Tillidsrepræsentanter

Vi er rent guld – for alle parter

Mange gange kan jeg løse problemer ved lige at ringe og undersøge, siger René Zimmer. Han er fællestillidsrepræsentant på Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg og bruger tid på landevejen, foran computeren, i mobiltelefonen – og på dialog

Af Hanne Sørensen Smith, redaktionen@sl.dk

Han venter der i sin lille, mørke hule af et kontor  i Nørresundby og arbejder med de to vigtigste værktøjer: computer og mobil. Men han sidder der ikke nødvendigvis særligt længe ad gangen, for bilen er det tredje vigtige værktøj, så han kan farte rundt til arbejdspladser og fagforeninger til møder i massevis.

En FTR – altså en fællestillidsrepræsentant – er guld værd, når systemerne fungerer. Fælles guld vel at mærke for arbejdsgivere, fagforeningen, ansatte og TR-folkene. Det synes René Zimmer i hvert fald. Og han er en af slagsen. Var det også på en måde før kommunalreformen – uden uddelegeret kompetence, men for at give socialpædagogerne indflydelse opad i systemet i den gamle Aalborg Kommune.

– Vores nye FTR-ordning er oprettet nedefra, kan man sige. Vi forberedte den godt i SL-kredsen og vedtog den på en generalforsamling. Medlemmerne var med på ideen og vidste, det var nødvendigt for at få indflydelse. Her på Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune er der 11 TR’er og så mig. Det er altid en vigtig prioritering at få fællesskabet til at fungere i samarbejde, men det sidste år har det selvfølgelig været specielt vigtigt, fordi vi kom med forskellige kulturer fra amt og kommuner, fortæller Rene Zimmer.

– Det er gået rigtig godt. Vi mødes hvert kvartal og drøfter og evaluerer. Vi er glade. Jeg får kompetence og viden, kender alle aftaler og politikker og har forbindelse til alle sider. Jeg kan mange gange løse problemerne ved lige at ringe og undersøge. Det er meget nemmere for mig end for en sagsbehandler på kredskontoret, som derved bliver aflastet. En FTR tager ikke kompetence fra TR’erne, men understøtter og rådgiver, siger han.

Vender sagerne sammen

Han kan lide sit job, kan man mærke – og nu skal vi altså af sted, for Finn venter på kredskontoret. Arne Finn Nielsen er politisk ansvarlig for Aalborg Kommune, og det er ham, René vender sager med de fleste fredag formiddage. Vi smutter lige omkring en slagter efter lidt smørrebrød, og Renés FTR-konto dækker gæstfrit en stor frikadelle til min lille hund.

Men der er møde før maden. Finn og René koncentrerer sig om hver sin bunke charteks med papirer. De læser, udveksler oplysninger, noterer og vender bunken stille og roligt. Finn siger, at Aalborg Kommune er udtaget til konflikt, hvis OKforhandlingerne bryder sammen. 10-15 procent af arbejdsområdet. Forbundet skal have en masse oplysninger. René har en opdateret organisationshåndbog, der kan ekspederes videre.

Så er der noget med forhåndsaftaler et sted og tilpasningsforhandlinger et andet sted, for hvor hører konsulenter på et specialcenter for børn til?

– Der er HK, der er FOA, og vi vil gerne have dem, siger Finn, og René mener, at deres arbejdsområde er afgørende for organiseringen.

– Der er ingen aftaler på PPR-området, så dem beholder vi under personlige aftaler, men måske skal vi slås om det med de andre.

Der er også omsorgs- og pædagogmedhjælperne på Danahus. De står i FOA eller 3F som et levn fra bistandslovens tid. Finn mener, det forhold må tilpasses dagens virkelighed og forhandles, men først efter OK08. René er enig og vil sende papirerne videre til FOA.

– Det er da vildt lang tid, kommenterer en rystet René, da Finn beder ham bære en personsag videre i kommunen. Den er startet i 2003 og ikke afsluttet her i 2008. Føj!

Endnu en gang Danahus. Hvad er det med decentrale arbejdstidsaftaler? 

– Jamen, de vil have en tilføjelse på den, de har, siger René.

De to diskuterer orlovsrettighed, arbejdstidsaftale, vagtplan, hviletid/fridøgn og bliver enige om, at Danahus ikke har en decentral arbejdstidsaftale. 

– Vi tager da derud sammen og hører, hvad det er, de vil, konkluderer Finn.

Arbejdsgiverne hugger dem

Han synes som René, at det fungerer godt med de 11 FTR’er i kredsen. Så godt, at arbejdsgiverne hugger dem til ledere. – Vi kan føle, det er en lederuddannelse. Det er vi stolte over, men ærgrer os selvfølgelig lidt, når vi skal begynde forfra med en ny. Her det første år er to blevet ledere og en er holdt op af andre grunde.

Et par sager til, vand, smørrebrød, mere kaffe og en afslappende snak med folkene på kredskontoret, der spiser madpakker – og nu skal vi altså afsted igen.

På specialinstitutionen Bøgen i Vodskov ved Hammer Bakker venter tillidsrepræsentant Fadia Bek med endnu mere kaffe og kager til. Både hun og René synes, at hun fyldte så meget på TR-kvartalsmøderne, at de to blev enige om et uformelt møde med kollegial sparring.

På Bøgen er der 150 ansatte til 32-35 børn og unge, der er tidligt følelsesmæssigt skadede og med hjerneorganiske dysfunktioner. Der er gården her og tre andre steder i Vodskov.  Beboerne går i intern skole, men der er også ekstern skole for unge udefra, og lærerne har deres egne TR. Der er værksteder, skovhold, flyttevirksomhed og klub, og stedet har egen fysioterapeut.

Fadia Bek har hovedet fyldt. To dage om ugen går til TR-arbejde, og nogle gange glemmer hun næsten at komme på det ‘rigtige’ arbejde, siger hun. René sætter sig roligt og beder hende fortælle. Fadia fortæller, gestikulerer, snakker og snakker. René lytter, skriver stikord, spørger, kommenterer måske kort – og lytter igen. Rummet emmer af engagement.

Pærevælling af frustrationer

– Jeg er imponeret over, hvad folk kommer med. Det tog tid, men nu er der en voldsom bølge, siger Fadia.

Med et år på bagen som TR har hun virkelig fået kollegernes tillid, hører René og mener, hun skal passe på sig selv nu, hvor kollegerne har en TR, der vil noget. Men hun skal ikke have træffetid altid og så igen om aftenen. Hvad står øverst hos hende lige nu?

– Deres frustrationer. Det går på det hele. Og det er svært for mig at opdele det. Men jeg har meldt ud, at jeg agerer på det. Jeg vil ikke lukke ører og øjne og være skraldespand. De må ikke trække sig, når jeg vil gå videre, siger hun. Og René vil helt tydeligt hjælpe, men ikke tage over.

Efterhånden tømmer Fadia sit hovede, og det kommer ud i en pærevælling. Det handler om organisering af arbejdet; stedet med domsanbragte, hvor der ikke er funktionstillæg i lønnen; hvordan er dagholdsfunktioner beskrevet, og passer det så med lønnen?

– Jeg skal lige have det helt på det rene. Hvor og hvad? spørger René.

Og Fadia forklarer detaljeret om at møde ind på værkstederne, hente og bringe mellem bosted, skole og daghold.

Tilbage til domsanbragte. Fadia fortæller om metoden ‘Væk fra volden’. Når de unge bliver udadreagerende, skal personalet trække sig. Men de sikkerhedsmæssige foranstaltninger er ikke i orden. Kollegerne skal tværs over lokalet for at trække sig ind på kontoret.

Så er der vagtplanerne, der laves af pædagoger. Det får de timer til, men timerne mangler så på vagtplanen. Skal de have funktionstillæg? Det får afdelingslederne i forvejen. Skal det arbejde så betales to gange?

Lederne knokler – ude i landet

– Vi har syv afdelingsledere, der knokler. De er blevet stærkt belastede med flere arbejdsopgaver – blandt andet i det nye VISO, og vi føler ikke, vi ser dem nok. De tager rundt og underviser i hele landet, fordi de afløser amtets ekspertise i VISO. Vi er jo specialiserede og berømte på rigtig mange felter. Men før var afdelingslederne i vagt og havde kontor på afdelingerne. Nu føler vi som medarbejdere, at vi har en mere  usynlig ledelse. Der er himmelråbende forskel på at være i amtet og så i kommunen. Nu er det tjek, tjek og dobbelttjek. Kontrol og lang kommandovej. Og det er noget helt andet at være forstander nu. Det smitter af hele vejen ned igennem. Det er min fornemmelse, at vi har flere langtidssyge kolleger nu. Kommunalreformen er for os forfra og forfra og så igen. Folk bliver ramt på sjæl og legeme af at arbejde her. Jeg tror, det har forskrækket kommunen.

Py-ha. Fadia trækker vejret kortvarigt, mens René kommenterer på kommunen, der ville have det hele, men ikke anede, hvad de fik med at gøre. Det sprængte amtets viden til atomer, og den er jo gal over hele landet, når der er sådan et run på Bøgens ledere.

Fadia er allerede i gang med en runde mere: Klubdelen vil ikke flyttes rundt mere. Der er noget i gang på værkstederne, for de har bedt om møde med TR og arbejdsmiljørepræsentanten. Der er opfølgningsmøder et par andre steder med problemer. Og selv er hun først nu ved at få arbejdsredskaber som computer og telefon.

– Jamen, det kan vi da gøre noget ved, siger René og giver plads igen. – Jeg må hellere lige høre det hele. Synes de eller du, at du skal komme med de vises sten i forhold til de der opfølgningsmøder?

– Nej, men jeg kan sige, at de kan løse problemer via personaletræning og supervision, hvis de selv vil. Det er så vigtigt.

Så er der ansættelsesprocedurerne; der er lønnen; der er MU-samtalerne, som flyder, remser Fadia op, og René påpeger, at det alt sammen hører til i det lokale samarbejdsudvalg. Så er de to lige en tur omkring pædagogikken og dens udøvere:

– Der er forhøjet risiko for vold og nedslidning plus det, at kvaliteten ikke er i orden for vores unge, når vi møder ind forskellige steder. Vi skal  kende brugere, struktur og pædagogik det enkelte sted, for strukturen er helt individuel. Genkendelighed og tryghed er afgørende, ellers ender vi med forhøjet konfliktniveau.

Jeg bliver bulldog

René opsummerer, at han nu har skrevet 13 punkter på sit papir, og Fadia kundgør, at hun er halvvejs og endnu mangler at besøge seks afdelinger på sin runde. René kan mærke, at hun gerne vil gøre sin runde færdig, men han lufter lige sin egen fornemmelse: – Du sidder med tunge problematikker som kollega og TR. Jeg mister energien bare af at tænke på det.

– Jeg bliver bulldog af det, siger Fadia og svarer: Arbejdsmiljø og procedure, når René beder hende prioritere.

– Du skal have et overblik først og så et møde med forstander. Du skal have en sparringspartner, og det kunne godt være mig et stykke tid, så tingene bliver grupperet. Hvad hører hjemme i LSU, hos AM-repræsentanten og i TR-forstandermøder – og i hvilken rækkefølge? Du skal have afleveret tingene konstruktivt til din forstander alene eller sammen med mig. Ellers drukner du fastslår Rene.

Fadia mener, at forstander helt sikkert gerne vil have orden på det hele. Men der er ingen fælles kultur for dialog endnu. René understreger hendes rolle som samarbejdspartner, der formidler og er med til at løse.

De aftaler at mødes igen tirsdag 4. marts kl. 10. Et par timer er gået, og René spørger, om hun har ferie, det er jo en god ting. Fadia har søgt i uge 16.

– Har du fri nu i weekenden? spørger han igen.

– Jo-jo. Men jeg skal lige..... Og jeg har også

tænkt på at lave en faglig klub. Jeg kan jo ikke vide, om der kommer nogen. Men folk har trang til at snakke sammen og føle, at vi er en enhed.

Kort efter kører René Zimme hjem til sin weekend med familien. Måske tænker han på, at tillidsrepræsentanter også er guld værd, hvad enten systemerne virker eller ej.