Synspunkt

Lad os diskutere diagnosen og de nødvendige skridt fremad

Socialpædagogen bragte den 8. februar en artikel med overskriften “Ytringspligt – politikerne hører ikke pædagogers whistleblow”, som refererer til en række pressesager om kritisable forhold på sociale tilbud rundt om i landet blandt andet i Københavns Kommune

Af Anders Bildsøe Lassen, Mål- og Rammechef for handicappede, Københavns Kommune , redaktionen@sl.dk

Som handicapchef i Københavns Kommune kender jeg først og fremmest til Tokant-historien. Jeg forstår udmærket, at Christina Petersen har en oplevelse af, at hendes henvendelse til forvaltningen ikke blev håndteret godt nok. Det er jeg enig i, og det har jeg beklaget – også over for Christina Petersen. Vi har lært en del af forløbet – og jeg kan godt love, at fremtidige klager vil få større opmærksomhed og blive behandlet hurtigere, end tilfældet var med Christina Petersens.

Men i artiklen refereres der også til, at de tre medarbejdere sidder tilbage med en følelse af, at selv om de endte med at få hul igennem til medierne, til politikerne og til forvaltningen, så blev de “ikke hørt nok”, og af at “det syge system ikke er kureret, endsige diagnosticeret godt nok”.

Jeg er ikke enig i, at systemet som helhed er sygt. Det ligger mig tværtimod meget på sinde at understrege, at der hver dag foregår meget godt pædagogisk arbejde, at der er mange dygtige og samvittighedsfulde medarbejdere og ledere, der slås hårdt for og lykkes med at skabe gode rammer om brugerne, selv om det til tider er svært og udfordrende. Det gælder for området som helhed, og det gælder såmænd også for Tokanten. Da jeg omkring juletid kom en del på Tokanten, oplevede jeg en gruppe medarbejdere, der arbejdede seriøst og var optagede af at skabe trygge og hyggelige rammer om brugerne. Uanset hvad vi skal gøre fremadrettet, er det derfor uhyre vigtigt for os at holde fast i det engagement, den faglighed og den reelle interesse i brugernes ve og vel, der kendetegner langt de fleste af vores ledere og medarbejdere på området.

Men der er ingen tvivl om, at vi på handicapområdet har brug for at udvikle kvaliteten i tilbudene til brugerne og ikke mindst udvikle vores håndtering af brugernes retssikkerhed, som er det, der først og fremmest er omdrejningspunktet i Tokant-sagen. I den forbindelse er det helt relevant at spørge til, om vi har diagnosticeret problemerne godt nok. Lad mig derfor kortfattet prøve at beskrive den diagnose, som vi har foretaget af handicapområdet i Københavns Kommune, og nogle af de initiativer, vi har taget med henblik på at bevæge os i den rigtige retning.

Vi mener, at de væsentligste udfordringer kan sammenfattes i tre punkter:

Vi har brug for at kunne tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere. Men vi skal også sørge for, at de medarbejdere, vi har, oplever, at de har mulighed for at udvikle sig på deres arbejdsplads, at der er mulighed for at efteruddanne sig, og at der bliver søsat faglige udviklingsaktiviteter, så de føler, at de flytter sig og skaber bedre vilkår for brugerne

Vi har brug for at udvikle stærke og bæredygtige organisationer med ledere, der både er optaget af den overordnede udvikling af tilbudene og området og af at støtte og videreudvikle medarbejderne i det daglige. Der skal være en kultur, der er båret af høj etik og åbenhed, så fejl eller dilemmaer bliver håndteret konstruktivt og fremadrettet, og der skal herske en tillid, der er nødvendig for at kunne udvikle sig sammen og påtale hinandens måde at agere på i de mange svære valg, der skal træffes hver dag sammen med brugerne

Vi har brug for velfungerende systemer til at sikre brugernes retssikkerhed, så der for eksempel er velafprøvede koncepter for individuelle handleplaner, som bliver revurderet med jævne mellemrum sammen med socialrådgivere fra kommunen. Vi skal sikre, at vi gennem velbeskrevne metoder og arbejdsformer véd, hvordan der skal kommunikeres med brugerne. Vi skal vide, hvordan vi hjælper dem med at mestre eget liv. Vi skal også sikre et mere uafhængigt tilsyn, der udefra ser på, hvorvidt vi er gode nok til at sikre brugernes interesser.

Det er vores diagnose. Og den drøfter vi gerne.  Her i bladet eller andre steder.

På den baggrund har vi søsat en stribe initiativer, som skal ud og virke i år og i årene, der kommer. Jeg skal her blot nævne; udvikling og implementering af et nyt koncept for individuelle handleplaner, formulering af og implementering på den enkelte arbejdsplads af et etisk kodeks for arbejdet med brugerne, gennemførelse af en lang række efteruddannelsesaktiviteter om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten, om kommunikation, om medicinhåndtering mv., gennemførelse af introduktionsuddannelse for nye medarbejdere på tværs af tilbudene; formulering og etablering af en ny politik for bruger- og pårørendeinddragelse, udvikling af ny model for tilsynet, etableringen af nye enheder, hvor der er mulighed for at styrke ledelsesopgaven og øge den faglige specialisering.

Vi tror ikke, at disse ting med et slag ændrer alt til det bedre. Det vil tage tid. Men vi tror på, at vi ved at gå ud og arbejde sammen, beboere, pårørende, medarbejdere, ledere og folk fra forvaltningen, kan lave bedre og mere udviklende arbejdspladser og dermed bedre og mere varierede tilbud til brugerne.

Det meste af dette var i gang – også før de seneste pressehistorier. Men klager fra Christina Petersen og andre har gjort, at vi har sat mere tryk på, og at der er nye aspekter af udfordringerne, der er kommet i fokus. Og det skal de have tak for. Jeg kan så blot håbe, at det trods alt giver dem den glæde, at de har medvirket til at skubbe på en helt nødvendig udvikling på området.