Portræt

En tillidsrepræsentant holder sølvbryllup

I 25 år har Sonja argumenteret for sin sag, læst løntabeller og bidt sig fast, så modparten ikke får et ben til jorden

Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk

Hun har det ikke fra fremmede. I barndomshjemmet på Bornholm blev hun opdraget til, at der var to ting, man skulle betale: Fagforeningen og sygekassen. Økonomisk forsikring mod arbejdsløshed og sygdom. Den 1. marts i år kunne Sonja Christiansen så fejre 25 års jubilæum som tillidsrepræsentant.

I barndomshjemmet fik hun også at vide, at hun ikke skulle være autoritetstro. Og hun lærte at tænke politisk. Hun kom fra et arbejderhjem, med en far, der oprettede Socialdemokratisk Ungdom på øen.

– Sonja kender reglerne fra ende til anden. Hun er vedholdende og lader sig ikke nøje.  Er der en uret­ færdighed, går hun direkte til “hovedet” og giver ikke op, før hun har fået løst sagen.

Marie Sonne, næstformand,  Socialpædagogerne

Der sad et godt hoved på pigen, så læreren foreslog, at hun fortsatte i skolen og tog realeksamen. Forældrene bakkede det op. Som hendes far sagde: “Den har jeg råd til at give dig. Men en uddannelse må du selv klare”. Men Sonja var ikke til mere skolegang. Hun forlod skolen og fik som 15-årig sin første fagforeningsbog. 

De efterfølgende år havde hun forskellige jobs. Kok, pige i huset, sygeplejeforskole og den et-årige barneplejeuddannelse. I 1974 – hun var 24 år – blev hun optaget på Københavns Socialpædagogiske Seminarium på det første hold, der gik på den treårige uddannelse. Der var cirka 4000 ansøgere til 98 pladser, og dem, der havde flest points, kom ind.

– Den eneste grund til, at jeg søgte ind var for at få eksamenspapiret, så jeg kunne få mere i løn.

– Og så var Statens Uddannelsesstøtte blevet indført. Derfor kunne jeg gøre det. 

Sonja var den første i familien, der tog en boglig uddannelse. Ellers tog man en håndværker- eller kontoruddannelse, hvor der blev betalt løn i lærlingetiden.

Arbejderklassens sprog

Det første Sonja gjorde som pædagogstuderende var at købe en pædagogiskpsykologisk ordbog.

– Det gik op for mig, at selv om jeg var meget talende, så talte jeg ikke nær så nuanceret som de andre studerende, der hovedsagelig kom fra middelklassen. Jeg vidste godt, at det var sproget, som kunne brække halsen på os arbejderbørn.

Seminariet blev etableret i en nedlagt skotøjsfabrik i Sydhavnen i København, samtidig med, at det første hold begyndte. De studerende var med i det hele. Første dag på skolen skulle de for eksempel blive enige om, hvilken farve væggene i klasseværelset skulle have. Alle sad i en rundkreds og diskuterede sig frem til enighed.

Hvilken farve væggene fik, står i dag ikke helt klart for Sonja, der derimod tydeligt husker, at en af eleverne, der var meget kreativ, tegnede grønne blade på stilke på alle væggene. Og så var det ellers på ø-lejr for at blive rystet sammen. Det var en tid, hvor gruppeeksamen og -arbejde blev indført. Sonja foretrak dog at være alene.

– Det lå ikke rigtig i min natur. Jeg var heller ikke til at bo i kollektiver, som mange af de andre gjorde.

Dengang var der mange “røde” studerende. Kommunister og ikke mindst en del venstresocialister. Sonja fastholdt sit holdningsmæssige udgangspunkt fra barndomshjemmet, og hun fortsatte også med at læse ugeblade, selv om det ikke  faldt i god jord hos de medstuderende. Og blev gift, mens hun gik på seminariet. Hendes mand er håndværker. Der var ellers mange studerende, som blev skilt under studiet.

– Det er vigtigt at inddrage sin ægtefælle. Vi begyndte på seminariet at bruge et fagsprog, som umiddelbart var svært at forstå for andre. Alle fag har jo deres fagsprog, men inden for pædagogikken er der mange fagudtryk og fremmedord. Sproget er det pædagogiske værktøj.

Hun havde ikke problemer med selve indlæringen, men det var svært for hende at bruge sproget.

– Sproget er magten. Og det er sproget, der ændrede mig mest i min studietid. Uanset hvor dygtig man er skolemæssigt, skal man også kunne bruge sproget, før det nytter noget.

Plads til os alle

Det var på alle måder en brydningstid ikke kun på seminariet, men også uden for murene. Blandt andet støttede Sonja og hendes medstuderende typograferne i Det Berlingske Hus under deres 121 døgns lange strejke i 1977. De støttede plattedamer nes lønkamp og var solidariske med Christiania.

De studerende strejkede for at få en højere SU.

Og det var første gang, hun tog ordet i en stor forsamling – over 100 studerende.

Og det hun sagde var, at de ikke kunne tillade sig at drikke øl under en demonstration og smide tomme ølflasker over det hele, når parolerne var: “Vi er ved at dø af sult på SU”. Det virkede utroværdigt. 

En tillidsmand må man have

25 procent af Sonja Christiansens uddannelse var retningsbestemt (sådan var det dengang) mod 0-6-årige børn. Og hendes første job blev i en integreret institution. Hun fødte sit første barn, en datter, og holdt tre måneders barselsorlov. I øvrigt blev selv samme datter uddannet pædagog præcis samme dag, som Sonja var blevet det 25 år tidligere.

Senere skiftede Sonja job til en døgninstitution for sukkersygebørn og fødte sit andet barn. I mellemtiden var barselsorloven forlænget til fem måneder. 

Herefter søgte hun ind til særforsorgen. Hun var ung og ville gerne prøve noget forskelligt. Blev ansat i et pensionat for voksne brugere.

Det blev så ikke til så meget forskelligt, for her arbejder hun fortsat, og har for længst kunnet fejre 25 års jubilæum.

Da Sonja havde været på Bo- og Servicecenter Odsherred i knap et år skulle der vælges ny tillidsrepræsentant. Ingen meldte sig. Sonja sagde også nej, fordi hun endnu ikke havde overstået sin prøveperiode som tjenestemandsansat. Men hun endte med at sige ja, fordi en tillidsmand, ja, sådan en skal man da have.

– Jeg kunne slet ikke have, at vi ikke fik brugt tillidsmandssystemet til det, som det skal bruges til.

Hun blev valgt, og der gik ikke lang tid, før både kollegaer og ledelsen respekterede hendes indsats, og det har de gjort siden.

Hendes første opgave som tillidsrepræsentant var at sætte sig ind i institutionens budgetter. Tal og kurver har altid faldet hende let. Det samme har paragraffer og vedtægter.

Proppistol og fedterøvstillæg

Fra de tidligste år som tilllidsrepræsentant husker hun især de såkaldte “fedterøvstillæg” (lokalløn). SL gik ind for dem. Hun var som flere af sine tillidsmandskollegaer i SL-kredsen i det daværende Vestsjællands Amt imod. Og modstanden kom konkret til udtryk, da hun deltog i et forhandlerkursus for tillidsmænd, som SL havde arrangeret. I rollespillet omkring forhandlingen spillede SL’s repræsentant amtsborgmester (arbejdsgiverne), som tillidsrepræsentanterne skulle forhandle med. Og da tillidsrepræsentanterne ikke kun forhandle sig til det resultat, som de gerne ville have, skød de amtsborgmesteren med en proppistol. Han overlevede, og det gjorde fedterøvstillæggene også.

Det er karakteristisk for Sonja, at selv om hun ikke fik ret omkring lokallønnen, så mistede hun ikke modet. For hende er det vilkårene i en demokratisk proces, og hun er altid med, hvor der sker noget. Parat til at kæmpe for en sag og til at sætte sig ind i nyt materiale.

Hun har deltaget i adskillige tillidsmandskurser, og i en periode skrev hun altid i sin evaluering af det pågældende kursus, at hun hellere ville på Dansk Folkeferies kursuslokaler på Malta. En enkelt gang vedlagde hun også et budget for rejsen og opholdet for at overbevise den lokale SL-kreds om, at det økonomisk ikke var så meget dyrere end at holde kursus i Danmark.

Evalueringen skrev hun i samarbejde med sin daværende TR-kollega Jan Vium, der senere blev valgt til kredssekretær og i dag er Socialpædagogernes kredsformand i Midtsjælland.

Da Jan blev valgt, var Sonja da heller ikke sen til at minde ham om, at de skulle til Malta. Heldigvis for Jan fik han en ny nabo, og denne var direktør for Folkeferie. Det betød et favorabelt tilbud. Så de kom til Malta. 

En stædig bornholmer

Jan Vium siger om Sonja:

– Sonja har altid været meget optaget af, at bureaukraterne på amtsgården ikke skulle styre hende og hendes kollegaers hverdag. Der er blandt andet kommet til udtryk gennem arbejdstidsplanlægningen. Hun har helt styr på arbejdstiden og løn, og personaleafdelingens administrative verden har hun også gennemskuet. Helt grotesk blev det, når de holdt fast i, at hun ikke måtte lave en særlig arbejdstidsplan for ferietiden. Så sendte hun sin forstander i amtet for at sige noget til dem. Og det er altid endt med, at Sonja har fået ret. Hun er den mest stædige bornholmer, jeg kender. Hun holder fast i sin sag, forsøger at overtale modparten og levner ikke meget plads til modargumenter. De skal i hvert fald være gode.

– Hun var den første i kredsen, der var kreativ med feriekoloniaftalen. Og bureaukraterne reagerede på hendes planlægning. Men det var som at kaste vand på en gås. Hun har hjulpet mig meget til at forstå den konkrete forvaltning af arbejdstidsreglerne.

– Sonja har altid styret sin arbejdsplads. Det forstanderen ikke har styr på, det har Sonja styr på. En gang havde forstanderen sendt afbud til et forstandermøde i amtet, så selvfølgelig sender han Sonja i stedet for. Hun havde jo styr på alt. Det er vist den eneste gang en TR i Vestsjællands Amt har deltaget i et forstandermøde.

Næstformand hos Socialpædagogerne Marie Sonne, der også har samarbejdet med Sonja, siger:

– Sonja kender reglerne fra ende til anden. Hun er vedholdende og lader sig ikke nøje. Er der en uretfærdighed, går hun direkte til “hovedet” og giver ikke op, før hun har fået løst sagen. 

Kun argumenter tæller

Sonja er i dag 57 år og er ikke kun tillidsrepræsentant på sin arbejdsplads. I forbindelse med kommunesammenlægningen er hun også blevet valgt som fællestillidsrepræsentant for alle socialpædagoger, der er ansat i Odsherred Kommune.

Hun har været meget aktiv, da MED-aftalerne i kommunen blev udformet, og hun er i dag næstformand i MED-udvalget på sin arbejdsplads.

Sonja har også en plads i fællesudvalget i social- og sundhedsudvalget i Odsherred Kommune. Det er LO’s plads, som hun beklæder, og udvalgets opgave er at se på den overordnede planlægning af det sociale område.

Når hun kigger bagud, er arbejdet som tillidsrepræsentant det samme i dag, som da hun havde sin første lønforhandling.

– Det handler om løn og arbejdsforhold. Man skal argumentere for sine synspunkter, ellers får vi ikke noget igennem. Og ofte skal der gode formuleringer til for at få forbedret eksempelvis en normering.