LO
Socialpædagogerne tager deres tørn
LO samler igen i 2008 penge ind til at støtte en række faglige bistands projekter i den fattige del af verden
Af Lone Marie Pedersen, redaktionen@sl.dk
Socialpædagogerne er med, når LO også i år samler penge ind for at støtte forskellige projekter: Et mobilt fagforeningskontor i Mozambique, børnearbejdere ud af minerne i Tanzania, pædagogiske kurser og legepladser på børnehjem i Rumænien, organisering af landarbejdere i Zambia, oprettelsen af en konfliktfond for bananarbejdere i Mellemamerika, frikøb af fiskerdrenge i Ghana og mad og medicin til politiske fanger i Burma. Det er projekterne i ’GØR NOGET – International Aktion 08’
GØR NOGET er LO-fagbevægelsens indsamlingskampagne til fordel for dårligt stillede lønmodtagere i den fattige del af verden. Kampagnen består af syv konkrete projekter. Og indsamlingen foregår lokalt. For eksempel gennem lokale sponsorer og ved 1. maj-arrangementer.
Forbundskasserer Kaj Skov Frederiksen siger:
– Socialpædagogerne støtter generelt internationalt solidaritetsarbejde, og også ved denne indsamling tager vi vores tørn. Det er vigtigt, at vi i fagbevægelsen viser international solidaritet. Især os fra den rige del af verden.
– Selv om vi har mange opgaver at løse nationalt, skal vi også kunne se ud over vores egen lille andegård.
LO’s projekter er meget konkrete, og støtten går til helt bestemte formål. LO i Nordjylland har for eksempel valgt at koncentrere kræfterne om at støtte børnehjem i Rumænien. Socialpædagogernes kredsformand i Nordjylland, Peter Kristensen, er med i projektet og forklarer om børnehjemsstøtten:
– I dag har børnene på de rumænske børnehjem det langt bedre end den omsorgssvigt, mange af dem blev udsat for i 1990’erne. Men der er stadig langt igen, før børnehjemmene kommer blot i nærheden af dansk standard. Især på det pædagogiske område.
Fagforeningen Hermes 7 i den rumænske by Tirgu Mures vil i samarbejde med HK Nordjylland og AIF (Arbejderbevægelsens Internationale Forum) Nordjylland lave legepladser og dagsaktiviteter for børnene på ni lokale børnehjem.
– Desuden bliver der etableret to-årige uddannelsesforløb for medarbejderne. I dag er stort set alle medarbejdere uden uddannelse, siger Peter Kristensen.
Læs mere på www.sl.dk/bonus