Nordjylland

Kvaliteten af tilsyn er forringet

Kommunerne skal efter kommunalreformen både godkende og føre tilsyn med de private opholdssteder. Der er risiko for et ukritisk tilsyn, mener ekspert i forvaltningsret

Af Søren Nielsen og Kenneth Sørensen, redaktionen@sl.dk

En oplagt faldgrube er opstået, siden kommunerne per 1. januar 2007 har overtaget opgaven med at føre tilsyn på private, socialpædagogiske opholdssteder. 

Det mener Bettina Lemann, der er lektor i social- og forvaltningsret ved Aarhus Universitet.

 Hun har i flere forskningsprojekter set på, hvordan man sikrer en høj kvalitet på det sociale område ud fra et forvaltningsmæssigt perspektiv.

– Problemet ligger i, at man nu skal føre tilsyn med sig selv. Man kan derfor frygte, at tilsynet ikke bliver kritisk nok. I sidste ende kan det føre til, at de unge rammes og ikke hjælpes på den rigtige måde, konstaterer Bettina Lemann.

  Ud fra andre sammenhænge med offentlig udlicitering og generel kvalitetssikkerhed for borgerne inden for det sociale område, er hun ikke i tvivl om, at proceduren giver anledning til eftertanke.

– Det er sjældent i orden, at man fører tilsyn med sig selv. Og hvis man gør det, så stiller det ekstra store krav til tilsynsmyndigheden. Det kræver i hvert fald gode vejledninger og et personale, der kan sikre en ensartethed nu, hvor opgaven er spredt i 98 kommuner, konstaterer Bettina Lemann.

Dårligere tilsyn

Aktindsigten i tilsynsrapporterne viser, at der er en betydelig variation i både metode og indhold, hvis man sammenligner med de tilsynsrapporter, der ligger fra det tidligere Nordjyllands Amt. 

Det fremgår tydeligt, at godkendelses- og tilsynsafdelingen i det daværende amt havde helt faste standarder for, hvordan et tilsyn skulle foregå.

Eksempelvis blev der under stort set hver eneste tilsynsbesøg gennemgået en række faste punkter som “referat af sidste møde”, “personalestatus”, “aktiviteter” og “de unge”.

Rapporterne fylder typisk tre tætskrevne sider, der er underskrevet af en tilsynsførende konsulent fra amtet.

  Ganske anderledes ser kommunernes tilsynsrapporter ud. Her kan tilsynsrapporten i visse tilfælde bestå af en intern mailudveksling mellem den tilsynsførende konsulent, chefen for det pågældende ressortområde og lederen af det enkelte opholdssted.

  Det er eksempelvis sket i en “tilsynsmail” fra Thisted Kommune, hvor der blandt andet står:

  “Tilsynet består af tre timers hyggelig samtale i samtalekøkkenet med leder og stedfortræder”, som indledende præsentation i den knap én side korte mailrapport. 

 Et andet eksempel findes i Vesthimmerlands Kommune.

I kommunen ligger en af landets største private institutioner, Solhaven, der består af flere afdelinger med plads til 25 anbragte børn og unge. En institution, der har været under skærpet tilsyn.

Her er forskellen i tekstomfanget af de enkelte tilsynsrapporter markant.

Nordjyllands Amt har dokumenteret sine tilsynsbesøg i flere sider lange tilsynsrapporter, hvor opholdsstedet er grundigt gennemgået – især med fokus på aktuelle problemstillinger som for eksempel magtanvendelser, særlige unge og personalekompetencer.

  Men efter at kommunen har overtaget tilsynet, fylder tilsynsgennemgangen mindre end én A4 side, og rapporten fra starten af juli 2007 indeholder blot fem punkter med disse meget kortfattede bemærkninger fra konsulenten:

Formål: Tilsyn Metode: Observere og stille spørgsmål

Mødets indhold: Sommerferie/vagt, status fra enkelte afdelinger, koncentreret arbejde vedr. bestemt, selvmordstruet elev, orientering om intern uddannelse

Konsulentens bemærkninger: Kort møde, aftaler nyt efter sommerferien

Aftaler: ingen nye aftaler.

Mere står der ikke beskrevet i tilsynsrapporten. De 41 ord er alt.

  Aktindsigten viser desuden, at amtet i 2006 havde 10 tilsynsbesøg på Solhaven, mens kommunen i 2007 førte seks tilsynsbesøg.

Hertil siger direktør for Socialforvaltningen i Vesthimmerlands Kommune, Peter Barrett:

– Vi er opmærksomme på, at kvaliteten og detaljeringsgraden ikke har været tilfredsstillende i 2007. Jeg har kort før jul iværksat en proces, hvor vi i samarbejde med et konsulentfirma for det nye år vil fastlægge nye, præcise standarder for vores tilsynsbesøg. 

Gennemgangen af alle tilsynsrapporterne efterlader det indtryk, at de kommunale rapporter er mindre detaljerede og mindre grundige end de amtslige tilsynsrapporter.

Bekymring for børnene

Karin Kildedal er lektor ved Aalborg Universitet, uddannet socialrådgiver og har forsket i pædagogik og procedurer for anbragte børn og unge på opholdssteder.

Med eksempler som tilsynsmails og én side lange tilsynsreferater i baghovedet frygter hun, at  tilsynet er på vej til at blive alt for overfladisk. Og det kan i sidste ende ramme de anbragte unge.

– Der er god grund til bekymring over, om kommunerne er kritiske nok. Man tog jo i sin tid tilsynet fra kommunerne, fordi de ikke kunne klare opgaven, og det bekymrer mig, at man nu har givet dem den igen. Kommunerne er blevet større siden da, men de skal nu i gang med at udvikle de tilsynskompetencer, som tidligere lå i amterne, og hvis ikke de kan det, bliver det et stort problem for tilsynets kvalitet og dermed for børnene, fastslår Karin Kildedal.

I 1998 blev kommunernes tilsynsopgaver overdraget til amterne. 

 Karin Kildedal mener, at én til to anmeldte tilsynsbesøg om året er alt for lidt:

– Opholdsstederne skal tjekkes jævnligt, hvis man vil sikre en ordentlig kvalitet. Hvis det er rigtigt, at tilsynet for øjeblikket ikke er tilstrækkeligt, så kan der helt sikkert være opholdssteder, som ikke gør det godt nok, siger hun.

Formand for Socialpædagogerne, Kirsten Nissen, har også de anbragte børn og unge i tankerne, når hun tænker på den måde, tilsynene i dag foregår på: 

– Mit indtryk er, at tilsynsbesøgene ofte kun handler om opholdsstedernes økonomi. Men det vigtige må være at tale med børn og pædagoger på stedet. Det er et privat område, og der vil være steder, der ikke er gode nok. Det er kommunernes pligt at gribe ind, og det tror jeg ikke, de er i stand til det endnu.

Brug for central myndighed

Hos Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud (LOS) har man længe ønsket sig en central myndighed, der skulle varetage tilsynsopgaven.

På mange punkter er organisationen helt enig i kritikken af tilsynsprocedurerne, fortæller direktør Geert Jørgensen: 

– Vi er meget modstandere af, at tilsynet er overgået til kommunerne. Det betyder, at man nu reelt kan have 98 forskellige måder at føre tilsyn på, og at ekspertisen på området er spredt. Det mærker vi tydeligt hos medlemmerne.

Ifølge Geert Jørgensen er hele tilsynssystemet noget “værre rod”. Han mener, at retsfølelsen er krænket – både for hans egne medlemmer, men også for de anbragte unge.

– Hvis det her område skal fungere, så er staten nødt til at gå ind og oprette en central godkendelses- og tilsynsmyndighed. Det er bedst for alle parter. Vi er jo i en situation, hvor kommunerne kan have en interesse i ikke at godkende egnede opholdssteder, fordi de hellere vil oprette kommunale opholdssteder.