Sygefravær
Man bør pjække i ny og næ
Danskerne pjækker kun nødigt fra arbejdet. Så alt tyder på, at de kun melder sig syge, når der er grund til det, viser undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4
Af Kurt Ladefoged, kl@sl.dk
Det hører til sjældenhederne, at danske lønmod-tagere lyver sig syge uden grund. Syv ud af ti har aldrig -løjet sig syge. Og det mindretal, der har gjort det, gør det sjældnere end en dag om året.
Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for LO’s Ugebrev A4.
Så det lader til, at det stigende sygefravær i mange brancher herhjemme virkelig skyldes, at folk er syge – ofte af stress og udbrændthed eller dårligt arbejdsmiljø.
Sygefravær koster årligt staten og arbejdsgiverne 40 milliarder kroner. Så det er et højt prioriteret mål for regeringen at nedbringe sygefraværet. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har nedsat et hurtigt arbejdende udvalg, der skal kulegrave danskernes sygefravær og finde løsninger til at nedbringe antallet af sygedage.
Men ifølge ugebrevet er pjækkeri så begrænset, at det ikke er her, regeringens skal skrue bissen på for at nedbringe sygefraværet.
Blandt de der har prøvet at pjække, viser det sig, at private og offentligt ansatte gør det i samme omfang, og der er heller ikke større forskel og mænds og kvinders pjækkeri. Dog er der en tendens til, at pædagoger, -social- og sundhedshjælpere, kontorassistenter og håndværkere lidt oftere end gennemsnittet vælger at tage en pjækkedag.
Undersøgelsen viser også, at arbejdsmoralen er højere blandt jyder. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at et gammelt synonym for pjækkeri er “sjællandsk syge”. Mens fire ud af ti københavnere har taget en fridag ved at melde sig syge har kun hver fjerde jyde prøvet det.
Burde pjække mere
Lederen af Center for arbejds- og organisationspsykologi ved Aalborg Universitet, Einar Baldursson, er ifølge A4 overrasket over, hvor lidt danskerne pjækker. Han mener, at danskernes høje arbejdsmoral hænger sammen med, at lønmodtagerne i højere grad identificerer sig med deres arbejde.
– I modsætning til tidligere, hvor arbejdet var en pligt, betyder arbejdet i dag rigtig meget for de fleste. Det er en stor del af vores identitet, og det er gennem jobbet, vi knytter venskaber og har vores sociale netværk. Hvis alt dit liv er arbejde, kan du jo ikke pjække, siger Einar Baldursson.
A4’s undersøgelse viser, at når folk tager en fridag ved at melde sig syge, er det fordi de er stressede og føler sig sløje. De tager simpelthen en fridag for at undgå at blive rigtig syge.
Og det kan Einar Baldursson godt forstå:
– Folk melder sig ikke syge for sjov. Hjernen har brug for hvile, refleksion og omtanke. Når folk undlader at gå på arbejde, er det fordi de ikke føler sig oplagte, og fordi de ved, at kvaliteten af det arbejde, de skal udføre, ikke bliver god nok med en træt hjerne. Det øger samtidig risikoen for, at de bliver rigtig syge.
Derfor burde flere overbelastede danskere ifølge Einar Baldursson i virkeligheden bevilge sig selv flere fridage for at overvinde den træthed, som vi alle udsættes for på et krævende arbejdsmarked.
– Det er fornuftigt at tage en syge-fridag præventivt. Det er jo af hensyn til arbejdslivet, at danskerne passer på sig selv. Og jeg er af den klare overbevisning, at folk der tager en fridag i ny og næ, har mindre langtidssygdom end dem, der aldrig gør det, fastslår Einar Baldursson.
Kilde: Ugebrevet A4 nummer 08, 25. februar 2008.
www.ugebreveta4.dk