hans børn ham om det. Og han lytter til dem. Som regel. Og han husker da også, hvordan de lå flade af grin, en dag han kom hjem og fortalte dem om en episode fra en togtur:

Scene 3:
1999. Per Schultz Jørgensen har været i Århus. Nu skal han hjem og stiger på toget. Det samme gør en noget beruset grønlænder med en klirrende pose i hånden. Per Schultz Jørgensen hører konduktøren sige til manden, at hvis han skal til Esbjerg, skal han skifte i Fredericia.

Manden sætter sig ned – og falder i søvn. Da toget nærmer sig Fredericia, sover han tungt. Så Per Schultz Jørgensen går hen og vækker ham: “Makker, du skal af nu”. Manden kommer på benene, og Per Schultz Jørgensen finder hans pose til ham og hjælper ham ned på perronen. Da Per Schultz Jørgensen går ind i toget igen, og dørene lige skal til at lukke, råber den berusede op til ham: “Du er en af de hellige mænd!”.

Sætningen er Per Schultz Jørgensens børn drillende vendt tilbage til flere gange. Og det er ikke helt forkert – det med den “hellige mand”.

– Det kræver ikke så meget at blive en “hellig mand”, hvis det bare er at hjælpe en alkoholiker ud af toget. Somme tider skal der bare en lille smule til. Og selvfølgelig kan der godt komme en anelse frelsthed over det, erkender han.

– Men jeg farer altså ikke rundt og skal frelse verden hele tiden, griner han og læner sig tilbage i stolen. Selvom der har været mennesker, som er blevet inviteret hjem til juleaften i huset i Farum, fordi de havde brug for det. Det handler om at føle sig forpligtet.

– Min emotionalitet og mit engagement er med til at drive min faglighed frem. Og jeg kan have svært ved at holde min forargelse tilbage. For eksempel som nu hvor jeg er med i en gruppe, der arbejder med asylbørnene.

– Jeg kan flippe ud over andres udtalelser og være tilbøjelig til at se meget sort-hvidt på emnet. Så min frelsthed kan blive til forargelse, når impulsiviteten løber af med mig, indrømmer han.

For det handler om at kæmpe for noget. Eller for nogen. Og ud over opvæksten hjemme i Jylland – og den vender vi tilbage til – så er der også andre mennesker, der har været med til at præge Per Schultz Jørgensen og hans engagement. Mennesker, der har inspireret ham. For eksempel Kennedy-brødrene. Og især drabet på Robert Kennedy husker han tydeligt. Hovedrystende, stadig påvirket – 40 år senere.

Scene 4:
Juni 1968. Per Schulz Jørgensen sidder til eksamen på psykologistudiet. Fra sin plads ved bordet kan han se ud på flagstangen ved Daells Varehus. Og midt under den seks timer lange skriftlige prøve, går flaget pludselig på halvt. I dét øjeblik ved Per Schultz Jørgensen, at Robert Kennedy er død. Han er blevet skudt et par dage i forvejen og har ligget i koma.

– Jeg kan stadig se det for mig. Og dét var en af de oplevelser, der har været med til at præge mit liv. Det betød tab af håb, men det var med til at holde mig på et spor, at kæmpe for noget, tro på noget og have en indre overbevisning.

Den store mejetærsker
Og da Per Schultz Jørgensen 30 år senere får et jobtilbud, er det samme indre overbevisning, der har en finger med i spillet.

Scene 5:
Februar 1998. Telefonen ringer hjemme hos Per Schultz Jørgensen. I røret er Karen Jespersen, den daværende socialdemokratiske socialminister. Hun spørger, om han vil være formand for Børnerådet. Per Schultz Jørgensen tøver. Han har passeret de 60 og synes måske, at der skal en yngre til. Men han lover at tænke over det. Han spørger sin kone Ellen, der synes, at det nok vil være for stor en mundfuld.

Så spørger han den ene af sine sønner, der siger:

“Far, nu får du chancen for at køre med den store mejetærsker, så skal du da sige ja.”

Og så ringer Per Schultz Jørgensen til Karen Jespersen og takker ja til tilbudet.

– Det var det ypperste. Det var kulminationen på mange års arbejde, og det var faktisk sjovt at køre med den store mejetærsker. Og da jeg stoppede, var det ikke let. Jeg skulle tage mig selv i nakken for ikke at blande mig, erkender han.

– Dengang var det jo sådan, at jeg mindst et par gange om ugen blev vækket klokken seks om morgenen og skulle forholde mig til et eller anden emne i medierne. De andre sagde til mig, at jeg ikke skulle mene noget om alting, men jeg sagde til dem, at “når jeg er børnerådsformand, så er jeg der, når de ringer.”

– Mine forældre har også lært mig, at det ikke er nok at have en mening, man skal også kunne begrunde den. Derfor er mit bibliotek også vigtigt, forklarer han og ser rundt på de tæt pakkede reoler med bøger, der omkranser ham.

Men Per Schultz Jørgensen mener også, at det samme har gjort sig gældende i arbejde i Den Alternative Velfærdskommission, der arbejdede som modtræk til regeringens velfærdskommission.

– Her lykkedes det at skabe en forbindelse mellem holdning, faglighed og engagement. Og det handler om, at jeg har en indre tro på, at man kan gøre en forskel, hvis man vil. Men der skal arbejdes – virkelig arbejdes, understreger han.

Om han nogensinde holder fri? Altså sådan rigtig fri for at mene noget, engagere sig og flader ud foran fjernsynet?

– Du peger på et ømt punkt. Jeg mener selvfølgelig godt, jeg kan slippe det, dog tænker jeg da på noget, selv når jeg løber en tur i skoven.

Men så lyser han op og bliver blid i stemmen:

– Nu skal vi til Berlin og høre opera. Jeg fik turen af Ellen i fødselsdagsgave. Så jeg kan altså godt lade være.

Hemmeligheden
I dag har han skruet ned for tempoet. Men blander sig stadig, mener noget, engagerer sig i udvalg og arbejdsgrupper, anmelder bøger og så er der historien om Brinkmand, som optager ham, når han sidder i sin arbejdshule på husets nederste etage. Her er der bøger fra gulv til loft, papirbunker og børnebørn på computerens pauseskærm.

Han springer op og viser tre kassetter med papir plus det løse ved siden af.  Det står tæt pakket på den yderste kant af en hylde:

– Det her er Brinkmand, siger han og klapper nænsomt på stablen.

Manden som slæbte af sted med faren, men som forinden forsøgte at presse Per Schultz Jørgensen til at fortælle om farens modstandsarbejde. Om de illegale blade, som faren sammen med nogle venner trykker i husets kælder, mens børnene sover, og moren serverer kaffe for mændene.

Scene 6:
November 1943. Per kommer hjem fra skole. Udenfor huset holder en kassevogn og ved siden af står Johannes – en af farens bekendte. Per hilser på Johannes, der skal til at bære stakke af papirer ned i kælderen. Papirer, der skal bruges til at fremstille bladene af. I det samme kommer faren ud fra huset. Han ser på Per:

“Det her må du aldrig sige til nogen. Tyskerne må aldrig vide det.”

Mere bliver der ikke sagt. Og Per forstår alvoren.  

Scene 7:
December 1943. Per og hans søster vender en eftermiddag hjem fra en tur på skøjtebanen.

Huset er fyldt med Gestapo-folk, og det er den hemmelighed, som Per er blevet betroet en måned forinden, de er ude efter. Så skuffer og skabe bliver endevendt.

Gestapo-manden Brinkmand er klar over at Per ved noget. Og i gangen forsøger han at afhøre ham:

“Vil du gerne hjælpe din far?”

“Ja…”

“Så skal du fortælle mig noget.”

Men Per er tavs. Han står i gangen og bærer på en dyb hemmelighed – og han føler sig urørlig. Den tillid, som faren havde vist ham, er urokkelig. Og Brinkmand opgiver afhøringen af drengen.

– Det er ikke for at blive historiker på mine gamle dage, at jeg er begyndt at beskæftige mig med historien om Brinkmand, men fordi jeg synes, det er fagligt interessant, hvad der sker med børn, der er vokset op under krigen. Det gav mig en angst, som jeg prøver at beherske. Min far kom jo hjem, og det endte lykkeligt, men traumet sidder der stadig. Det er ikke bare noget, man kan snakke sig ud af.

Arrestationen og morens råb på trappen var med til at sætte en dagsorden i familien. En dagsorden, der handlede om, at familien skulle holde sammen.

– Oplevelsen skabte en identitet i vores familie. En historisk identitet. Et fællesskab, en forankring, fortæller Per Schultz Jørgensen.

Et fællesskab som betyder, at han med sine forældre og søskende mange år senere besøger Sachsenhausen, hvor faren havde opholdt sig, og at de fra da af hvert år tager på ferie sammen. Nu uden forældrene, som er døde. Ligesom to af hans søstre. Men med børn, børnebørn – i alt 60-70 mennesker. Nogle gange i en spejderhytte i Nordjylland. Hvert tredje år til udlandet. Til efteråret er det Korsika.

– Det stærke sammenhold, der blev skabt under krigen, har gjort mig determineret. Givet mig en vilje til og tro på, at man skal rykke. Man skal udrette et eller andet. Du skal gøre noget og leve op til det. Og jeg tror bestemt at mit engagement i verden omkring mig er skabt dengang.

Sidste fase
Og så er vi fremme ved i dag. Få dage inden interviewet med Socialpædagogen, holdt han talen ved sin fødselsdagsreception.

Han nød det. Og de 75 år har han det også udmærket med.

– Jeg føler, at jeg står på tærsklen til alderdommen. Man kan vælge arbejde og uddannelse, men livet starter og slutter med en domfældelse. Og nu begynder jeg på den sidste fase. Det er ikke trist. Ikke så længe jeg er i fuld gang.

– Men jeg ved godt, hvor gammel jeg er, tilføjer han.

Og når Per Schultz Jørgensen ser tilbage på sit liv, er det sammenholdet i familien, der gør ham mest stolt.

– Jeg kan tale om det, der er sket. Jeg er ikke alene om det. Og så er jeg glad for, at mit faglige liv er blevet så udadvendt. Jeg har samarbejdet med ministre, fagforeningsfolk og organisationsfolk, og det har givet mig bredde i mit liv. Så jeg er stolt over, at en disputats ikke endte med et nørdet elfenbenstårn. Mit tårn blev sprængt, og jeg kom ud og blev brugt. Det er et privilegium.

Ni børnebørn er han oppe på. Og selvom han ikke går rundt med en altfavnende legeonkel indeni, fordi, forklarer han, sådan er hans væsen ikke, så har de afgørende betydning.

– Det lyder en anelse overspændt, men de giver fornemmelsen af, at mit liv har hængt sammen. At jeg har sat noget i verden, der fortsætter. Jeg har været en del af noget. Og selvom det kan lyde patetisk, så er der en fuldendelse over det, forklarer han.

– Et liv jeg tør se tilbage på og glæde mig over.

Tre hurtige til Schultz Jørgensen

1. Hvad er den største udfordring i indsatsen for de udsatte børn i dag?

– Den største udfordring i indsatsen for de udsatte børn, er at erkende, at vi også i vores tid producerer tabere. Det er paradoksalt, at vi og vores indsats er med til at skabe dem.

Jeg er bestemt ikke fortaler for, at vi ikke skal anbringe børn, men når vi til trods for anbringelserne stadig skaber så mange tabere, så må det være, fordi vi ikke gør det godt nok.

Det allervigtigste i et barns liv er tilknytningen – til mor og far men også til andre mennesker. En fundamental tilknytning, der rummer bekræftelse på en som menneske. Og det ødelægger vi nemt i -anbringelsen til trods for vores megen viden. Det er unikt og kan ikke genskabes uden videre.

Men de tilfælde hvor anbringelserne lykkes, er det tilknytningen vi magter.

Og så har vi som samfund meget store udsatte gruppe – regulært fattige mennesker. Og det er uligheden, der er med til at sætte mennesker tilbage, fordi man viser dem, at de ikke er ønskede. Ved at stramme reglerne for eksempelvis dagpenge, så skaber vi større ulighed, fordi der er nogle mennesker, der ikke har kompetencerne til at leve op til dem.

2. Hvordan vil du opsummere udviklingen fra du startede indenfor feltet og til nu?

– På mange måder er vi professionelt langt mere kompetente og vidende end for 30 år siden. Men samtidig har vi i dag som samfund ikke brugt det godt nok. For vi har afspecialiseret masser af gode behandlingshjem. De er blevet til store børnehjemslignende institutioner. Så på nogle punkter er vi blevet banker tilbage. Og den indsigt, vi har fået, har ikke ført til, at vi har lavet rigtig gode sikkerhedsnet for børn.

3. Hvordan synes du arbejdet i Den Alternative Velfærdskommission er gået?

– Da regeringen nedsatte Velfærdskommissionen præget af økonomer, mente vi i Socialpolitisk Forening, at det måtte være muligt at samle alle de gode kræfter og forene engagement, faglighed og holdning i en alternativ velfærdskommission.

Jeg synes, det er lykkes meget godt. Det kan godt være, at det ikke ændrer verden, men det gør man heller ikke ved bare at lade stå til.

En dag sad jeg på bagsædet i en taxa og hørte middagsradioavis, hvor en tillidsmand blev interviewet. Journalisten siger: “I forlanger efterlønnen bevaret, men det er der jo simpelthen ikke råd til...”

Og så svarer tillidsmanden: “Jeg kender nogen, der hedder Den Alternative Velfærdskommission, og de siger, at der er råd. Og dem tror jeg mere på.”

For ham var det jo bare en reference, der gjorde det han sagde gyldigt for ham. Men jeg oplevede, at vi havde bidraget til en social bevægelse, fordi “manden på gulvet” kunne bruge det til noget.

Per Schultz -Jørgensens Blå Bog  
Professor emeritus, dr. phil. Uddannet lærer, 1955.
Uddannet psykolog, 1968.
dr. Phil, 1983.  

Ansættelser ved København Universitet, Socialforskningsinstituttet og Danmarks Pædagogiske Universitet, sidste sted som professor i socialpsykologi 1991-2000.

Har som forsker arbejdet med børne- og familieforhold og skrevet en række artikler og bøger. Herunder blandt andet om udsatte børn.

Har været medlem af Børnerådet siden dets start og formand 1998-2001.

Formand for Socialpolitisk Forening fra 2003 til 2007 og her initiativtager til bevægelsen “Mobilisering for et Danmark vi kan være bekendt” og “Den alternative Velfærdskommission”, der udgav sine rapporter og analyser af samfundsudviklingen i 2005 og 2006.