Store bevægelse
hvad nu?
Bedre sent end aldrig. Sådan kan man sige om den lidt sene omtale, vi hermed bringer af det seneste nummer af Social Kritik. Sådan kan man også – med de selvkritiske briller på – sige om fagbevægelsens opvågnen til sivende medlemstal og nye, kun delvist identificerede kampe.
Af Jens Nielsen, jni@sl.dk
Men der er altså gået mere end 25 år, siden Thomas Nielsen trådte af som LO-formand med de berømte ord om, at fagbevægelsen ‘har sejret ad helvede til – godt’. Nu skal de nye kampe tages, men hvilken vej skal bevægelsen gå?
Det er det, der er temaet for Social Kritiks temanummer, der som undertitel netop hedder ‘Fagbevægelsen ved en skillevej’.
Udgangspunktet er, at både forventninger og krav til liv og arbejde er væsentligt anderledes end i 1982, da Thomas Nielsen gik af. I de fire temaredaktørers indledning skitserer de, hvordan man på arbejdsmarkedet i dag vil have både indflydelse og frihed, mens der er flere og flere, der har svært ved at orientere sig i de flydende strukturer, der i højere og højere præger mange arbejdspladser, og hvor enhver er sig selv nærmest.
‘Og prisen for en udbredelse af konkurrencekampen som socialt princip betales af bestemte sociale grupper OG af hver enkelt, selv hvis man akkurat klarer sig i ræset. De udbredte klager over stress osv. taler allerede deres tydelige sprog,’ skriver redaktørerne.
Derfor har fagbevægelsen en stor kulturkamp foran sig, som går på at ‘styrke udviklingen af en skelneevne og selvbevidsthed’, der kan få det individuelt tilfredsstillende og det fælles forpligtende til at hænge sammen.
Ud fra denne tanke kredser de forskellige artikler om solidaritet, den danske models fremtid, ligestilling – og solidaritet igen.
Sidst i nummeret bliver tre formænd – LO’s Harald Børsting, Jane Korczak, 3F, og Dennis Kristensen, FOA – bedt om give nogle af deres svar på de mange nye udfordringer.
Og til allersidst bringes et ‘lille politisk (korrekt) leksikon’, som er godt at have, hvis man vil begå sig i bevægelsen i den fremtid, den kan, skal og bør have…
Social Kritik nr. 112 Arbejde og liv i den nye kapitalisme – Fagbevægelsen ved en skillevej 112 sider, 140 kroner
www.socialkritik.dk |